Euroman mener: National selvrespekt starter ved en boykot af VM i Qatar

DET ER I MANGE henseender vanskeligt at forestille sig, hvordan verden ser ud om to år. Men forsøg alligevel. Du har sat dig til rette i sofaen, der er ild i pejsen, og der er netop blevet sat brunkager på kakkelbordet. Dine børn har måske lige afsluttet dagens afsnit af den socialrealistiske julekalender på DR1, hvor et brødrepar bliver tæsket gule og blå af deres alkoholiserede far, der arbejder som julemand i et storcenter. Du kryber under det varme tæppe, for nu står den på verdensmesterskaberne i fodbold i fjernsynet.

Danmark møder værterne fra Qatar. Slutrunden spilles i vintermånederne, da klimaet i gas-bæltet ikke ligefrem inviterer til topfodbold i de hysterisk varme sommermåneder. Før kampen morer kommentatorerne sig, da kameraet panorerer over en russisk oligark, der har bosat sig i den indbyggede hotelsuite i stadionet Al Bayt, hvor kampen spilles. Mindre opmærksomhed får den indiske gæstearbejder, der i 2016 led en ”arbejdsrelateret” død under byggeriet af stadionet. De mere end 4.000 andre gæstearbejdere, der ifølge International Labour Organization har lidt samme skæbne i forbindelse med byggerier og infrastrukturprojekter til VM 2022, er heller ikke genstand for megen debat. Kampen ender i øvrigt 0-0, da Kasper Dolbergs knæ ifølge VAR har forvildet sig ind i en offside-position ved danskernes føringsmål midt i 2. halvleg.

Tilbage i december 2020 er det dét scenarie, en håndfuld danske fodboldfans forsøger at forhindre med et borgerforslag, der skal tvinge politikerne på Christiansborg til at tage stilling til Danmarks deltagelse ved en VM-slutrunde, der aldrig bør finde sted.

FIFA-præsident Gianni Infantino lovede guld og grønne skove, da han erstattede den notorisk korrumperede Sepp Blatter i 2016. I dag er han selv under anklage for korruption. Her ses han til Klub-VM-finalen mellem Liverpool og Flamengo, der selvfølgelig blev spillet hos vennerne fra Qatar.

VM-SLUTRUNDEN I Qatar har været omgærdet af skandaler fra begyndelsen. Der er skrevet vidt og bredt om, hvordan emiratet med den ikke-eksisterende fodboldhistorie bestak sig til værtskabet for næsen af USA, så lad mig i denne omgang blot henvise til Ekstra Bladets Jan Jensen, der på fremragende og vedholdende vis har afdækket korruption i det internationale fodboldforbund FIFA. Her kan man fx læse om den tidligere storspiller Michel Platinis moralsk fordærvede tilgang til fodboldpolitik i forbindelse med uddelingen af VM i 2022.

Hvad værre er, er det om muligt endnu videre dokumenteret, hvordan rædselsregimet i Qatar bedriver moderne slaveri, hvor over to millioner gæstearbejdere lever, arbejder og dør under de mest fornedrende forhold. Det såkaldte Kafala-system fastholder gæstearbejdere fra fattige lande som Indien, Nepal og Bangladesh i mareridtsagtige kontrakter, hvor mindstelønninger og basale menneskerettigheder er en by i Utopia.

Ifølge en rapport fra Amnesty International findes der talrige eksempler på, at arbejderne stuves sammen i inhumane boligkomplekser og aldrig får udbetalt den i forvejen ringe løn, de er blevet lovet. Samtidig har de elendige forhold på byggepladserne kostet menneskeliv i tusindvis. Qatars magtelite, de gas- og olie-rige sheiker, har brugt mere end 1.400 milliarder kroner på at forberede sig på VM-slutrunden, men det er de ludfattige arbejdere på gulvet, der betaler den sande pris for, at Qatar kan sole sig i hele verdens anerkendelse, mens Neymar, Messi og Mbappé stråler på grønsværen. Så glemmer vi måske for en stund, at emiratet giver års lange fængselsstraffe for homoseksualitet, støtter terrorceller i Syrien og systematisk undertrykker kvinders rettigheder.

For det er det, det handler om. Når styret i Qatar finansierer Paris Saint-Germains sporslige succes eller bestikker sig til en VM-slutrunde, er det udelukkende for at købe sig til legitimitet i den vestlige verden, hvor fodbold er et sprog, alle taler. Det er en grusom tendens, at fodbold tages som gidsel i uhyrlige regimers kamp for international blåstempling.

