Nattoget buldrede afsted mod det svenske fjeld. Nede i sovekupeen var vores fem drenge, Hector, Anton, Oscar, Viggo og min Hugo, netop blevet lagt til at sove i køjesengene. De opførte sig eksemplarisk, selvom de var lidt oppe at køre over, at de nu for første gang var på vej afsted på skiferie – kun med deres fædre. ’Drengetur’, kaldte vi det. Og det var det så sandelig også. Fem fædre, fire nyligt fraskilte, én fortsat i et forhold. En skolelærer, en fotograf, en tv-producent, en arkitekt og så mig. Med vores fem, jævnaldrende drenge.
I spisekupeen, der mindede om noget fra ’Mordet på Orientekspressen’, strøg de mørke skove forbi udenfor. Der blev hældt whisky op, vi spillede kort og udvekslede erfaringer fra livet som alenefar. ”Nå, kan I stadig ikke finde ud af at tale sammen dig og din eks?” ”Er du kommet dig over turen i statsamtet?” ”Kører I også 7/7 – eller måske 9/5?” ”Har du fundet et nyt sted at bo?” Og: ”Er du okay?”
Sådan nogle ting. Mere whisky røg ned, bølgerne gik højt. Ingen af mine bedste venner er sådan for alvor knudemænd, så vi talte åbenhjertigt og ærligt om det, vi hver især stod i. Undtagen den sidste i vennegruppen, der rent faktisk havde formået at få et barn og stadig havde en kernefamilie, som fungerede. Men, sagde vi til ham, ’du er jo også sammen med en italiener. Det er jo et helt andet ballgame.’
Hytten, vi havde lejet, var i to etager med store panoramavinduer ud til pisterne. Efter den første lange dag på ski, hvor vi dirigerede rundt med vores seje drenge, som virkelig ikke havde lyst til at gå i skiskole, ’det er for tabere, far’, lavede vi en ordentlig omgang pasta og is til dessert. Og så var der godnathistorie oppe på førstesalen. Drengene sad side om side i deres senge og sofaer i nattøj, helt stille, og lyttede med, mens der blev læst op af Iqbal Farooq. Der var minus 23 grader udenfor. Men her, indenfor, var der varme og fællesskab og masser af fædre-kærlighed. Og håb, kan jeg huske, at jeg tænkte.
Jeg og min søns mor var gået fra hinanden, da han var omkring tre år. Pludselig stod jeg alene med min dreng hver anden uge og skulle smøre madpakke, putte, give tøj på, følge til børnehave og siden skole. Heldigvis, selvom det måske er et lidt mærkeligt ord at bruge her, stod en håndfuld af mine nærmeste venner i den samme situation. Vi gav gode råd til hinanden, arrangerede fælles soveaftaler og pasning, hvis der var brug for det, og senere hen begyndte vi faktisk at koordinere det sådan, at vi havde vores drenge i de samme uger i 7/7-aftalen. Det hændte, når et par af os gik tur rundt om søerne eller sad på café med vores drenge, at nogle ældre kvinder så over på os og velmenende kommenterede: ”Nå, mødrene ligger nok derhjemme og får lidt tiltrængt søvn, mens I rigtig er ude og hygge jer.” Vi nikkede bare pænt og hilste og sagde, ’ja, ja, og god dag til jer også.’ Mens det, der i virkeligheden var sket, var, at mødrene var skredet, og at vi nu stod her alene hver anden uge og skulle sørge for madlavning, børnetøjsindkøb, lektier, det hele.
Ikke alt på skiferien gik som planlagt. Nogle dage kom vi lidt vel sent ud af sengene, og drengene fik lov til at spille iPad og løbe rundt i skiundertøj, mens de spiste sig mætte i pandekager med syltetøj og Nutella. En enkelt gang ude på pisterne var det også ved at gå rigtig galt. På et tidspunkt stod vi på toppen af en bakke, mig og Hugo og min ven Jacob og hans dreng Anton. ’Hugo-skat’, sagde jeg til min søn, ’jeg kører lige ned alene ude til venstre og så følges du med Jacob og Anton. Vi mødes nede i bunden af dalen.’ ’Ok, far,’ sagde Hugo, det kunne han sagtens klare.
Jeg kørte afsted, men fra min position omkring hundrede meter væk kunne jeg pludselig til højre se min søn sætte sig i styrtløbsposition og flyve nedad bjerget med 100 kilometer i timen. Jeg havde ellers lært ham, at hvis han fik for meget fart på, så skulle han bare kaste sig ned til den ene side, så ville han stoppe. Men han havde mistet kontrollen og strøg som et løbsk tog ned ad bjergsiden.
Jeg satte efter ham, men kunne ikke nå ham. Foran Hugo, længere nede på pisten, stod flere store betonsøjler i liftesystemet. Han styrede direkte mod en af dem. Men heldigvis formåede han i sidste øjeblik at få manøvreret sin lille krop og de små ski til højre for den grå søjle og ud i en stor snedrive, hvorefter jeg så ham forsvinde i dybet. Et par sekunder senere var jeg henne ved ham. Han kiggede op med store øjne, chokeret, men ellers helt okay. Lidt knubs, ingen brækkede lemmer, gud ske tak og lov. ’For helvede, Hugo, hvorfor ræsede du bare ned?” ”Jamen far, du sagde jo, at vi skulle mødes nede i bunden af dalen, og så kørte jeg bare.” Jeg holdt ham tæt ind til mig. ”Øj, min skat, hvor er det godt, at der ikke skete noget. Men fra nu af kører du hele tiden sammen med mig. Og det her lader vi lige være med at sige til mor, okay?” ”Okay, far.”
Resten af ferien forløb mindre dramatisk. Vi spillede Uno med drengene, byggede snehuler, legede sneboldskamp, løb nøgne rundt i sneen og så ind i saunaen, og der blev spist slik til den helt store guldmedalje. Når vores sønner havde fået godnathistorier og var blevet lagt i seng, sad vi længe oppe og drak rom og en eller anden farlig form for norsk brændevin eller snaps, og havde lange snakke om manderollen og om det at være alenefar.
Det er snart mange år siden, vi var på den første tur langt oppe i det vinterkolde Sverige, og vi har siden da været på adskillige flere fædre/sønner-ferier. Drengeture. Vores liv har forandret sig markant siden dengang. Tre af os er blevet gift igen, en enkelt har nu fået fire børn. En er stadig single – og på Tinder. Og den eneste af os, der ikke var blevet skilt dengang, ja, han er stadig sammen med sin italienske kvinde.
Jeg skal ikke kunne sige præcis, hvad det har betydet for vores sønner, at vi har rejst så meget alene med dem. Men jeg håber, at de en dag vil kigge tilbage på de ture og tænke: ’Hold nu kæft, hvor var det fedt.’ For det kan altså noget at få lov til at spise så mange pandekager, du vil, også til morgenmad. Og det kan altså noget, at du ikke nødvendigvis skal være ude på pisterne klokken otte om morgenen hver dag. Og det er altså heller ikke en dødssynd, hvis du har to forskelligfarvede skisokker på. Det går nok alt sammen.
