Leder: "Jesper Olsens mål mod England den aften i Idrætsparken glemmer jeg ikke"

Man siger, at du ikke finder et mere stille sted i verden end på et tomt fodboldstadion dagen efter en kamp. Sådan nogenlunde husker jeg observationen formuleret, og jeg kan bekræfte, at den er sand.

Jeg er vokset op på Østerbro, nogle få hundrede meter fra det, der dengang var kendt som Idrætsparken. Det gamle stadion var bygget sådan, at lyden fra tilskuerne – slagsangene, buh-råbene og jubelbrølet – kunne høres på lang afstand i det omkringliggende kvarter. Boede man tæt på Idrætsparken, kunne man, når der var landskamp, åbne vinduerne, skrue ned for lyden på fjernsynet og høre kampen i stuen. Lyden af Idrætsparken var lyden af noget stort. Idrætsparken var et sted, hvor stjerner blev født i lyset fra de høje projektørmaster. Det var her, i begyndelsen af 1980’erne, at det danske fodboldlandshold endegyldigt lagde de evindelige, ærefulde nederlag bag sig og trådte ind på den internationale scene, anført af spillere som Preben Elkjær, Søren Lerby og Jesper Olsen. Det var her på lægterne – på den billige langside med ståpladserne, på den dyre med siddepladserne, på ’Hockeybanen’ og på ’Cementen’, som de fire tilskuerafsnit blev kaldt – at roliganbevægelsen blev født, inspireret af et landshold, der vakte begejstring verden over og gjorde mig stolt over at være fra et land, som hidtil mest var kendt for bacon, Lurpak-smør og Carlsberg.

Dagen efter en landskamp var der stille i Idrætsparken. Jeg var sært draget af stedet. Når jeg gik hjem fra skole ad Øster Allé, stod jernporten ind til stadion nogle gange på klem. Jeg kiggede mig over skulderen, skubbede porten op og sneg mig ind på det mennesketomme stadion. Stilheden var enorm.

Det eneste, man kunne høre, var mågerne, der havde indtaget græstæppet. Ind i mellem greb vinden fat i de tomme plastic-ølkrus, som lå over alt på asfalten og sendte et skramlende ekko rundt mellem tribunerne. Jeg gik en rundtur mellem de tomme tilskuerpladser og gennemspillede gårsdagens landskamp for mit indre og fantaserede om, hvordan det føltes at være i Jesper Olsens støvler, da han i sidste minut af kampen mod stormagten England driblede sig igennem forsvaret og udplacerede verdens bedste målmand Peter Shilton. Af statur var Jesper Olsen lille, nærmest klein, men han var hurtig og kunne drible uden om de fleste, og så var han tilmed sympatisk uden for banen. Det oplevede jeg en dag, jeg spillede fodbold med mine kammerater i Fælledparken. På den indhegnede bane ved siden af os, det, der dengang gik under navnet Klosterbanen, løb Jesper Olsen rundt for sig selv og lavede nogle øvelser med en bold, mens en fotograf knipsede løs med sit kamera. På et tidspunkt satte Jesper Olsen sig på hug og lavede et V-tegn til fotografen. Han var i gang med at lave en reklame for en vitaminpille, mener jeg, det var. Jeg spurtede hjem for at hente en kuglepen og et stykke papir. Da jeg kom tilbage, var han der stadig. Jesper Olsen, der på det tidspunkt var fast mand i Manchester United, tog sig tid til en snak og skrev en autograf.

Jesper Olsen medvirkede ofte i Anders And-bladet som blikfang for Faxe Kondi. Reklame fra 1981.

I de følgende år fulgte jeg Jesper Olsen på afstand. Jeg så ham sprudle under VM-slutrunden i Mexico i 1986, hvor alt tegnede til, at landsholdets boblende og legesyge talentmasse ville kulminere i en finalekamp om guldet. Vi skulle bare lige forbi Spanien i ottendedelsfinalen. Det begyndte lovende.

Jesper Olsen scorede til 1-0 på straffe, Spanien lignede et slagent hold. Men så skete der noget, som danske fodboldfans endnu i dag, 34 år senere, husker med smertelig klarhed. Jesper Olsen ville spille bolden tilbage til målmanden, Lars Høgh, men kom til at spille den spanske angriber Emilio Butragueño fri, som scorede så let som ingenting. En forkert beslutning af Jesper Olsen, en fejl begået i et kort sekund, som måske fik afgørende betydning for kampen og endegyldigt slukkede Danmarks forhåbninger om at vinde VM. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte føles at være Jesper Olsen den dag i Mexico. Hvordan kom han videre oven på en skuffelse, et nederlag bevidnet af millioner af mennesker verden rundt? Journalist og forfatter Christian Mohr Boisen har tænkt det samme i årene efter Mexico. Lige siden kampen mod Spanien har han haft lyst til at tale med Jesper Olsen, lære ham bedre at kende og finde ud af, hvad der blev af ham i årene efter den fatale VM-kamp. Resultatet af deres samtaler kan du læse i denne måneds udgave af Euroman.

Danmarks brutale exit ved VM i Mexico markerede slutningen på en fodboldæra: Mange af landsholdsspillerne gik på pension de følgende år. Nye tog over. Også Idrætsparken sang på sidste vers. Det danske landshold spillede sin sidste hjemmekamp i Idrætsparken mod Jugoslavien i november 1990, hvorefter et nyt, moderne stadion, Parken, skulle opføres. I dagene efter kampen mod Jugoslavien stod Idrætsparken tom og ventede på bulldozerne. En dag efter skole sneg jeg mig ind.

Byggearbejderne var gået i gang med at skrælle græsplænen af. Jeg bøjede mig ned og brækkede et firkantet stykke af banen, med jord og rødder, og puttede det i en pose. Jeg regnede med, at jeg i vindueskarmen på mit værelse kunne holde liv i det lille grønne stykke danmarkshistorie. Men selv ikke Søren Ryge ville kunne stille noget op med græstotten. Efter tre dage var græsset brunt og indtørret. Jeg smed det i skraldespanden. Men Jesper Olsens mål mod England den aften i Idrætsparken glemmer jeg ikke.

God fornøjelse med december-udgaven af Euroman.