Doha, hovedstaden i Qatar, har vokseværk.

ALLE INVOLVEREDE PARTER kender til de flerfoldige argumenter for, at et VM i Qatar på ligene af tusindvis af migrantarbejdere selvfølgelig ikke kan komme på tale. Alligevel er Danmarks potentielle deltagelse ved VM i 2022 (der afgøres i en overkommelig kvalifikationspulje) en varm kartoffel, ingen for alvor tør tage i sine hænder. Landstræner Kasper Hjulmand mener ikke, protester mod Qatars stenalderstyre bør komme fra sportens verden, mens formand for DBU Jesper Møller taler om at lægge pres på ad dialogens vej. Et pres, der ifølge The Parliament Magazine ikke har kastet de store forbedringer af sig.

DBU afviser med andre ord at boykotte, indtil det enten er anbefalingen fra Amnesty International eller det danske folketing. Der er da også grunde nok til at tie som sportslig aktør. Boykotter DBU en FIFA-turnering, risikerer Danmark i værste fald udelukkelse fra fremtidige VM-slutrunder. Spillere og trænere indsnævrer fremtidige jobmuligheder ved protester, og hvem har ikke drømt om at deltage i en VM-slutrunde? Samtidig er pladsen på den høje, moralske hest en udsat position. Man får grædekoret på nakken den dag, man tager til Dubai med familien eller reklamerer for kinesiske Huawei.

Alligevel er det over min fatteevne, at ikke én spiller i periferien af den danske landsholdstrup tør udtale substantiel kritik af slutrunden. Landstræneren har gjort det klart, at han vil respektere en sådan udmelding, så titlen som den spiller på verdensplan, der tog skeen i den anden hånd og sagde fra, er ubegribeligt billigt til salg. Jeg kan ikke sætte mig i en professionel fodboldspillers sted, men er en potentiel hyldest som menneskerettighedsforkæmper i en verden af apolitiske fodboldspillere virkelig ikke mere værd end en plads på bænken til en VM-slutrunde?

DET VIRKER SVÆRT usandsynligt, at Danmark, såfremt vi kvalificerer os, melder afbud til VM-slutrunden i Qatar. Også på Christiansborg bliver der tøvende og ansvarsfralæggende henvist til alle de andre, som var slutrunden en taleradio øst for Storebælt. Jens Rohde, Radikale Venstre, har ganske vist formuleret opbakning til en boykot, men han mener samtidig, at det er DBU, der skal træffe en beslutning. Og så er vi nået hele vejen rundt.

I skrivende stund har føromtalte borgerforslag indhentet mere end 3.500 underskrifter på tre dage. Ganske langt fra de 50.000, der skal til, før forslaget skal til afstemning i Folketinget, jovist, men det tegner et billede af, at dele af den danske befolkning har fået nok af ineffektiv dialog og trækker en streg i sandet ved Qatar-værtskabet. Det er ikke uvæsentligt, at initiativet er sat i søen af fodboldfans. Her er ikke tale om moraliserende elitister, der forkaster fodbold som irrelevant lavkultur. Nej, initiativet er startet af folk, der formentlig betragter en VM-slutrunde som noget af det ypperste, men som ikke kan se sig selv deltage i en folkefest på gravene af moderne slaver.

Det er på tide at lægge de sædvanlige forbehold på hylden. Ønsket om en boykot har aldrig taget udgangspunkt i, at alle andre lande end Danmark skal spille jule-VM i 2022. Nej, det bygger på antagelsen om en sneboldseffekt. Hvis Danmark utvetydigt siger fra og melder afbud, bliver det spændende at se, hvordan man fx reagerer i humanismens højborg, Sverige. I Norge er presset tilsvarende stort på fodboldorganisationer og politikere. Og hvad mon tyskerne tænker om det hele? En dynge af afbud ville være en veritabel katastrofe for FIFA og ikke mindst Qatar. Tænk, hvis det startede i Danmark.

Til et hypotetisk VM i Qatar i 2022 med dansk deltagelse, kan vi realistisk set i bedste fald spille os til en kvartfinale, og det ville da være flot, men ville det smage godt at være nyttig idiot i Qatars PR-teater? Ikke rigtig. En lavine af afmeldinger, der starter i Danmark, til dette mareridt af et arrangement, ville til gengæld være værd at kippe med klaphatten for. Lad os genvinde vores nationale selvrespekt ved at gøre det klart for politikere og fodboldforbund, at dansk deltagelse ved VM i Qatar vil være en skamplet på vores kulturarv.