Klumme: Kunsten at vælge en stambar

Der sker noget interessant, når man vokser sammen med en by og bliver ældre med den. I mit tilfælde var det København, der blev mit hjem, og hvor jeg lærte alle gader og steder at kende. Men i takt med at jeg er blevet boende og insisterer på, at her skal mit liv være, popper nye steder op med en hast, jeg knap orker at følge. Alt forandrer sig hele tiden.

Enten løber man forpustet efter alt det nye, eller også finder man et par stamsteder og gør sig selv til en del af det faste klientel. Jeg kan virkelig anbefale det sidste.

For et par vintre siden ville tilfældet, at jeg stødte ind i en bar, jeg siden har forsøgt at gøre til et fast holdepunkt i mit liv.

Min ven Johan var flyttet til Frederiksberg, og jeg boede her allerede. Har man kendt hinanden siden børnehaveklassen, som vi har, vil man altid have en følelse af at se hinanden for lidt, når man vokser op og lader sig pådutte voksenlivets pligter. Børn og arbejde æder lystigt af de livlige timer i døgnet, så vi må ty til dagens ydertidspunkter for at holde venskabet intakt. Og da vi en kølig og mørk hverdagsvinteraften skulle finde en bar at mødes på, efter familierne var gået til ro, faldt valget på en, der lå lige præcis midt imellem vores to adresser.

Rygterne var løbet i forvejen: En gammel bodega var af yngre kræfter blevet overtaget og nænsomt ombygget, og resultatet var et sted med stærke cocktails, enkle øl, den helt rigtige blanding beer nuts (få peanuts, cashews, chilinødder, pecan og wasabi) og derudover ikke så mange dikkedarer på kortet. Belysningen ramt på pletten, lys nok til at byde indenfor og dunkel nok til at lade sig omslutte. Udefra ville man ikke ane, at der indenfor var sket et sceneskifte. Her skulle være rart at være. Og det skulle hurtigt og naturligt gå hen og blive et sted, der nærmede sig status af stambar for os begge.

Men hvad gør en stambar? Jeg har prøvet at nedfælde opskriften, hvis du vil gøre os kunsten efter.

Man vælger sin plads i lokalet med omhu, for det er i store træk den, der afgør, om aftenen bliver en succes. Vi har uden undtagelse altid siddet i baren lige til højre, når man kommer ind, hvorfra vi både har udsigt til døren, bartenderen og det meste af rummet, samtidig med at vi sidder i sikkerhed bag bardiskens høje statur. Og måske den vigtigste detalje af dem alle: Vi sidder i baren, fordi vi således kigger i samme retning og dermed undgår den konstante øjenkontakt og tvangsindlagte uafbrudte afkodning af hinandens kropssprog. Det er umuligt at slappe af på den måde.

En stambar kræver det rigtige personale. De skal genkende dig uden at kende dig – bartenderen må gerne huske, om du er til bourbon eller vand med citrus, men han behøver ikke kende navnene på dine børn. En god bartender bidrager til samtalen, hvis han bliver indbudt, sætter kursen for det næste emne, og fortæller fascineret om spiritus fra fjerne egne eller sladder om andre stamgæster fra lige rundt om hjørnet. Han kan læse i dit ansigt, om det er en aften med små fadøl eller kraftige negronis. Det er langtfra ligegyldigt, at han rent faktisk har lyst til at være der. Der er en grund til, at rotationen af ligeglade og ligegyldige studerende kører lige vel hurtigt på andre barer. Sjælen mangler.

Ligesom man ikke selv vælger sit indianernavn, vælger man heller ikke selv, hvornår en bar bliver til en stambar. Det kræver flid og flittige besøg over en længere periode. Det behøver ikke være flere gange om ugen, men går der mere end 14 dage, uden du har været forbi, bliver relationen tyndslidt. Og den skal altså vedligeholdes.

Byen udvikler sig. Verden vil videre, fremad. Jeg bor her, mine børn vokser op her, mine venner holder fast. Trods stigende boligpriser strømmer de unge til og skaber liv, så her er til at holde ud at leve. Nye steder åbner, gamle steder forgår, men de bedste vil altid bestå. Det er et lys i det allerede truende efterårsmørke, at jeg snart igen sidder på min plads i baren med min ven og lader alt andet end lige præcis vores verden ændre sig.