Far-klumme: “Det har været en modningsproces for mig at blive far”

Det er sjovt, og sikkert en oplevelse mange kan nikke genkendende til: Man er ung, måske i sine sene teenageår, og man forestiller sig, hvordan ens voksenverden kommer til at se ud. Hvilket job, hvilken by og hvilken tilværelse.

Et par år senere, formodentlig når man er i det der faste forhold, som man tænker, at man nok kommer til at være i resten af sit liv, er ovenstående en kende mere konkretiseret med flere minusser og kompromisser end plusser. Men så er der andre tanker, der melder sig omkring livet med en fast partner som fx, hvordan ens barn kommer til at se ud. Eller rettere, hvordan ens barn kommer til at være. Og når du står i situationen, og I sammen venter et barn, går det op for dig, at barnet ikke bare former sig selv – det er jo dit ansvar.

Sådan var det i hvert fald for mig. Altså, han var ’planlagt’ (forfærdelig vending), og vi havde jo talt om, hvordan vi ville opdrage vores barn et hav af gange i løbet af de otte år, vi har delt sammen, min søns mor og jeg.

Men pludselig står jeg der kl. 02-jeg-ved-ikke-hvad på neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital med søvnmangel på mere end 36 timer, siden han kom til, med en lille mand i mine arme og blev mindet om, at alle de der tanker, drømme, diskussioner og filosofier nu ikke kan forblive i det uvisse. De skal handles på, der skal træffes masser af beslutninger, som overgår, hvilken køredragt, han skal have på, når vi forlader hospitalet, og de beslutninger starter nu.