Leder: "Jesper Olsens mål mod England den aften i Idrætsparken glemmer jeg ikke"

Man siger, at du ikke finder et mere stille sted i verden end på et tomt fodboldstadion dagen efter en kamp. Sådan nogenlunde husker jeg observationen formuleret, og jeg kan bekræfte, at den er sand.

Jeg er vokset op på Østerbro, nogle få hundrede meter fra det, der dengang var kendt som Idrætsparken. Det gamle stadion var bygget sådan, at lyden fra tilskuerne – slagsangene, buh-råbene og jubelbrølet – kunne høres på lang afstand i det omkringliggende kvarter. Boede man tæt på Idrætsparken, kunne man, når der var landskamp, åbne vinduerne, skrue ned for lyden på fjernsynet og høre kampen i stuen. Lyden af Idrætsparken var lyden af noget stort. Idrætsparken var et sted, hvor stjerner blev født i lyset fra de høje projektørmaster. Det var her, i begyndelsen af 1980’erne, at det danske fodboldlandshold endegyldigt lagde de evindelige, ærefulde nederlag bag sig og trådte ind på den internationale scene, anført af spillere som Preben Elkjær, Søren Lerby og Jesper Olsen. Det var her på lægterne – på den billige langside med ståpladserne, på den dyre med siddepladserne, på ’Hockeybanen’ og på ’Cementen’, som de fire tilskuerafsnit blev kaldt – at roliganbevægelsen blev født, inspireret af et landshold, der vakte begejstring verden over og gjorde mig stolt over at være fra et land, som hidtil mest var kendt for bacon, Lurpak-smør og Carlsberg.

Dagen efter en landskamp var der stille i Idrætsparken. Jeg var sært draget af stedet. Når jeg gik hjem fra skole ad Øster Allé, stod jernporten ind til stadion nogle gange på klem. Jeg kiggede mig over skulderen, skubbede porten op og sneg mig ind på det mennesketomme stadion. Stilheden var enorm.

Det eneste, man kunne høre, var mågerne, der havde indtaget græstæppet. Ind i mellem greb vinden fat i de tomme plastic-ølkrus, som lå over alt på asfalten og sendte et skramlende ekko rundt mellem tribunerne. Jeg gik en rundtur mellem de tomme tilskuerpladser og gennemspillede gårsdagens landskamp for mit indre og fantaserede om, hvordan det føltes at være i Jesper Olsens støvler, da han i sidste minut af kampen mod stormagten England driblede sig igennem forsvaret og udplacerede verdens bedste målmand Peter Shilton. Af statur var Jesper Olsen lille, nærmest klein, men han var hurtig og kunne drible uden om de fleste, og så var han tilmed sympatisk uden for banen. Det oplevede jeg en dag, jeg spillede fodbold med mine kammerater i Fælledparken. På den indhegnede bane ved siden af os, det, der dengang gik under navnet Klosterbanen, løb Jesper Olsen rundt for sig selv og lavede nogle øvelser med en bold, mens en fotograf knipsede løs med sit kamera. På et tidspunkt satte Jesper Olsen sig på hug og lavede et V-tegn til fotografen. Han var i gang med at lave en reklame for en vitaminpille, mener jeg, det var. Jeg spurtede hjem for at hente en kuglepen og et stykke papir. Da jeg kom tilbage, var han der stadig. Jesper Olsen, der på det tidspunkt var fast mand i Manchester United, tog sig tid til en snak og skrev en autograf.