Hvad skal vi stille op med Ukraine?

Situationen i Ukraine er ekstrem alvorlig. Men vi skal holde fokus og huske på, at de aktuelle uroligheder i Ukraine ikke handler om en kamp mellem EU versus Rusland eller præsident Janukovitj versus demokrati.

Det ligner på mange måder optakten til en borgerkrig i det store land mod øst. Konflikten er den blodigste i landets nyere historie. Dagligt hører vi lige nu om Ukraine. Konflikten i Kiev har nu spredt sig til andre dele af landet.

Efter tre måneders grusom brutalitet med alt for mange ofre synes protesterne i Ukraine at have udviklet sig til det rene blodbad. Nu har verdenssamfundet og den internationale presse også rettet sit blik mod det store land. Ingen er længere i tvivl om, hvor Europas største land målt på areal ligger.

Desværre er der vestlige medier, der dækker den nye ukrainske revolution som en genopståen af Den Kolde Krig – en kamp mellem vest og øst. Medierne tegner et alt for simplificeret billede af både en dybt tragisk konflikt og meget kompleks politisk situation. Sådan er det ikke.

I Ukraines 23-årige historie som en selvstændigt nation har landet være udsat for en ekstrem inkompetent og direkte kleptokratisk politisk ledelse.

Ukraine er med omtrent 50 millioner indbyggere at regne for et af de største lande i Europa. Samfundet er heterogent med et væld af forskellige kulturer og synspunkter. Kiev er en international millionby, men flertallet af Ukraines borgere bor isoleret i landsbyer langt ude på de gule kornmarker. Er de blevet hørt i alt det her? Vil de gerne EU?

Min opfattelse er ikke, at det ukrainske folk er videre interesseret i at løsrive sig fra Rusland. De søger heller ikke om en omgående adgangsgivende billet til EU's venteværelse. Og selvom de søgte, vil det alligevel tage mindst et årti, og det er endda yderst optimistisk.

Så de store spørgsmål er: Hvorfor demonstrerer de? Hvorfor trodser de flyvende projektiler, kulde og smertefulde slag fra politistave? Hvorfor forlader middelklassen deres behagelige arbejdsfunktioner for at risikere deres liv i kampen mod regimet? Hvordan skal vi forstå den ekstreme adfærd blandt tilsyneladende normale og rolige mennesker?

Det handler ikke om ideologi eller geografi, men måske snarere om korruption og menneskerettigheder.

Præsident Janukovitj og hans tætte familie er ikke motiveret af politik, men af egne personlige interesser og grådighed i en størrelse, vi ikke forstår. De vil have magten til at gøre, hvad der passer dem.

Ruslands præsident Vladimir Putin ser gerne, at oprøret i Ukraine bliver slået ned hurtigst muligt, så der ikke opstår 'spill-over' til Rusland. Det en del af hans drejebog for politisk overlevelse. I EU vil man klart foretrække et økonomisk stabilt Ukraine og ikke et kleptokrati.

Derfor virker det både forkert og malplaceret at portrættere krisen i Ukraine, som var det realpolitik fra Den Kolde Krig. Folk tager til Maidan, fordi de har fået nok af en regering, der arbejder mod dem i stedet for med dem. De er trætte af at blive ofret til fordel for en minoritet.

Én ting er sikkert – oprørerne forlader ikke Maidan. De er fast besluttet på at tage deres land tilbage.

Er EU virkelig parate til at tage imod knap 50 millioner fattige ukrainere? Eller holdes de stakkels ukrainere bare som gidsler i et større skakspil på den internationale arena?