Far-klumme: Den unge singlefars lidelser – og sejre

Nattoget buldrede afsted mod det svenske fjeld. Nede i sovekupeen var vores fem drenge, Hector, Anton, Oscar, Viggo og min Hugo, netop blevet lagt til at sove i køjesengene. De opførte sig eksemplarisk, selvom de var lidt oppe at køre over, at de nu for første gang var på vej afsted på skiferie – kun med deres fædre. ’Drengetur’, kaldte vi det. Og det var det så sandelig også. Fem fædre, fire nyligt fraskilte, én fortsat i et forhold. En skolelærer, en fotograf, en tv-producent, en arkitekt og så mig. Med vores fem, jævnaldrende drenge.

I spisekupeen, der mindede om noget fra ’Mordet på Orientekspressen’, strøg de mørke skove forbi udenfor. Der blev hældt whisky op, vi spillede kort og udvekslede erfaringer fra livet som alenefar. ”Nå, kan I stadig ikke finde ud af at tale sammen dig og din eks?” ”Er du kommet dig over turen i statsamtet?” ”Kører I også 7/7 – eller måske 9/5?” ”Har du fundet et nyt sted at bo?” Og: ”Er du okay?”

Sådan nogle ting. Mere whisky røg ned, bølgerne gik højt. Ingen af mine bedste venner er sådan for alvor knudemænd, så vi talte åbenhjertigt og ærligt om det, vi hver især stod i. Undtagen den sidste i vennegruppen, der rent faktisk havde formået at få et barn og stadig havde en kernefamilie, som fungerede. Men, sagde vi til ham, ’du er jo også sammen med en italiener. Det er jo et helt andet ballgame.’

Hytten, vi havde lejet, var i to etager med store panoramavinduer ud til pisterne. Efter den første lange dag på ski, hvor vi dirigerede rundt med vores seje drenge, som virkelig ikke havde lyst til at gå i skiskole, ’det er for tabere, far’, lavede vi en ordentlig omgang pasta og is til dessert. Og så var der godnathistorie oppe på førstesalen. Drengene sad side om side i deres senge og sofaer i nattøj, helt stille, og lyttede med, mens der blev læst op af Iqbal Farooq. Der var minus 23 grader udenfor. Men her, indenfor, var der varme og fællesskab og masser af fædre-kærlighed. Og håb, kan jeg huske, at jeg tænkte.