Seks serier der stadig holder
Nogle serier får så meget buzz over alt i verden, at streamingfolket efter et par sæsoner dropper dem, fordi de simpelthen er for hypede. Her er imidlertid seks serier, du skal kaste dig over, fordi de holder et ualmindeligt højt niveau hele vejen igennem.
’Generation Kill’ på HBO Nordic
At denne formfuldendte serie kun fik én sæson er mere end ærgerligt, for så meget kompleksitet er der hverken før eller siden proppet ind i en historie om mænd i krig. Det er nu ikke så underligt, for det er folkene bag ’The Wire’, der her genskaber en sand fortælling om unge amerikanske mænd i Irak. Styrken ved serien er især, at kameraerne blot følger med uden at overfortolke eller forklare os seere noget som helst. Vi må selv tage stilling til soldaternes liv og kampe. Og det er ganske enkelt dybt fascinerende.
’Enlightened’ på HBO Nordic
Man skal muligvis være halvtosset for at kunne lide ’Enlightened’, men på den anden side skal man også være halvtosset for ikke at kunne lide serien. Laura Dern spiller en kaotisk kvinde, der vender tilbage til arbejdsmarkedet efter et nervesammenbrud og en tur på rehabilitering. Men alle hendes nye idéer og visioner passer ikke rigtig ind i det hurtigløbersamfund, som hun på én gang forsøger at blive en del af og samtidig afskyr.
’Trailer Park Boys’ på Netflix
Denne geniale mockumentary har nået sin ottende sæson (efter seks års pause) og er stadig ustyrligt morsom, fordi de tre hovedpersoner er så dumme, at de tipper over og bliver helt, nå ja, realistiske. Livet i den canadiske trailerpark Sunnyvale byder på konstant åndssvage indslag samt masser af lommefilosofi for mennesker med meget små lommer. Særligt den usympatiske Ricky, der trykker sine egne penge af hash, er uovertruffen, og han giver samfundet fingeren på en måde, der er så uortodoks og ubegavet, at man ofte hulker af grin.
’Halløj på badehotellet’ på TV2 Play
Ja, serien er fra 1970’erne. Ja, det er klassisk falde-på-halen-komik. Ja, det er noget ældre mennesker stadig klukker over. Men de klukker faktisk med god grund, for John Cleese er timingens mester i serien om en badehotelejer, som alt hele tiden går galt for. Under denne historie simrer humor på et ret højt verdenshistorisk niveau, og så er Cleeses kampe med tjeneren Manuel fra Barcelona ofte så udsyrede, at man ikke kan andet end at more sig kosteligt.
’Sons of Anarchy’ på NetflixBikere har vi set i mange afskygninger i filmverdenen, men sjældent har de fået så meget plads som i denne formidable serie om livet blandt de hårde drenge på kæmpekværne. Fortællingerne står sommetider så stærkt frem mellem mændene, at amerikanske kritikere har kaldt serien for ”Hamlet på Harley”. Det er ikke helt skævt, for Anarchy-karaktererne er så diffust (men samtidig elegant) tegnet, at selv de mindste forviklinger eller intriger fremstår som sindbilleder på både det amerikanske samfund og den moderne mands trængsler i verden.
’Mad Men’ på Netflix
Hvis du ikke allerede er på fornavn med Don, Peggy og Joan, så se at komme i gang med den nok mest stildefinerende serie nogensinde. ’Mad Men’ er blevet kritiseret for at gå i tomgang, men det beror formodentlig mere på utålmodige seere end på kvaliteten. Den plagede reklamechef Don Drapers nedtur i New York Citys ikoniske 1960’ere er nemlig uendeligt smukt fortalt i både tekst, billeder og skuespil. Derfor kan man heller ikke andet end glæde sig til seriens syvende og sidste sæson, hvor første halvdel snart har dansk streaming-premiere.