Euroman Weekend: Lad julefreden sænke sig

På tirsdag er det 1. december.

For mange betyder det, at lyden af julemusikken intensiveres, der aftales konfektdage med svigermekanikken, og nedtællingen til det store højdepunkt begynder.

For mit eget vedkommende er det normalt dagen, der markerer starten på min mavesurhed. Jeg forvandles til Ebenezer Scrooge, når alle andre råhygger sig, og jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg nærmest peger hånligt fingre af folk, der rent faktisk holder af at slentre ned ad Strøget med en pose brændte mandler i hånden, mens de dåner over, hvor flot julepynten er.

Jeg er pinlig bevidst om, hvor stort et nummer, jeg gør ud af, at jeg ikke kan lide julen.

Men i år er det som om, at der er sket noget.

Måske er det hungren efter at have noget at se frem til. Eller også er jeg bare blevet ældre, og min umodne foragt for traditioner er blevet udblødt.

Ikke desto mindre har jeg besluttet mig for at slutte fred med julen en gang for alle.

Dermed begynder et helt nyt liv også for mig.

Kager skal bages, traditioner skal opbygges og det sure humør skal fordufte.

Og selvom jeg ved, at jeg aldrig kommer til at høre julemusik i november og bifalde smagen af klejner, så glæder mig til at blive en del af fællesskabet. Der er så trist udenfor.

God weekend.