Ryan Giggs sagde farvel i går. I 23 år har jeg delt alt med ham, fra Champions League-triumfer til sexskandaler.
Mikhail Gorbatjov er præsident i Sovjetunionen, Brøndbys målmand hedder Peter Schmeichel, Danmarks statsminister hedder Poul Schlüter, og George Bush (senior) har vundet Golfkrigen (den første) dagen før. Det er den 2. marts 1991, og en ranglet, 17-årig venstre wing debuterer for Manchester United mod Everton i den øverste engelske række, der endnu ikke hedder Premier League.
I går, 23 år, to måneder, 17 dage, 963 førsteholdskampe, 13 engelske mesterskaber, to Champions League-trofæer, yderligere to Champions League-finaler og 19 øvrige titler senere, indstillede Ryan Joseph Giggs karrieren i en alder af 40 et halvt år.
Nu bliver det personligt. Jeg var i årevis så langt fra at være i en position, hvor man taler med sit største idol, som man overhovedet kan være. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle møde ham, ligesom jeg ikke har drømt om at møde Batman eller Tandfeen.
Muligheden eksisterede ikke i min bevidsthed, om jeg så havde været på LSD.
Hvis nogen havde fortalt mig for syv år siden, at jeg skulle komme til at sidde alene med ham i en halv time, eller at jeg skulle komme til at møde ham igen og igen, ville jeg have sagt, at de skulle bede deres krystalhealerskole om at få kursuspengene retur. Det var utænkeligt, at jeg skulle møde Gud.
Nogle få gange i livet ved man bare, at den er der. Jeg havde set Gud. Han var inde i fjernsynet. Jeg havde troet på ham siden 1991, siden det sekund jeg så ham flænse venstre fløj op på Old Trafford i en tipskamp en lørdag eftermiddag i november. Han havde været der altid siden. Kærester kom og gik, selv venner kom og gik i mit liv. Men Gud blev. Han var der altid, sæson efter sæson, kamp efter kamp. Something to believe in. Han spillede for den fodboldklub, jeg har holdt med altid.
I 1994 tog jeg et billede af Gud med til frisøren for at vise, hvordan jeg gerne ville klippes. Alle de Manchester United-trøjer, jeg købte gennem årene, havde Guds navn på ryggen. En nat i april 1999 råbte jeg så højt, at jeg vækkede min kæreste og en hel gang fuld af sovende kollegiebeboere. Gud var inde i fjernsynet, hvor han løb gennem hele Arsenals banehalvdel, uden om fem forsvarere og scorede sejrsmålet i den forlængede spilletid af FA Cup-semifinalen. Det var det år, Gud og Manchester United vandt det engelske mesterskab, Champions League og FA Cup’en, også kaldet The Treble.
Jeg så Gud spille i Parken i 1998, og på Old Trafford, to gange i 2004. Gud scorede, og jeg blev endnu mere troende end nogensinde, og Gud blev mere og mere Gud end nogensinde. Samme år stod jeg ved opgangen til Guds penthouse-lejlighed midt i Manchester og tog et billede af indgangsdøren. Jeg skrev et lykønskningskort til Gud, da han fyldte 30 år. Det, man almindeligvis kalder et fanbrev. Jeg er selv tre år ældre end Gud.
I de år var tanken om at møde Gud som sagt latterligt naiv. I årevis lå jeg underdrejet i et universitetsstudium og bagefter havde jeg vikariater, timejobs og jobsøgningskurser. Der var kort sagt et pænt stykke op til Gud. På et tidspunkt fik jeg dog heldet med mig og kom til at arbejde som fastansat journalist på verdens bedste arbejdsplads, en journalistisk udviklingsvirksomhed i København. Her var vi blandt andet med til at lave fodboldmagasinet Player, der nåede at udkomme ni gange i 2008.
Player havde altid et stjernenavn på forsiden. Ribéry, Messi, Anelka, Kaká, osv. Det var aftaler, der krævede brandvarme forbindelser øverst oppe og ofte gik de igennem spillernes støvlesponsor. Jeg kontaktede, mere opportunistisk end egentlig håbende, Guds management for at høre om muligheden for et interview. Gud var større end nogensinde på det tidspunkt. Regerende Champions League-vinder, regerende engelsk mester. ”Nej, desværre, Gud giver stort set aldrig interview,” lød svaret. Nej, det tænkte jeg nok. Man ringer jo heller ikke bare til Gud for at tale med ham. Jeg opgav alt håb. Det var også fint nok at få lov at interviewe Morten Olsen og Napolis sportschef.
Nogle måneder efter, en septemberdag ringede telefonen: ”God will see you tomorrow in Manchester.”
Dagen efter, den 24. september 2008 sad jeg i Manchester og ventede. I flyet på vej over havde jeg læst mine spørgsmål til Gud så mange gange, at jeg stadig kan dem udenad, i dag, seks år efter. Jeg havde til at begynde med været i god tid, men den indiske taxichauffør kunne ikke finde stedet, så vi endte ude i et nedlagt industrikvarter, og kunne ikke komme videre. Han havde ingen GPS. Jeg begyndte at gå i panik.
Til sidst kom inderens fætter og kørte os hen til en restaurant m.m., hvor de vidste, hvor vi skulle hen. Efter en halv times kørsel rundt i Greater Manchester ankom jeg til stedet, hvor Gud var. Jeg væltede ind gennem hoveddøren og kom stønnende ind i receptionen.
Heldigvis var Gud selv forsinket. Der skulle tages billeder. Ventetiden var ulidelig. Der gik mindst en time. Endelig blev jeg blev kaldt ind. ”God is waiting for you.”
Det er en af de absolut mest surrealistiske eftermiddage i mit liv. Jeg husker, at Gud kom hen imod mig og gav mig hånden. Jeg husker, at vi satte os ned ved et bord, helt alene. Jeg husker, at han var meget venlig, en flink fyr. Nem at tale med, stille og rolig. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var da jeg spurgte, om han havde fået sine værdier fra sin mor, som havde to-tre forskellige jobs for at holde sammen på det hele i Guds barndomshjem.
Faderen drak og var voldelig. Den ungdomstræner, der opdagede Gud, har fortalt en af mine engelske journalistvenner i Manchester, at Gud stammede så meget, at han ikke kunne tale, da træneren fandt ham. Gud havde simpelthen fået så mange tæsk af sin far, at han var blevet stum.
”Har du fået dine værdier fra din mor?” Gud var stille noget tid, før han svarede:
”Nothing beats the satisfaction of hard work.”
Jeg har tænkt på det næsten dagligt siden. Selv om det lyder banalt, har han jo nok ret. Jeg tænkte også på, om Gud med sine venlige, men flakkende og nervøse øjne mon flygtede fra et eller andet. Han havde beskrevet sig selv som ”moody” og ”utålmodig”, når han var sammen med familien. Det var i 2008.
Da hans folk kom hen og sagde, at tiden var udløbet, sagde Gud: ”No, that’s fine”, og så talte vi videre. Gud skrev ”Gud” på alle mine medbragte Gud-trøjer. Bagefter gik jeg rundt i en tåge i Nordeuropas største indkøbscenter i nærheden af Old Trafford med en følelse af, at jeg nu kunne lægge mig til at dø med god samvittighed. Jeg havde opnået alt. Jeg havde mødt Gud.
Seks dage efter mødte jeg Gud igen. Gud var i Aalborg. Jeg boede på samme hotel som Manchester United, de forsvarende Champions League-mestre, der skulle møde AaB i CL-gruppespillet, og jeg skulle skrive en reportage til fodboldmagasinet Player. I elevatoren kørte jeg med Cristiano Ronaldo, som begyndte at tale til mig om hoteller og elevatorer.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, men jeg var nu også ret ligeglad med Cristiano Ronaldo. Ude i lobbyen var Gud nemlig lige kommet forbi. Han smilede og vinkede til mig. Gud kunne huske mig. Jeg svævede oppe under lysekronerne. Hvem er Cristiano Ronaldo?
Siden har jeg mødt Gud mange gange. Jeg fik venner, der arbejder i Manchester United og muligheden for at rejse rundt med klubben på deres sommerturné i USA, for at skrive om det i Euroman. Jeg gik lige ved siden af min største helt til alle holdets træninger, jeg så ham på hotellet, jeg stod lige op ad ham på sidelinjen, når han spillede kamp foran 70.000 tilskuere på de amerikanske NFL stadiums. Det forblev uvirkeligt.
For tre år siden, i maj 2011, var jeg på Wembley for at se Manchester United spille Champions League-finale mod FC Barcelona. Det var lige i de dage, at det kom frem, at Gud havde haft en saftig affære kørende med sin brors kone i en otte års tid - plus mindst en håndfuld unge damer ved siden af, heriblandt en Big Brother-deltager og pin-up-pige.
Gud havde skjult det hele i årevis. Kone og børn. Det var en værre redelighed, og Guds scoringer uden for banen medførte en større heksejagt og fordømmelse af ham i England.
Jeg skulle skrive en længere artikel om Gud og hans abnorme adfærd i Euroman, og det er ikke den nemmeste opgave, jeg har haft. Først talte jeg med psykiateren Henrik Day Poulsen, der er specialist i psykopater og seriemordere. Så begyndte jeg at tænke over, hvad det vil sige at være menneske. Jeg begyndte at tænke over, hvem det egentlig er, vi fordømmer, når vi fordømmer, og hvorfor er behovet for at fordømme og forarges så umætteligt?
Og selvfølgelig blev Gud min ledestjerne, som han har været det siden 1991. For det, jeg fandt, var jo mig selv. Et menneske. Ryan Giggs havde vist i øvrigt ikke voldtaget nogen, han var vist heller ikke barnemorder, han havde vist slet ikke slået nogen ihjel. Jeg begyndte at tænke på, om vi mon alle sammen er lige skyldige i hver vores forbrydelse, stor eller lille. Som de mennesker, vi er. ”Lad den, der er syndfri, kaste den første sten,” står der i Det Ny Testamente. Jeg holdt endnu mere af Ryan Giggs, efter han blev menneske.
Hver eneste kamp de sidste fem-seks år, har jeg tænkt, at jeg skulle nyde det, hvert sekund. Nyde at se Ryan Giggs spille, for det var nok sidste gang. Men han blev bare ved. Og jeg nød det. De sidste 10 år har han dyrket yoga, for så kunne han blive ved med at spille. Jeg nåede at se ham yderligere fem gange på Old Trafford samt en enkelt gang i Göteborg og Swansea. Sidste år så jeg ham spille en fænomenal kamp i Champions League-ottendedelsfinalen mod Real Madrid på Old Trafford, hvor han demonstrerede sin utrolige evne til at lægge sit spil om, den evne, der har holdt ham i verdenseliten i så mange år.
Ryan Giggs var en gazelle i 1990erne. Det kan man ikke være som 35-årig og slet ikke som 39-årig, så han omskolede sig selv til en mere centralt liggende rolle, hvor hans eminente overblik og blændende teknik kom til fuld udfoldelse. Han er den spiller, der har leveret flest assists (målgivende afleveringer) i Premier Leagues historie. Giggs har også rekorden for flest spillede Champions League-kampe.
Det, jeg husker bedst fra kampen mod Real Madrid, er en situation, hvor 39-årige Giggs jagtede Cristiano Ronaldo, der havde et forspring og var i fuld galop, over en halv banelængde. Giggs løb Ronaldo op og pillede elegant bolden fra ham, så Uniteds fans i Stretford End sang ”Giggs Will Tear You Apart Again” på melodien til Manchester- og Joy Division-klassikeren ”Love Will Tear You Apart Again”.
Sidste gang jeg så ham spille i virkeligheden var for fire måneder siden, på Old Trafford den 28. januar i år. Jeg brugte hvert eneste sekund på at følge Giggs’ bevægelser rundt på banen. Jeg vidste ikke dengang, at det var sidste gang, men jeg havde en fornemmelse af, at det bar den vej.
I går var det slut. Ryan Giggs annoncerede, at han indstiller karrieren for at blive assistenttræner under Manchester Uniteds nye manager Louis van Gaal.
På engelsk siger man ”I cant believe my luck”. I mange år har jeg haft det sådan, at jeg ikke fatter, at Ryan Giggs har været i mit liv så længe. Jeg vidste fra det øjeblik jeg så ham spille første gang i november 1991, at han var…well, Gud . Han blev i den klub, jeg elsker, hele sin karriere. Jeg fik lov at møde ham i virkeligheden. Både som Gud og menneske.
Flere gange. Jeg føler mig urimelig privilegeret og surrealistisk heldig. 23 år. Treogtyve år. I can’t believe my luck.
