I England har Morrissey været en institution, en figur, et ikon, en karikatur de sidste 30 år. En slags omvendt Kim Larsen, uden folkelighed, men med høj genkendelighed.
Siden monstrøst indflydelsesrige The Smiths’ korte, men succesrige levetid i midtfirserne har briterne vidst, hvem Morrissey er, millioner kender til hans varemærker og særheder, hans stilskabende frisure, hans mageløst poetiske sangtitler, hans mageløse croonerstemme, hans mageløst hysteriske had til kød og kødædende mennesker, hans verbale syreangreb på det engelske kongehus og så videre.
Han regnes for at være så engelsk som klokken fem-Earl Grey og fish’n’chips, og musikanmeldere regner hans band for at have den mest britiske lyd af alle britiske bands.
Manden har altid været sær, outsidernes skytsengel og åndelige leder. De senere år har Morrisseys i stigende grad selvretfærdige ”budskaber” dog overskygget den kunstneriske kvalitet, retorikken er blevet mere og mere skinger og isoleret med sine bandbuller mod kødspisning, som Morrissey gang på gang har sammenlignet med pædofili, Auschwitz og, ja, Anders Breiviks Utøya-massakre i 2011.
Hans kamp for dyrenes rettigheder, som oprindeligt var sympatisk, er begyndt at være borderline-paranoid, langt ud over det excentriske, ud over kanten faktisk, og man kan ikke lade være med at tænke tanken, at de mennesker, der ikke kan finde ud af at være sammen med andre mennesker, kaster alle (og det er ALLE, og der er nok af dem) deres følelser på dyrene. Hitler havde det bedst sammen med sin schæferhund Blondie, visse politiske partier, også i Danmark, går mere op i dyrenes beskyttelse end menneskers rettigheder.
Kim Larsen vil dø for sin ret til 30 smøger på nærmeste café, og der skal ikke meget til, før verden stempler dig som gal, men Morrissey har selv gjort alt, hvad han kunne for at opnå betegnelsen. Og det siger sig selv, at han synes, det er resten af verden, den er gal med.
Morrissey har kort sagt gjort sig selv sværere og sværere at elske, hvor gerne man end vil, og believe me, det vil man gerne. Lyden på de sidste album og tilhørende koncerter var også blevet mere larmende, uskøn og bastant, og man savnede mere og mere Johnny Marrs elegante melodier og stilskabende, unikke guitar fra The Smiths-tiden.
World Peace Is None Of Your Business, Morrisseys første album i fem år, bekræfter hans trist trivielle tendens til at lade tankerne køre i ring, som isolerede mennesker ofte har tendens til. Han er for eksempel parodisk selvretfærdig og uelegant i sine angreb på bøvede macho-idealer på ”I’m Not A Man”. Som var den Morrisseys 2014-version af The Smiths’ vidunderlige This Charming Man – helt uden ”charming”. Han opfordrer os til at undlade at bruge vores demokratiske stemmeret (-og pligt?), samtidig med han opremser destinationer, som vil dø for at få demokrati på titelnummeret World Peace…”
Han opfordrer rablende misogynt og helt uden omsvøb til at ”Kick The Bride Down The Aisle”, altså sparke bruden ned ad kirkegulvet, for hun vil bare tage dine penge. Det er ikke kongen af subtile, dræbende spydigheders finest moment.
Men når alt dét er sagt… Når alt det er sagt, så er Morrissey stadig en poppoet af en sjælden kaliber. Linjer som ”What those in power do to you/reminds us at a glance/how humans hate each others guts/and show it given the chance” (på Mountjoy) er jo misantropiske, men også nødvendige.
Det ér jo tankevækkende. Og nogen skal sige det. Og nogen skal være Morrissey. Morrissey er fundamentalt en modstander af magt, og især misbrug af magt. Han er de svagestes fortaler, sådan ser han i hver fald sig selv. Og nogle gange rammer han den heldigvis stadig helt rent.
Det er et af hans – i hvert fald musikalsk - stærkeste numre de seneste 20 år, ”Staircase At The University” også et eksempel på. Den handler om en ung universitetsstuderende kvinde, der bukker under for omverdenens forventningspres. Tekstens indhold er ikke revolutionerende, men nummeret er i sin helhed på højde med det bedste, Morrissey har lavet, og man tager sig selv i at tænke: ”Du kan jo godt, hvorfor i alverden gør du det ikke, lidt oftere?”
Han er 55, og måske er hans tanker og inspirationskilder blevet gamle og tørre, det ser man jo ofte, der er ikke meget fornyelse, tyder det på. Men musikalsk overrasker en revitaliseret Morrissey ved at tilføre australsk didgeridoo, harmonika, synth, trompet, spansk flamencoguitar og orgel. Lyden er stadig lidt rodet og støjende, men det er meget sjovere, end det har været.Og så er der stemmen.
Man siger, at man ikke skal bedømme en kunstner på hans synder uden for lærredet, fodboldbanen, musikken. Picasso behandlede kvinder alternativt. Chaplin var arrogant og magtsyg. Frank Sinatra et dumt svin. Morrissey har sine, skal vi kalde dem særheder, men hans stemme er guddommelig, og når han rammer den og sin helt egen poesi, er alt tilgivet.
Morrissey: World Peace Is None Of Your Business. Universal. Udkommer i dag.
*Morrissey indledning på The Smiths’ Suffer Little Children (1984) om mordene på en række børn i Manchester-området lyder: ”Manchester… So much to answer for.”
