Far-klumme: ”Først da jeg blev far, kunne jeg træde ud af rollen som min fars barn”
På Euroman.dk vil vi fremover udgive far-klummer fra vores mange skribenter. Her fortæller Rasmus Elmelund, 32, om transformationen fra at være sine forældres barn til selv at være forælder for sit barn. Og i hans tilfælde: Fra at være sin fars søn til at være far for sine sønner.
Jeg holder utrolig meget af mine forældre.
Det har jeg faktisk gjort uden afbrydelse i nu 32 og et halvt år. Ligesom alle andre har jeg selvfølgelig haft perioder, hvor jeg har følt, at de var pinlige. For eksempel når min far kom forbi skolen for at optræde med sit omrejsende tomandscirkus, Cirkus Umulius, som han havde med sin ven Ole, der gik under klovnealiasset Luigi. Pedro og Luigi sang og dansede og slog hinanden i hovederne med enorme, oppustelige gummihamre, og min far gav den både som ”stærk mand”, der rev en telefonbog over, og som dristig ”fakir”, som på sine bare fødder kunne gå oven på knuste cornflakes.
Topflov tiårig søn sad på bagerste række og bed sig i underlæben.
I min barndom og tidlige ungdom skete det også, at jeg både med min mor og far kunne have store diskussioner om helt ligegyldige småting, som endte med, at jeg i protest forskansede mig på værelset og skruede højt op for Limp Bizkit eller Slipknot på mit minianlæg. Konflikterne varede dog sjældent længere, end et par af de ulidelige nu-metalsange gjorde.
