Hertugerne af Kent

Det er så nemt og omkostningsfrit at gå rundt og sige, at svenskerne er mere cool end os danskere. Hvis man er i godt humør og det lokalpatriotiske overskudshjørne, så er Nicklas Bendtner og Rasmus Seebach faktisk også store stjerner.

Man kan vælge at se Bendtner fra Amager og Rasmus Seebach fra Frederiksberg som Danmarks Zlatan fra Rosengård og Kent fra Eskilstuna. Det kan jo godt være, det kan da ikke udelukkes, at Rasmus Seebach en af dagene tager til Stockholm og holder tusindvis af kræsne storbysvenskere i sin hule hånd med denne her:

Det kan også være, at Nicklas Bendtner skal afløse Zlatan i Paris Saint-Germain.

Kent har solgt tre millioner album. Deres koncert i Vega tirsdag aften var udsolgt på en formiddag. De kunne have spillet en uge i træk i København med tekstlinjer som denne:

Kents forsanger Jocke Berg er ikke den joviale type. Stroferne på bandets nye single La Belle Èpoque kører ad den gennemgående motorvej på albummet Tigerdrottningen i et smådystopisk skandinavisk velfærdslandskab, der er blevet skizofrent.

Det er Zlatan og Alle vi dampbørn i Bulderby i en Volvo-reklame instrueret af Ingmar Bergman og Lukas Moodyson på en dårlig dag. Det er Strindberg i Ikeas cafeteria, mens højttalerne spiller Abbas Waterloo baglæns. Det er politisirener og advarselslamper, der blinker i den evige stockholmske sommernat, som bliver til evig mørke om vinteren. Det er melankoli og vi skal alle engang dø. Og det er bare sådan det er.

Men her i aften er det også dundrende pop, guitar- og synthgange, der pumper stemningen op og folder sig ud som stadionværdig fest og ballade på en måde, man ikke hører i studieindspilningerne. Frem for alt er Kent en stemning. En atmosfære, som går igennem alle bandets sange gennem 20 år. Det er lyden af Kent.

”Melodifestivalen”, altså Melodi Grand Prix, altså Eurovision er åbenbart ikke Kent og Jocke Bergs idea of fun. Når de cooleste svenskere i skræddersyede sorte læderjakker og smalle, sorte Filippa K-jeans skærer melankolien ud i guitar- og synthflader med Skandinaviens stærkeste vokal Jocke Berg – i læderbukser - som forgrund i Vega her tirsdag aften, er det da også svært at forestille sig noget, der er længere fra Eurovisions overfladiske postulat om at samle Europa. Men Kent kan samle Sverige og Danmark med lige dele pop og melankoli. De er jo hertugerne af Kent, kongerne af skandinavisk pop, fyrsterne af coolness.

Kent og Jocke Bergs verden er i hvert fald genkendelig for legioner af Kent-elskende danskere og svenskere. Den er både smuk og hård og til evig diskussion og undren og smukt svævende melankolsk og vi skal alle engang dø. Det kan måske lyde som en evig indspilning af Det Elektriske Barometer på P4 i P1, men Kent formår at balancere på linen, så den store patos bliver mere befriende og bevidsthedsudvidende end klaustrofobisk og kvælende.

Ind imellem lyder det som Depeche Mode og The Cure, når de er bedst, andre gange som en intro til landskvinden Robyns synthpop. Kent bruger det meste af koncerten på at spille numre fra det seneste album Tigerdrottningen, og det kræver dedikerede fans at køre dén hjem. Heldigvis er det meste af Vegas gulv fyldt op med homogene danske disciple dedikerede helt ned til den storbysorte dresscode.

Teksterne, som en koncertsal fuld af skabssvenskere i Vega allerede kender så godt, at de synger med hele vejen, er Skandinaviens bedste poplyrik. Vi skal helt op og røre ved himlen og helt ned og smage bunden og ikke mindst dybden af dybet. Det er eksistentialisme og socialrealisme, liv og død, storbyscener og polaroider som fortæller en roman på fire linjer. Det er frem for alt meget kentsk. Smukt og brutalt, stratosfærisk og jordnært, cool og kuldslået. Det gør ondt. Og godt. Som livet.

Hvis Yahya Hassan er bedste ny- og nudanske bud på en ventil for surt opsparet disharmoni, som sidste efterårs aggressive omklamring og begejstring gerne ville gøre ham til, så er Kent Skandinaviens bedste bud på et kollektivt skandinavisk mini-Eurovision, hvor alle, hvide og sorte, white trash og coloured trash, nyrige og gammelfattige med en smule opsparet skepsis over for samfundets velfærdsgaranterede velbefindende kan få sat ord og følelser på en tilstand, der kunne være bedre.

Helle Thorning-Schmidt læser angiveligt Yahya Hassan. Måske lytter Helle Thorning-Schmidt, der er erklæret fan af The Smiths og Morrissey, også til Kent, hjemme i rækkehuset på Østerbro. Måske synger hun karaoke med sine svenske socialdemokratiske brødre og søstre og ministerkolleger, når de mødes. Man ved aldrig. Det kan da godt være.

Men det geniale ved Kent er, at man ikke behøver at nærlytte til teksterne for at forstå Kent. Det geniale ved Kent er, at man kan mærke sig selv, en klang, en tone, som måske, sikkert nok, er meget nordisk. Det geniale er, at man ikke behøver være hverken bekendende eller latent melankoliker for at elske Kent. Det geniale er, at Kent-lydens væren og flow nærmer sig en buddhistisk tilstand, og alle kan finde, hvad de vil - et refugium, en ventil, et talerør eller simpelthen genkendelsens glæde og trøst. Et soundtrack til dagligstuen og hverdagen, et lydtapet til livet, som virkeligheden ville male det i drømme.

Kent kan være toppen af poppen. Ellers sælger man heller ikke tre millioner album. Men selv når de er mest poppede og upbeat, lyder de umiskendeligt som Kent.

Mod slutningen forlader Kent de nye numre for de indviede og får med Sangen 999 fra forrige album Jag är inte rädd för mörkret fat i hele publikum, som var det til en fodboldfinale i en stopfyldt arena. Det har i mange år været et ufravigeligt ritual, at Kent afslutter koncerter med klassikeren Mannen I Den Vita Hatten (16 År Senere). Joakim Berg messer mantraet:

…og således opløftet, on this happy note, kan man så gå ud og leve. For det er et omdrejningspunkt i Kents tekster, at livet leves i lyset (og mørket) af, at det slutter.

I år har Kent droppet det rituelle postludium , og i stedet er det flyveturen og om nogen signatursangen ”747”, der gennembryder loftet i Vega og sender salens passagerer uden sikkerhedsseler op i luftrummet over København:

Det var den tirsdag aften i Vega.

Her følger et eksempel på poesi fra Kents nye La Belle Èpoque, og bagefter skal vi også have lidt Rasmus Seebach og et billede af Nicklas Bendtner til at slutte af på.

Og her kommer lidt Rasmus Seebach: