Dag ét. Dag fem. Dag ni. Dag tolv. Den pågældende dags nummer er langt mere end en simpel optælling. Dagens nummer er en bekræftelse: ”Jeg er her. Jeg går stadig. For hver eneste dag er jeg tættere på målet. Jeg er her. Jeg ved ikke hvor mange dage endnu, men jeg er her stadig”. For at nå de 6962 m på verdens højeste bjerg uden for Himalaya, Mt. Aconcagua i Argentina, kræver det sine dage. Måske tretten, måske seksten, måske mere. Derfor vender mine tanker konstant tilbage til dagens nummer. Igen og igen. På bjerget smuldrer illusionen om kontrol og kausalitet dag for dag. At tælle dage virker som et naivt forsøg på at fastholde en form for struktur og rationalitet i en fjern verden.
Jo højere vi kommer, jo smukkere og koldere bliver det. Vi spiser frysetørret mad om aftenen og henter vand. Eller smelter sne. Vi befinder os over skyerne. Efterhånden også over langt de fleste andre bjergtinder. Den eneste der tårner sig op foran os er vores top, som ikke længere virker ude af rækkevidde. Den venter bare. Når solen går ned, bliver vores verden indhyllet i brændende farver. Det er omsluttende og tæt. Jeg kan stå og kigge på bjergene, og det hele virker så uforståeligt. Det er ikke virkeligt. Når mørket og kulden først får taget fat, giver det ikke slip.
Nogle nætter ligger jeg og er bange for, om blæsten river vores telt væk. Vinden kommer fra skrænten og slår voldsomt på teltdugen. Nogle gange så højt, at det lyder som piskesmæld eller faldende sten. En nat vågner jeg ved, at jeg vender mig, og får sne i ansigtet. Før jeg undslipper søvnens febrilske desorientering er jeg sikker på, at der er hul et sted, og sneen står ind i teltet. Det viser sig dog hurtigt, at temperaturen er så langt nede, at kondensen i teltet fryser til. Det er starten på en række dage, hvor man vågner og når teltdugen bevæger sig, kan glæde sig ved en morgenhilsen i form af dryssende sne.
Annonse
Det starter med en enkelt sky eller to over bjergene. Skyer der er langt væk. Før vi ved af det, er vi inde i skyen. En snestorm sætter ind og forsinker os. Vi udskyder en fremrykning mod Plaza Colera i seks kilometers højde. Den dag, hvor vi alligevel går mod Colera, som er sidste camp før toppen, fryser mine tæer fra morgenstunden. Himlen er mat og det drysser med små sneflager. Vi tager tidligt afsted da prognoserne lover større snefald senere på dagen. Jeg er en af de sidste der kommer afsted. Jeg fryser mine tæer i en ekstrem grad. Den eneste løsning må være at blive ved med at generere varme i kroppen, så jeg går stærkt. Så stærkt, at jeg bliver ved med at overhale langt størstedelen af min gruppe. Jeg tør simpelthen ikke stoppe. Jeg kæmper mig fremad, stopper kun for at svinge hårdt med benene for at få blod til tæerne, men lige meget hjælper det. Jeg kan absolut intet mærke. Sneen tager til og sigtbarheden er næsten ikkeeksisterende. På et tidspunkt vender jeg mig om, og kan hverken se nogen bag mig, eller foran. Det undrer mig, da jeg havde gået ekstremt tæt på de andre hele tiden. Jeg fortsætter og holder gang i kroppen. En snigende tvivl kommer op i mig. Følger jeg den rigtige vej? Før havde jeg fulgt fodspor, men nu fyger de til med det samme. Har jeg misset et sted og drejet den forkerte vej? Når først sådan en tvivl er sået, tiltager den gradvist i styrke. Hvorfor er der stadig ingen at se? Jeg er helt alene i det hvide landskab. Mit hjerte pumper og jeg traver gennem sneen med ansigtsmasken tæt omsluttet mit ansigt. Både snot, savl, min ånde og snefnuggende gør masken klam og fugtig. Det føles som om at mine tæer ikke længere er en del af min krop. Der er to muligheder: Enten vender jeg tilbage samme vej eller fortsætter alene opad. Hvis jeg vender tilbage, går der endnu længere tid før jeg kan komme op til vores planlagte destination og derved prøve at få varme i tæerne. Hvis jeg er gået den forkerte vej, vil jeg ende et sted jeg ikke aner hvor er. Kort sagt at fare vild. Plus at jeg skulle gå ruten to gange. Det er der på ingen måde energi til. Jeg vælger at fortsætte og håber at støde på de resterende fra gruppen, som jeg ikke har overhalet.
