Irland: ”Vi er rødhårede og frygtindgydende”

Irland: ”Vi er rødhårede og frygtindgydende”
Offentliggjort

”Everyone’s Irish on St. Patrick’s Day”. Den irske festdag fejres over hele verden i dag. Vi har stillet Irlands ambassadør i Danmark, Brendan Scannell, fire hurtige om hvor langt de stereotype forestillinger af de syngende og tørstige folkefærd holder.

Irerne og deres efterkommere, fra John F. Kennedy og John McEnroe til Walt Disney og Paul McCartney, har sat deres præg på hele den vestlige verden. Dublin er den eneste by i verden, der kan prale af at have leveret tre nobelpristager i litteratur.

Der er kun 4,6 millioner indbyggere i Irland, men irerne har bidraget med mere musik og litteratur end de fleste. På godt og ondt, fx U2 og Boyzone. Og en direkte pipeline af Guinness. Vi kender dem som rødhårede krudttønder, der kan lide at synge fællessang nede på pubben. (Rødhårede udgør mellem en til to procent af befolkningen i nord- og mellemeuropa. I Irland udgør de otte procent.?)

Euroman.dk har stillet Irlands ambassadør i Danmark, Brendan Scannell, fire hurtige om hvor langt de stereotype forestillinger holder:

Er I mere poetiske end os andre?

”Det er sandt, at vi har haft mange nobelpristagere i litteratur. Jeg mener ikke, man entydigt kan sige, at den litterære styrke skyldes britisk undertrykkelse. Faktisk er det mere irerne selv, der har undertrykt forfatterne. Joyce måtte til udlandet for at blive udgivet, fordi hans værk blev anset for utugtigt og amoralsk i Irland. Beckett, Shaw og Yeats forlod også Irland. Den stærke irske tradition for poesi og litteratur har sine rødder i den mundtlige story-telling og det irske sprog. Engelsk blev først officielt sprog i 1850'erne. Irske forfattere har brugt ordene på en ny måde, og der har været flere irere, der gerne ville og kunne skrive, fordi samfundsstrukturen havde et langt fladere hierarki end i England.

Er I mere musikalske end os andre?

”Vi har altid haft en stærk tradition for at fortælle og synge. Indtil 1950'erne var hele vores sociale liv koncentreret om at underholde hinanden, hjemme eller på pubben, så det har ligget dybt i os. Det var før tv, internet, smartphones osv. , så det bliver spændende at se, om vores kulturelle bidrag til verden vil fortsætte.

Er I mere tørstige end os andre?

”En helt ny undersøgelse viser, at alkoholforbruget og pub-besøgene er stærkt faldende i Irland i det 21. århundrede, så noget tyder på, at vi er blevet mindre tørstige.”

Er I mere hidsige end os andre?

”Vi har jo det ry, og jeg tror, der er noget om, at vi har en kort lunte. Når man har været undertrykt i 800 år, lærer man at slås og kæmpe for sin ret. Det ligger nok i vores DNA. Men vores DNA kommer jo oprindeligt fra vikingerne, der grundlagde alle de største irske byer. Det er derfor, vi er rødhårede og frygtindgydende.”

St. Patrick’s Day - på dansk Sankt Patricks dag er den irske nationaldag og helligdag i landet. Sankt Patrick er Irlands skytshelgen. Han regnes for at have indført kristendommen i landet i det 5. århundrede. Han døde 17. marts 461 og derfor er det på denne dato, man markerer salig Patrick. Med tiden er dagen gået fra at være en religiøs helligdag til i langt højere grad at være en verdslig fejring af irsk kultur og irskhed. Traditionen er særlig stærk i USA, hvor store parader finder sted i byer som Boston, hvor den første parade blev afholdt i 1737, New York og Chicago. Deltagerne er klædt i grønt og orange som er de irske nationalfarver. I Chicago farver man hvert år den store flod Chicago River grøn. Amerikanere af enhver etnisk oprindelse har taget traditionen til sig og sender St. Patrick’s Day-kort til hinanden.

Fejringen har bredt sig – om end i mindre målestok - til Europa og resten af verden – godt hjulpet på vej af de irske pubs, der findes over det meste af verden.

LÆS OGSÅ: Det har jeg lært: L.O.C.

LÆS OGSÅ: USA's ambassadør: "I er elendige til at gøre reklame for jer selv"

LÆS OGSÅ: Top 20: Københavns bedste værtshuse