Jeg holder utrolig meget af mine forældre.
Det har jeg faktisk gjort uden afbrydelse i nu 32 og et halvt år. Ligesom alle andre har jeg selvfølgelig haft perioder, hvor jeg har følt, at de var pinlige. For eksempel når min far kom forbi skolen for at optræde med sit omrejsende tomandscirkus, Cirkus Umulius, som han havde med sin ven Ole, der gik under klovnealiasset Luigi. Pedro og Luigi sang og dansede og slog hinanden i hovederne med enorme, oppustelige gummihamre, og min far gav den både som ”stærk mand”, der rev en telefonbog over, og som dristig ”fakir”, som på sine bare fødder kunne gå oven på knuste cornflakes.
Topflov tiårig søn sad på bagerste række og bed sig i underlæben.
I min barndom og tidlige ungdom skete det også, at jeg både med min mor og far kunne have store diskussioner om helt ligegyldige småting, som endte med, at jeg i protest forskansede mig på værelset og skruede højt op for Limp Bizkit eller Slipknot på mit minianlæg. Konflikterne varede dog sjældent længere, end et par af de ulidelige nu-metalsange gjorde.
I did it all for the nookie, come on
The nookie, come on
So you can take that cookie
And stick it up your, yeah!
Mit barndomshjem var et femstjernet hotel, som poptrubaduren Bisse synger i sin lidt mere raffinerede livshyldest ”Seks hjerter”. Det var tryg kernefamilie med stort K og et par Citroën BX’ere i indkørslens grus, kaniner i baghaven, sommerhus på Djursland, årlige skiferier til Norge og charterferier til Middelhavet, lektielæsning, godnathistorier.
Jeg har aldrig haft et opgør med mine forældre, og jeg har ikke på noget tidspunkt haft lyst til at flytte hjemmefra. Faktisk skete det først, da jeg hjemvendt fra dannelsesrejse i Asien var kommet ind på Journalisthøjskolen, og det ikke længere rigtig kunne forsvares at blive boende i sine forældres kælder i en helt anden by.
Da det så endelig skete; at jeg flåede teltpælene op, begav mig til Aarhus og indledte min voksenungdom, tog jeg hul på det, der skulle blive de ti formentlig bedste år i mit liv: Perioden fra jeg som 20-årig flyttede hjemmefra, til jeg som 30-årig blev far. Det var i det tiår, at jeg fik mine venner for livet, mødte de mest mærkelige mennesker, havde de vildeste rejser, byture og festivaler. Det var her, jeg for alvor stiftede bekendtskab med samfundet og arbejdsmarkedet, og det var her, jeg mødte min kæreste, som senere skulle blive moren til mine børn.
Underligt nok blev det også den periode, hvor jeg fik det mest anstrengte forhold til min mor og far.
For efter jeg flyttede hjemmefra og blev (en slags) voksen, fortsatte jeg med at glide ind i rollen som mine forældres barn, når jeg besøgte dem i det femstjernede barndomshjem. De var – og er – jo verdens bedste forældre, så selv om både min søster og jeg for længst var fløjet fra reden, blev de ved med at invitere os med på rejser. På vores ture rundt i landet og ude i verden gik vi op og ned ad hinanden, og efter et par dages samvær – nogle gange allerede efter et par timer – var jeg tilbage i rollen som søn.
Og netop fordi vi ikke har haft de store kontroverser – eller det der markante brud – tror jeg, at der var kortere vej til den rollefordeling, hvor jeg pludselig sad på bagsædet i mine forældres stationcar – helt patroniseret som barnet, der skal spørge om lov til at åbne vinduet. Eventuelt klemt inde mellem sin voksne kæreste og sin voksne søster.
Eller mere ydmygende: ”Du må køre 110 her,” kunne det alfaderligt lyde fra passagersædet henvendt til den knap 30-årige mand, som åbenbart havde behov for køreteknisk støttepædagog, når jeg som ung voksen skulle køre et sted hen i mine forældres bil med far ved min side, og jeg kom til at snige den op på 130 kilometer i timen i en 110-zone.
Den slags situationer opstod der flere og flere af. Vi talte ikke om dem, de var der bare, og der virkede ikke til at være nogen løsning på problemet.
Lige indtil jeg et halvt år efter min 30-års fødselsdag blev far til mine to tvillingedrenge. Med ét ændrede alt sig. Min far holdt op med at ville diskutere petitesser, holdt op med at kommentere min kørsel og holdt op med, ja, at opføre sig som en far bør opføre sig for sit barn. Pludselig fik han en anden og meget mere naturlig rolle.
Der sker nemlig det magiske, når du bliver far, at din egen far bliver farfar. Det betyder selvfølgelig ikke, at han ophører med at være far, og at du ophører med at være hans søn, men det frigiver muligheden for, at du kan træde ud af rollen som hans barn, ligesom han kan træde ud af rollen som din far.
Nu er min far farfar for sine to små børnebørn. Og det er åbenbart tusind gange lettere – og sjovere for alle – end at være far for sin 32-årig søn.
