Oklahoma City Thunder manglede Serge Ibaka. I de to første kampe mod San Antonio Spurs var de blevet blæst ud af banen. Især i Kamp 2 spillede Spurs noget af det flotteste og mest overlegne basketball, som er blevet vist i dette års playoffs. Offensivt og defensivt virkede alt for dem og de så uovervindelige ud. Der er stadig nogle som kalder Spurs kedelige, men for det meste var internettet måbende af beundring og blandt andet denne video blev meget delt:
Men i Kamp 3 kom Serge Ibaka tilbage. Det var første kamp på hjemmebane i serien og med hjemmepublikummet i ryggen fik Thunder-holdet et ekstra spark energi. Thunder vandt 106-97. kampen var reelt afgjort med 6 minutter tilbage, da Thunder førte med 20 point og Spurs’ træner Popovich valgte at smide håndklædet i ringen, skifte sine bedste spillere og kæmpe videre i næste kamp. I Kamp 4 i nat var det allerede midtvejs gennem 3. quarter at Popovich trak sine startere og valgte at kæmpe videre en anden dag.
For snart to år siden valgte Oklahoma City at handle James Harden og beholde Serge Ibaka. Thunder mente at de kun havde råd til en af dem og valgte Ibaka. Siden dengang har det været en yndet leg at lege ”Hvad nu hvis” omkring Thunder, især fordi Harden blev så god i Houston. Men Thunder holdt dengang på at de ville være bedre, hvis deres gode spillere havde forskellige evner. Serge Ibaka har defensive egenskaber, som ingen af Westbrook/Harden/Durant kan komme i nærheden af.
Annonse
I starten af sin karriere var Ibaka primært en shot blocker, som kom ind fra siden og satsede på det flotte highlight. Han førte NBA i blocks per kamp i ’12 og ’13, og selvom han stadig får mange blocks, så har han udvidet sit defensive spil til at være ganske solidt. Han kan lukke en point guard ned på en pick ’n roll, nå tilbage til sin egen mand og rotere ud til en skytte, alt sammen inden for få sekunder.
Men Serge Ibaka er også undervurderet offensivt, hvor han bidrager med gode skudprocenter. Ud over at være god omkring ringen, så har Ibaka udviklet et meget solidt skud. Han får meget plads når forsvaret (forståeligt) fokuserer på Kevin Durant og Russell Westbrook. San Antonio Spurs har stadig mareridt om Kamp 4 i Conference Finals for 2 år siden, hvor Ibaka gik 11 for 11 fra gulvet:
Ibaka er tydeligvis ikke tilbage på 100%, men hans tilbagekomst gav et kæmpe boost til Thunder. Især defensivt har de fået lukket ned for de nemme scoringer. Hvor Spurs skød 78% tæt på kurven i Kamp 1 og 2, så skød de kun 50% i Kamp 3 og 46% i Kamp 4.
Man skal ikke male fanden på væggen for Spurs. Trods alt har begge hold nu ”bare” vundet kampene på hjemmebanen. Men man kan ikke undgå at tænke på 2012, hvor Thunder vandt 4-2 efter at være kommet bagud 0-2. Spørgsmålet er om Spurs’ spillere kan lade være med at tænke for meget på det. Kamp 5 natten til fredag bliver et drama! Den kan ses på DK4.
LeBron James og resten af Miami Heat har taget en 3-1 føring over Indiana Pacers. Pacers så meget middelmådige ud i 1. og 2. runde af playoffs, men de er bygget til at bekæmpe Heat og har givet dem god modstand. Lance Stephenson fra Pacers har haft gang i en del trash talk både mod Dwyane Wade’s alder og knæproblemer og mod LeBron James. Lance er noget af en løs kanon, men er faktisk også en glimrende basketball-spiller. Han har været god i år og giver noget vildskab til Indiana, så han har det ikke bare i munden.
Men Dwyane Wade har været vintage Dwyane Wade, Ray Allen rammer treere som var han 10 år yngre og så har Miami jo klodens bedste spiller:
Annonse
Nogle gange er han jo bare ikke fair… Paul George fra Indiana Pacers sagde efter Kamp 4 at han mente at Indiana havde udspillet Miami, men at det var forskellen i antal straffekast som afgjorde kampen, dvs. en hentydning til at ansvaret til dels lå hos dommerne. Til det sagde LeBron James:
Så er den ligesom lukket. Hvis man så kampen, så var der heller ingen tvivl om at Miami var det bedre hold. Rent faktisk har Indiana set over alle fire kampe ind til nu skudt flere straffekast end Miami. Men Miamis angreb er flyvende. De har scoret 115,3 point per 100 boldbesiddelser. Det er BEDRE end deres sæsongennemsnit og vel at mærke mod Indiana, der havde sæsonens BEDSTE forsvar. Jeg tror at serien er ovre. Det ville ikke overraske mig, hvis den slutter her efter 5 kampe. I nat kan man se den på DR3.
Hvis man ikke kan få nok basketball og trænger til at prøve sig selv af, så afholder GAME for tiden kvalifikationsturneringer til det danske DM i streetbasket. De kommer rundt i hele landet og man behøver ikke være tilmeldt en klub for at deltage.
Kom ud og vis, om du er en LeBron James, Stephen Curry eller Kyrie Irving. Selv hvis du ikke selv kan være med, så kom ud og se noget god basket. Vi ses derude!