Far-klumme: ”Drømmer om, at når hun bliver voksen, spiser en simreret eller hører C.V. Jørgensen straks kommer til at tænke på de mange aleneaftener"

På Euroman.dk vil vi fremover udgive far-klummer fra vores mange skribenter. Her skriver Teis Jeppe Gørtz, 31, om at have meget alenetid med sin datter, bruge den til at finde fælles interesser og lære hende at elske Tour de France og C.V. Jørgensen.

Far-klumme: ”Drømmer om, at når hun bliver voksen, spiser en simreret eller hører C.V. Jørgensen straks kommer til at tænke på de mange aleneaftener, vi havde sammen”
Offentliggjort

Den anden aften sagde min kæreste til mig i sofaen:

“Jeg tænker tit på, hvor unikt det er, og hvor heldig Dagmar er, fordi hun har så meget alenetid med dig. I kan jo virkelig blive tætte.”

Dagmar er vores datter på 18 måneder, som jeg har alle forudsætninger for at skabe et tæt bånd til. Da min kæreste arbejder som sygeplejerske og har mange aften- og weekendvagter, tilbringer jeg timevis af alenetid med Dagmar hver uge. Vi har også de fleste morgener sammen.

Det var en dejlig reminder at få. At huske at værdsætte aftenerne alene med Dagmar. Selv om de også kan være meget kaotiske. Der var fx en aften i sidste uge, hvor det tog mig 4,5 time at putte hende godnat. Det skal siges til hendes forsvar, at hun var syg. Men jeg blev sindssyg til sidst, havde ikke mere overskud. Føltes som et evigt loop af gråd, så turen ind til hendes værelse, lægge hende ned, forlade værelset og så starte forfra igen. Som min gode ven Johan, der også er far til en datter i nogenlunde samme alder, sagde så rigtigt forleden: “Man kan blive virkelig vred på dem, hvis de ikke vil sove, men så snart de falder i søvn, bliver man ramt af en dårlig samvittighed over at have haft de følelser.”

Når vi har vores aleneaftener, er det vigtigt for mig, at vi gør nogle far-datter-ting. For jeg vil være en nærværende far og få min datters fortrolighed.

Jeg husker selv, hvor afgørende det var for mit eget forhold til min far, at vi havde nogle fælles interesser, som kun vi dyrkede sammen – sport især. De der formiddage i sommerferien, hvor vi tog dynerne med ind i stuen for at se dagens bjergetape i Tour de France. Vi sad med vores egne stopure i rigtig Rolf Sørensen-stil og sportssektionen med klassementet fra avisen for at have styr på tiden, der konstant rykkede og udviklede sig. Samtidig med mæskede vi os i kondivand, naturligvis.

25 år efter er det stadig kærligheden til sport, der binder os sammen. Taber Brøndby om søndagen, går der ikke mange sekunder, før min far sender en drillende sms: “Kamil kan,” lød det kort og præcist forleden, da klubbens tidligere polske angriber Kamil Wilczek scorede for FCK mod netop ‘Bundby’, som han konsekvent kalder mit favorithold.

Jeg skal også lære min datter at elske Tour de France (så er vi også i overtal omkring rettigheden til fjernbetjeningen derhjemme). Ej, egentlig er det ikke så afgørende, hvad der bliver vores ting. Bare det kan rykke os sammen.

I øjeblikket er det musik, som jeg prøver at skabe en relation omkring med Dagmar. Jeg lagde ambitiøst fra land og spillede C.V. Jørgensens ‘Mig Og Charley’, da hun var tre dage gammel. Jeg græder stadig omgående, når vi genhører den sang. Den tager mig tilbage til de følelsesladede første dage i hendes liv og vores nye tilværelse som tre.

Vi har også danset til Talking Heads og Fleetwood Mac, men jeg må erkende, at hun hellere vil hoppe rundt til Børne-MGP og Rasmus Seebach. Det kan jeg nu sagtens leve med for en stund.

Men vi skal også på Roskilde sammen, når hun bliver nogle år ældre. Det var på netop Roskilde Festival, at jeg fik at vide i telefonen, at jeg skulle være far til hende. Jeg sad i medielejren og skulle slå tiden ihjel. ”Kan du ikke lige tage en graviditetstest”, spurgte jeg min kæreste. Det var vores første forsøg, og jeg var sikker på, at vi ikke kunne være så heldige, at den allerede var positiv. 20 minutter senere ringede hun tilbage, og så sad jeg der blandt fulde og smarte mediefolk og tudede for mig selv. Roskilde Festival vil altid betyde noget særligt for mig. Den forbinder mig til Dagmar på et følelsesmæssigt plan.

Jeg drømmer om, at når hun bliver voksen og spiser en simreret eller hører en C.V. Jørgensen-sang straks kommer til at tænke på de mange aleneaftener, vi havde sammen. Måske er jeg så heldig, at hun får lyst til at ringe til mig eller bare skriver en sms for at høre, hvordan det går.

Dette var den første i rækken af Euromans far-klummer, som fremover vil udkomme hver fredag på euroman.dk. God weekend!

Teis Jeppe Gørtz

Født 1989. Ansat som digital journalist her på Euroman. Far til Dagmar på halvandet år, kæreste til Signe og bosat på Østerbro i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Far