Nyt dansk skomærke kopierer Nike skamløst

Nyt dansk skomærke kopierer Nike skamløst
Offentliggjort

UPDATE: Jeg har modtaget en meget imødekommende mail fra indehaveren af BORN//RAISED. Han har gjort mig opmærksom på, at det langt fra er første gang, den originale sko fra Nike / Cole Haan tjener som inspiration for andre firmaers sko. Både Mentor, Skechers og Stylepit har lavet deres egen kopi af den originale sko, som BORN//RAISED nu også kommer med en version af.

BORN//RAISED adskiller sig dog fra de nævnte sko ved at have rene gummisåler (EVA), hvor de andre har leather welt (en slags læderbånd, der sidder i kanten af den øvre del af sålen). BORN//RAISED opnår således en vægt på blot 249 g. for at tilstræbe et mere "sneaker-agtigt" udseende.

_____

Jeg har lige modtaget en pressemeddelelse fra et nyt, dansk skomærke, der netop har set dagens lys. Navnet er BORN//RAISED, og firmaet slår sig op på at kombinere "the everyday sneaker with the classic shoe." Det har man jo hørt før. Og set før.

Men jeg blev alligevel noget overrasket, da jeg så de medfølgende billeder. For i mine øjne ligner det, at BORN//RAISED skamløst har kopieret Nikes samarbejde med skofirmaet Cole Haan.

Nike x Cole Haan-samarbejdet eksisterede i et par sæsoner men sluttede for nogle år siden. De bemærkelsesværdige sko står dog stadig friskt i hukommelsen på grund af Nike og Cole Haans innovative sammensætning af klassisk herresko og Nikes karakteristiske LunarGrand-sål. På den måde fik man en pæn sko, der samtidig var hamrende komfortabel.

Det lader man til at have bemærket hos BORN//RAISED, som nu lancerer en stribe sko med netop klassisk overdel og en sål, der er mere end kraftigt inspireret af LunarGrand. Døm selv på billederne her på siden.

Jeg forstår ikke den totale mangel på respekt for en original idé. Det er fint at lade sig inspirere og videreudvikle et koncept, der viser sig holdbart, men at planke et produkt så groft og kalde det for sit eget bør afføde både hån, spot og latterliggørelse.

Nike x Cole Haan LunarGrand Wingtip.

BORN//RAISED.

Nike x Cole Haan.

BORN//RAISED.

Nike x Cole Haan.

BORN//RAISED

BORN//RAISED har ifølge informationerne i føromtalte mail adresse på Nørregade 36-38 i Holstebro - samme sted som tøjbutikken Munk Store. Om det er de same folk, der står bag BORN//RAISED, ved jeg ikke, men noget kunne tyde på det. I øvrigt: Der findes også et tøjfirma i L.A., der hedder Born x Raised.

Nike ejede i øvrigt Cole Haan frem til 2012, indtil de solgte firmaet til Apax Partners for $570 mio. Cole Haan laver stadig sko med LunarGrand-såler.

Historien minder mig i øvrigt om en historie fra tidligere i år, hvor jeg opdagede, at et ungt dansk firma ved navn Copenhagen Road kopierede det amerikanske firma Knife and Saw's indendørs cykelholder skamløst.

Ses i retten.