I aftes stoppede verden op i halvanden time for at se Champions League fra Old Trafford. Jeg var på pressepladserne for at følge Manchester United mod Real Madrid i Champions League-1/8-finalen. Her kommer et par indtryk og nogle billeder fra kulisserne.
Billedet ovenfor:
Efter showet. Billedet er taget mindre end 10 minutter efter kampen er slut, og stadion er allerede næsten tomt. Det var inden for disse kridtstreger, at José Mourinho og Sir Alex Ferguson stod og dirigerede med spillere og dommer. Da Nani blev vist ud af den tyrkiske dommer, sprang manager Ferguson op af sit sæde og væltede Albert - den flinke, gråhårede mand, der sørger for at klargøre tøjet til United-spillerne - for at løbe ned i sit felt og råbe skotske forbandelser. Så vendte han sig ud mod tribunerne og lavede svingende armbevægelser, der opfordrede publikum til at pumpe volumen op. Det samme gjorde Ryan Giggs, der spillede sin kamp nr. 1000. I forvejen var stemningen elektrisk, jeg har aldrig oplevet så høj volumen på Old Trafford. Skub til taget. Men dommeren vandt.
Annonse
Presserummet på Old Trafford inden kampen. Journalister fra hele verden skriver allerede, som om Fanden var i hælene på dem (det er han også),og som om kampen var slut (den er ikke begyndt). Tv-kommentatorerne tager det mere roligt og sludrer over kaffen. Sludren er også en slags opvarmning.
Så er der britisk buffet - absolut ikke fancy, men solidt nok: indisk karryret, pommes frites og en parade af engelske pies med tvivlsomt kødfyld. I pausen samles journalister om fjernsynet for at se højdepunkter. Dertil serveres kage og kaffe. Lidt ligesom hjemme hos mor.
Tv-kommentatorerne sidder længst væk fra banen. Måske er det for at få det gyldne overblik fra helikopteren. At passere gennem tv- og radiokommentatorernes afsnit er som at få en tur i Babelstårnet. Det lyder som om alle sprog i verden bliver talt samtidig. Det universelle sprog hedder Champions League.
Hele rækken foran mig var besat af japanske journalister, der til gengæld er besat af Manchester Uniteds japaner Kagawa. Han kom ikke på banen, men japanerne var da ligeglade om han så havde været reservespiller - de skrev om Kagawa alligevel, kunne jeg se på billederne, der illustrerede deres reportager. En af de japanske journalister kunne dog også lige få tid til at tjekke en video med en japansk skolepige, der vred sig rundt uden ret meget tøj på. Han så den tre gange. Hans lands- og sidemand havde solbriller på under hele kampen. Whatever works for you.
De hundredvis af journalister sidder tæt som uøkologiske svin og unfair trade-høns. Jeg har haft den samme hollandske sidemand et par gange. Han bander og fnyser og harker altid over manglende plads og dårlig netforbindelse. Ellers er han meget flink. De engelske journalister er bange for Alex Ferguson og bitchtalker om ham, lige så snart han har forladt pressemøderne. De udenlandske forstår ikke, hvad han siger.
Selv om komforten er ret elendig på pressepladsernes stive stole, der må være lavet til børn, eller andre meget små mennesker, kan man ikke brokke sig over udsigten.
Annonse
Gladiatorernes Indtogsmarch - også kaldet Champions League-hymnen. Det er showtime.
Efter kampen var Alex Ferguson så sur på dommeren, at han sendte sin assistent Mike Phelan til pressemødet i stedet. Så jeg gik ned i den såkaldte Mixed Zone.
UEFA Champions League Mixed Zone foregår under tribunen på Stretford End. Omkring 200 medietosser fra Brasilien, Danmark, USA, Kina og what have you bliver mast ind i på et meget lille område, hvor stjernerne er forpligtet til at passere hastigt forbi mellem nogle hegn. Nogle gange stopper nogle af spillerne op. Cirkus og halløj.
Det er under dødsstraf forbudt at tage billeder i Mixed Zone. Sjovt nok må man gerne skyde med tv-kameraer, men det SKAL foregå foran de officielle Champions League-skilte. Kan det have noget med sponsorerne at gøre? Manden i billedet (med slipset) konfiskerede min kinesiske sidedames akkreditering på stedet, da hun tog et billede med sin smartphone. Go' tur hjem til Shanghai.
Næsten alle stjernerne kom forbi, én efter én, og fik lov at gå hjem i fred. Men da ham her kom, begyndte kamerafolk og skriverkarle at stå på nakken af hinanden. Nogle blev uvenner. Han tog sig god tid - to minutter i alt - til at svare på spørgsmål.
Udenfor ventede tusindvis af fans - bag et hegn for at få et glimt, inden CR7 steg på spillerbussen. Der udspillede sig Justin Bieber-koncert-agtige scener, som havde både teenagepiger og voksne mænd som deltagere. Da Ronaldo kom ud, hvor bussen stod og ventede på at køre Madrid-spillerne til lufthavnen, blev den sprøde natteluft flænget af et brøl, som næsten matchede det, Manchesters fortabte søn fik inde på banen, da hans navn blev råbt højt.
