Solen er ved at glide ned, men endnu er der lyst i junglen. Bag motorcyklens brummen kan vi høre aberne kalde og de store fugle synge deres aftensang. Min kæreste holder armene tæt om mig, mens jeg navigerer motorcyklen uden om hullerne i den røde lervej. Vi er unge og eventyrlystne. “Jeg er meget lykkelig,” siger hun, lige præcis højt nok til at jeg kan høre det ...
Flash forward. 12 år og to børn senere:
Jeg skovler udkogt pasta op fra håndvasken. Det er blevet så blødt, at det tværer ud på hånden. Højttaleren spiller ubestemmelig preteenpop. Og på køleskabet hænger en ugeplan, hvor vi alle fire har fået farvekoder.
Vi fik vores første barn for knap 11 år siden. En pige. Tre år senere fik vi hendes lillebror. Lejligheden på indre Nørrebro blev skiftet ud med en villalejlighed i forstaden, da pladsen blev for trang. Ja, vi har også fået en hund. Og en lille, fornuftig bil med airbags og ABS-bremser.
Nogle gange kan jeg godt spekulere over, hvad der blev af drømmene.
Vi lovede hinanden, at forældreskabet ikke ville ændre os. Lidt færre fester, selvfølgelig, men bortset fra det ville vi fortsætte med at leve, som vi plejede.
Jeg havde en klar idé om, hvordan livet som far ville blive. Jeg ville med overlegent overskud spille basket på banen med mine børn. Vi skulle høre gamle bluesrock plader og spise hjemmebagte boller. Sammen skulle vi udforske hele den vidunderlige verden og hoppe glade i vandet, når solen skinnede. Min kæreste ville kysse mig inderligt, mens børnene pjaskede.
10 år senere må jeg konstatere, at virkeligheden for det meste ser helt anderledes ud. En typisk morgen indebærer brok over morgenmaden, tøjkrise, lidt almindelig vrissen over opvasken og lugten af brød, som bliver brændt på i risteren. Eftermiddagen går med en diskussion om filmtid. Mine to “engle” får let en time til at gå med at argumentere for, hvorfor de burde have lov til at bruge hele dagen foran fjernsynet, mens jeg forgæves taler for at gå udenfor i det gode vejr.
Jeg er blevet en helt almindelig, leverpostejfarvet familiefar, der (for det meste) træffer fornuftige beslutninger, sætter sikkerhed før sex appeal og køber fire pakker med toiletpapir, når de på tilbud i Supermarkedet. Jeg kører med cykelhjelm, venter på grønt lys, går til forældremøder og insisterer (forgæves) på, at mine børn skal sidde pænt ved bordet.
Det var ikke min mening. Men det var det, situationen krævede.
Mine børn har brug for faste rammer. De fungerer bedst, når hverdagen er nogenlunde forudsigelig. De trives med faste sengetider og en overskuelig plan for dagen. Det tog mig lidt tid at forstå, men med årene er det blevet tydeligt: Mine børn har brug for tryghed og overskuelighed.
Det efterlader mig med et valg: Jeg kunne vælge at overlade den del af forældreskabet til min kæreste. Jeg kunne være en funky far, der med stolthed i stemmen kunne proklamere, at jeg aldrig havde været på Aula, mens jeg udlevede min egen eventyrlyst med en ironman, en vintage Porsche og overlevelsesture ud i verden. Eller jeg kan vælge at tage ansvar.
Allan Olsen sætter dilemmaet op i sangen ‘Alpha Konsensus’, hvor den patetiske mand opgiver sine drømme og køber en bil, “der var grimmere end en Berlingo”. Det er virkelig sjovt skrevet. Men jeg vil godt slå et slag for, at vi nogle gange hylder Berlingo-manden. Ja, han ser latterlig ud, som han sidder der med topmave på vej ind parkeringskælderen under Fields, men han gør sit bedste for at skabe en tryg opvækst for sine børn.
Jeg argumenterer ikke for, at den bedste far er ham, der sælger guitaren og dedikerer hele sit liv til leverpostejmadder. Sådan en mand er ikke interessant for nogen, ikke sine børn, ikke sin kæreste og heller ikke sig selv. Men jeg mener modsat heller ikke, at der går nogen skår af mandigheden ved at gå en smule på kompromis med sit eget egoræs og indstille sit liv på at løfte den opgave, det er at være far.
Det kan være røvkedeligt til tider. Men der ligger en glæde i at gå all in på far-rollen. Det har jeg valgt. Så til alle jer veltrimmede mænd i smarte biler: Grin alt I vil, men jeg bærer min titel som Berlingo-mand med stolhed!
Jeg skruer helt op for My Little Pony, mens vi kører mod svømmehallen lørdag formiddag. Vi skåler i pølsehorn på vej hjem fra håndbold. Vi tager endnu et spil Afrikas Stjerne. Vi laver hjemmelavet is med smarties og vingummibamser og Oreo cookies. Vi ser Harry Potter for sjette gang. Og når det bliver sengetid, åbner jeg Ringenes Herre, og vi rejser med Frodo og Gandalf mod Mordor. Jeg kan et trick: Min stemme bliver langsomt mere monoton, mens Tolkien beskriver bjergene, og inden længe sover de begge.
Min kæreste er faldet i søvn på sofaen.
Jeg tænder computeren og behøver kun skrive K og A i søgefeltet, før Google selv foreslår en kongeblå Kawasaki 1979, 650 kubik. Måske den smukkeste motorcykel nogensinde. En skønne dag, tænker jeg. Men ikke endnu. Pengene er brugt på en tur i Legoland.
