Det er sjovt, og sikkert en oplevelse mange kan nikke genkendende til: Man er ung, måske i sine sene teenageår, og man forestiller sig, hvordan ens voksenverden kommer til at se ud. Hvilket job, hvilken by og hvilken tilværelse.
Et par år senere, formodentlig når man er i det der faste forhold, som man tænker, at man nok kommer til at være i resten af sit liv, er ovenstående en kende mere konkretiseret med flere minusser og kompromisser end plusser. Men så er der andre tanker, der melder sig omkring livet med en fast partner som fx, hvordan ens barn kommer til at se ud. Eller rettere, hvordan ens barn kommer til at være. Og når du står i situationen, og I sammen venter et barn, går det op for dig, at barnet ikke bare former sig selv – det er jo dit ansvar.
Sådan var det i hvert fald for mig. Altså, han var ’planlagt’ (forfærdelig vending), og vi havde jo talt om, hvordan vi ville opdrage vores barn et hav af gange i løbet af de otte år, vi har delt sammen, min søns mor og jeg.
Men pludselig står jeg der kl. 02-jeg-ved-ikke-hvad på neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital med søvnmangel på mere end 36 timer, siden han kom til, med en lille mand i mine arme og blev mindet om, at alle de der tanker, drømme, diskussioner og filosofier nu ikke kan forblive i det uvisse. De skal handles på, der skal træffes masser af beslutninger, som overgår, hvilken køredragt, han skal have på, når vi forlader hospitalet, og de beslutninger starter nu.
Det har været en modningsproces for mig at blive far. Jeg har alle dage syntes, at jeg var lidt mere moden end mine jævnaldrende. Måske fordi langt størstedelen af mine barndomsvenner er betydeligt ældre end mig, og jeg syntes, at der var så meget, dem på min egen alder ikke forstod. Eller også var det bare ren indbildning; men det at blive far handler jo ikke om alder. Det er en ansvarsfølelse, irriterende meget planlægning og en uventet stillingtagen til kønsroller, men i høj grad også bagage. For hvad tager du i grunden med?
Jeg har taget meget med, kan jeg på år 2 allerede konkludere. Jeg kan mærke det, men i høj grad også høre det, når jeg taler til min søn. Jeg opdrager og lyder ret ofte som min far og kan godt savne noget af min mors afslappethed (særligt efter, at hun er blevet farmor!). Samtidig forkæler jeg ham på selvsamme måde, som jeg hadede, at min lillebror, som er syv år yngre end mig, blev det af særligt min moster, fordi vi, begge hans ældre brødre, jo havde haft det ’så hårdt’.
Min opvækst har været rigtig god. Det synes jeg. Mine brødre og jeg har været det fokale punkt for vores forældre, hvilket foruden en hulens masse kærlighed dog også indebar en konsekvent opdragelse. Takt og tone, pli og hvordan man generelt gebærder sig i verden stod på skemaet fra dag 0, og ret skal være ret: Jeg havde ikke haft den tilværelse, jeg har i dag, hvis ikke jeg havde fået det med. Men samtidig hober spørgsmålene sig op: Hvor meget af det skal jeg tage med? Skal jeg give helt slip, eller bør jeg overhovedet tænke over det? Hvor skal han gå i skole henne? Katolsk og privat som jeg selv eller frit og folkeligt, så han kan danne sig sin egen forståelseshorisont?
Jeg ved det ikke. Ligesom jeg heller ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med ’ham der på bagsædet’, det sekund vi forlod p-kælderen efter fem dages indlæggelse uden frisk luft og fuld forplejning fra de sødeste sygeplejersker i verden lige efter min mor. Men vi fandt ud af det takket være hinanden samt øjne og ører på vores søn.
Det var rigtig meget tankespind for at komme til én eller to meget simple pointer. Nummer 1: Tal højt om dine usikkerheder. Det er i orden ikke at have styr på alt - også som far.
Og nummer 2: Hver dag med opdragelse er en ny en af slagsen, og ingen børn er ens. Så læs en bog, hvis du skal, følg en app hvis du vil – men husk nu også at stole lidt på dig selv, den kløgt, kærlighed og karma du har at give dit afkom. Så skal dit barn nok selv vokse op og tage det bedste fra alle verdener og skabe sig sit eget.
