NBA: Boogie Wonderland

NBA: Boogie Wonderland
Offentliggjort

NBA har været i gang i tre uger og sæsonen har allerede budt på overraskelser. En af de store overraskelser er Sacramento Kings ført an af DeMarcus Cousins.

Kings vandt sidste år 28 kampe ud af 82, og det er ikke fordi de forrige sæsoner har været meget bedre. Men i år er holdet startet med 6-5 (6 sejre, 5 nederlag), og to af nederlagene har været meget tætte. Sacramento spiller i år bedre forsvar, bedre angreb og virker alt i alt som et bedre hold. Ikke mindst på grund af DeMarcus Cousins der snitter 22,5 point og 11,6 rebounds per kamp.

De flotte statistikker var der allerede sidste sæson, men når holdet ikke vinder kampe, så udebliver opmærksomheden også. Point og rebounds fortæller heller ikke hele historien. I år spiller Cousins langt bedre forsvar, så effekten af at have ham på banen bliver meget større. Han bliver aldrig en Serge Ibaka, der truer luftrummet omkring kurven og skræmmer modstanderen væk, men han er forholdvis hurtig på fødderne og hans hænder får fat i en masse bolde.

LÆS OGSÅ: Beats-reklame: LeBron James vender hjem

I denne sæson har han vist engagement i defensiven, noget han har manglet i forgående sæsoner. Når Cousins har været på banen, har Sacramento Kings scoret 13,5 point mere end modstanderen per 100 boldbesiddelser (Et hold har i snit ca. 95 besiddelser per kamp). 13,5 point! Det er virkelig meget. Med Cousins på banen spiller Sacramento både angrebs- og forsvarspil på niveau med de bedste hold.

Problemet har været at når Cousins er skiftet ud, så scorer modstanderne 18,8 point mere end Sacramento per 100 boldbesiddelser. Kings’ angreb og forsvar krøller sammen, når Cousins ikke spiller og han har været holdt af banen pga. at han fejler modstanderne for meget. 4,7 fejl per kamp fører suverænt NBA og det gør at han kun spiller lidt over en halv time per kamp (en kamp er 48 min). Hvis han kan fejle lidt mindre, uden samtidigt at skrue ned for det defensive pres, så Kings kan bruge ham 4-5 minutter mere per kamp, vil det betyde alverden for dem og deres sæson.

Eric Bledsoe, Patrick Patterson, DeMarcus Cousins, træner John Calipari og John Wall.

DeMarcus Cousins kommer fra trange kår i Alabama, hvor amerikansk fodbold er sporten over dem alle. Han ville også gerne have været NFL-spiller, men måtte sande at han var ret elendig. Basketball var han til gengæld god til, og han fik en plads på University of Kentucky hos træner John Calipari.

Man skal have været i collegebasket et år for at komme i NBA og Calipari er kendt for at samle gode unge spillere, som smutter til NBA efter kun et enkelt år hos ham. Han havde Derrick Rose og Tyreke Evans hos sig hos University of Memphis og senere har han haft Anthony Davis en enkelt sæson i Kentucky. Men i 2010 havde han samlet en frygtindgydende gruppe spillere med John Wall, Eric Bledsoe og DeMarcus Cousins i spidsen.

De endte med at vinde 35 ud af 38 kampe, men tabte kvartfinalen til West Virginia i den store college turnering. West Virginia havde kun en enkelt fremtidig NBA-spiller på holdet (Devin Ebanks. Ja, det er fair nok ikke at vide hvem han er.), men udnyttede at hverken Wall eller Bledsoe på det tidspunkt var pålidelige skytter. Kentucky ramte 4 af 32 treere den aften og tabte 66-73.

Tilnavnet ’Boogie’ kom også i college, da assistenttræneren Rod Strickland (mangeårig NBA-spiller) syntes at Cousins ofte prøvede at spille som en guard. Han havde boogie i sit game. DeMarcus Cousins har altid haft rygte for at være en ballademager. Historier om dårlig attitude har forfulgt ham og han har været en af de spillere med flest tekniske fejl for brok i de sidste par sæsoner. Cousins spillede i år for USA’s landshold da de udraderede resten af verden ved VM og flere peger på at det har været en positiv oplevelse for ham. Det lader også til at sammenholdet er godt hos Kings i år:

Ud over DeMarcus Cousins, så har også Anthony Davis fra New Orleans Pelicans også udviklet sig til denne sæson. Det er måske en underdrivelse at sige at han har udviklet sig. Transformeret sig til en blanding af Superman og Jesus er måske mere korrekt. Jeg har slet ikke ord til at beskrive, hvordan han spiller lige nu. Sidste år startede han også godt, og jeg beskrev ham som en ny stjerne.

Men i år spiller han som en MVP-kandidat. 25 point, 11,4 rebounds, 3,9 blocks per kamp. Peter Wang fra TV2 Zulus NBA-sending skrev på Twitter at han så Hakeem ”The Dream” Olajuwon i Davis’ spil. Det er måske godt set for de andre spillere som gennem tiden har haft en sæson med 24 point, 11 rebounds og 3,5 blocks per kamp hedder Kareem Abdul-Jabbar, David Robinson og Hakeem Olajuwon. Yikes! Det er noget af en gruppe at kunne blive en del af.

Det bliver spændende at se om han kan holde dampen oppe. Hvis han gør, så skal jeg nok tage mig sammen og finde ordene til at beskrive det. Ind til da, så se med når han spiller. Det er dybt fascinerende, at se ham være her der og alle vegne på en basketballbane.

Og så var det for resten også ugen hvor Nick Young kom tilbage og Lakers vandt. NBA er bedre når Swaggy P spiller.

Jeg vil slutte med links til lidt god læsning, mere eller mindre forbundet til NBA.

Jonathan Abrams fra Grantland skriver om NBA-legenden Paul Silas.

Chris Ballard fra Sports Illustrated har skrevet en meget stærk historie om Ryan Anderson og hans kærestes selvmord.

Zach Harper fra CBS Sports har rejst med Minnesota Timberwolves og skriver om deres udvikling af Andrew Wiggins.

Vi ses!

LÆS OGSÅ: Forræderen er tilbage i Cleveland

LÆS OGSÅ: Arsenal sikrer sig Brooklyn Beckham

LÆS OGSÅ: Oh Lord!: Bendtner er tilbage