Jeg er bange. Bange i ordets reneste forstand. En følelse som er fuldstændig gemt væk i en moderne hverdag. Det breder sig fra maven, ud til hele kroppen og til sidst kan jeg mærke det helt ud i fingerspidserne. Jeg er helt svag af angst. Min krop føles på samme tid ekstremt let og umådeligt fastlænket. Uvisheden og tvivlen gnaver og forstærker konstant sig selv. Jeg tør ikke stoppe for at begynde at fryse yderligere, så jeg kæmper mig videre. Iltindholdet ved seks kilometers højde er under ti procent, og mit hjerte bliver ved med at pumpe og jeg hiver efter luft. Jeg ser noget forude. Det ligner, at det bevæger sig. Så forsvinder det igen. Måske var det bare sten. Efter nogle minutter er jeg sikker – det er mennesker. Det må være nogen fra min gruppe, som var taget først afsted. Jeg råber. Jeg råber så højt jeg kan. Min krop kan ikke producere en højere lyd. Det virker lavt i det enorme landskab. De stopper op. Og går videre. Jeg kan ikke tro mine øjne. Det eneste jeg kan gøre er at indhente dem. Det viser sig ikke at være nogle fra min gruppe, men nogle portører, som arbejder for en anden gruppe. Jeg følger efter dem og græder næsten af lettelse da jeg når campen og ser en fra min gruppe. Under snestormen får jeg varmemassage for at stimulere blodcirculationen i mine fødder. Jeg mærker intet. Først efter flere timer begynder smerten. Den bedste smerte. Indikationen på, at nu begynder min krop at tø op. Af kulde og angst.
Man bliver lidt som et dyr. Overlevelsesinstinktet kører på fuldt blus, og der er ingen grænser længere. Man befinder sig ved siden af sig selv grundet højdepåvirkningen. Alt virker ligegyldigt, når man prøver at stille telt op under snevejr og dundrende hovedpine. Prøver forgæves at finde en sten under en meters sne, som man kan binde teltet fast i. Graver hektisk og vil bare gerne have et tag, eller en teltdug, over hovedet. Hygiejnen bliver ligeledes meningsløs. Blod, urin, vand, snot, afføring. Hvori ligger forskellen? Vi har en enkelt ske som vi deles om i mit tremandstelt. De andre skeer befinder sig et sted i taskerne. Vi vaskede gryden de to første dage. Derefter blev det for koldt for fingrene at fumle med.
Natten før topforsøget er hvilesløs. Jeg ved ikke, om jeg sover. Jeg ved ikke, om det er mine tanker eller mine drømme der kører på højtryk. Ude i vinden høres råb og stemmer natten igennem. Senere viste det sig, at tre mennesker ikke kom ned fra bjerget den nat. Vi står op klokken halv seks. Det er stadig mørkt. Smelter sne og fylder termoflaskerne. Gasballonen er kold, selvom den har ligget i soveposen. Drikker en kop pulversuppe der ikke er rørt helt ud. Derefter kakao med en masse sukker. Supperesten der blander sig med kakaoen får en kvalmt syrlig smag. Jeg hælder det hele ned. Spiser et stykke chokolade der er iskoldt. Det smager ikke af noget. Får snøret de dobbelte plastikstøvler. Sat piggene på skoene. Isøkse. Alle lag tøj. To par handsker og balaclava. Klar.
Vi går. Kulden gnaver i hele kroppen. Sneen er tung. Brillerne dugger. Men det er alt sammen i orden – jeg er på vej mod toppen, og alt andet kan være irrelevant. Det vigtigste er, at mine ben bevæger sig. Vinden tager til og skydækket bliver tykt. Prognoserne havde lovet klart vejr. Ved 6300 m siger vores leder stop. Det er ikke muligt. Vi må vende tilbage grundet vejret.
Annonse
Vi vender tilbage til vores camp og beslutter at prøve igen den efterfølgende dag. Vi håber på mere menneskelige vejrforhold og lægger os til at sove et par timer om dagen. Min krop er for første gang faldet i en ægte søvn, og jeg fryser ikke. Da jeg slår øjnene op, kan jeg ikke se. Det hele er meget lyst. Det er som om, at der er en sky foran mine øjne. Jeg antager, at det er mine linser der enten er dugget eller frosset til under min lur. Jeg venter, men kan ikke blinke det væk. Jeg beslutter at tage mine linser ud. I det øjeblik jeg fjerner linserne fra mine øjne, og der er intet der ændrer sig, slår alvoren mig. Det er ikke linserne. Det er mit syn. Jeg ser alt gennem en massiv tåge. Hvis ikke det går over om en halv time, skal jeg ned. Hurtigt. Det gør det ikke. Nærmest i en uvirkelig trance kommer jeg ned til Base Camp og derefter med helikopter til havniveau. Det hele meget brat. Flere uger opad, ned på få timer. Først senere begynder det at sive ind – det slutter her. Du kan ikke risikere dit syn for nogle få hundrede højdemeter. Det er vanvid. Problemet med mit syn gik over efter et døgn ved havniveau, og viste sig sandsynligvis at have været hypoxi, iltmangel, kombineret med indtagelse af højdemedicin.
