Ryan Giggs fylder 40 år. 22 år, ni måneder og 951 førsteholdskampe efter sin debut for Manchester United.
Lørdag i slutningen af november 1991 var jeg ingenting. Jeg lå på bunden af min ungdoms første alvorlige nedtur, efter min medicinstuderende kæreste havde kasseret mig nogle måneder forinden. Hun mente ikke noget ondt med det, da hun smed mig ud fra sit 19 etager høje forstadskollegium i helstøbt beton. Hun havde bare mødt en anden. Selv om hun var virkelig kedelig, og vores forhold var en jævnt utilfredsstillende dødssejler, som aldrig skulle have varet et helt år, var jeg så langt nede i min selvmedlidende depression, at jeg som så mange andre dødeligt sårede unge mænd før og siden mente, at der kun fandtes hende. I hele verden. Der var ikke andet end hende. Der ville aldrig blive noget andet end hende. Og jeg kunne ikke få hende. Men det kunne alle andre mænd. Hele tiden.
Jeg skulle møde kl. 9 på redaktionen, men begyndte at møde senere og senere. Kl. 10. Kl. 11. Så skulle jeg forsøge at løbe spidsrod gennem avisens ansatte og samle mig sammen til at mumle ”øh, godmorgen”. Hver dag skulle jeg sidde op ad to midaldrende annoncesælgere, som fortalte sjoferter og havde sådan et grin, som meget udadvendte mennesker har, lidt længere væk sad de to lige så jordnære og joviale sekretærer, og længst væk bladchefen. Det var svært nok for mig at tale med dem i forvejen, uden depression og kærlighedssyge. Nu sagde jeg stort set ikke noget, jeg kunne ikke engang svare, når de spurgte mig om noget. Så det holdt de op med. De syntes, jeg var sær, og de havde ret. Situationen var stærkt uholdbar. Redaktøren kunne godt se, at den var gal med mig. Han var flink, men hvad skulle han stille op med mig? Det blev værre og værre. Jeg slæbte mig ned på avisen, og forsøgte hver dag at overvinde min angst og massive blokering, når jeg skulle ringe til kilder og lave interview. Til sidst holdt jeg op med at ringe og fandt på alle mulige krumspring for at kunne skrive artikler uden at have talt med nogen andre end mig selv. Jeg var på vej ned, længere ned i hullet, og jeg kunne mærke det hele vejen, og selv om jeg hadede mig selv for det, kunne jeg intet stille op.
Annonse
Så blev jeg forelsket. Jeg er så urimelig røvsygt statsautoriseret heteroseksuel as they come, men der findes ingen andre ord for det, jeg oplevede den Tipslørdag i november 1991. Kommentatoren rømmede sig igen og sagde, at den spiller, der nu blev skiftet ind, var en meget ung spiller, som de ventede sig meget af i Manchester. 17 år var han kun, men allerede udråbt til den nye George Best, sagde kommentatoren. Jeg husker et lynglimt. Jeg husker, at jeg rettede mig op i sofaen og lænede mig frem. Jeg husker en skikkelse, mørkt hår, en rød trøje og nogle lange, tynde ben der flænser banen op i et glidende løb med bolden foran et halsende kobbel af tre store forsvarsspillere, og så mærker jeg luften blive suget ud af mig på den der svimlende måde, som man ikke oplever ret mange gange i livet.
Det var Ryan Giggs.
Et billede fra da jeg interviewede Ryan Giggs i Manchester i 2008. Samt et billede af en støvle, han har spillet i, som jeg er den lykkelige ejer af. Jeg har efterhånden mødt ham en del gange, og han er en rigtig flink fyr.
