Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg ingen problemer har med at huske hvilket år Sveriges statsminister, Oluf Palme, brutalt blev skudt ned på åben gade i Stochholms bymidte. Det var i 1986.
Men i 1986 skete også en anden begivenhed, som har haft stor betydning for mit eget liv. En begivenhed, jeg føler, jeg kan huske, selvom jeg faktisk ikke har oplevet den. I 1986 var verdenssamfundet vidne til den værste atomkatastrofe i den civile atomkrafts historie, da en atomreaktor i Tjernobyl eksploderede.
Mine forældre kommer fra Ukraine og jeg blev selv født i hovedstaden Kiev 2 år efter ulykken. Kiev ligger blot 130 km fra Tjernobyl. Derfor har jeg altid haft Tjernobyl tæt på, både i familie- og følelsesmæssig forstand.
Annonse
Reaktor 4 eksploderede 26. April og det er som om, katastrofen går i arv til ukrainernes børn. Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg hører om ofrene og omstændigheder ved Tjernobyl-ulykken.
Årsagen til ulykken var, at operatørerne testede nødsystemerne. På få sekunder løb eksperimentet løbsk, og reaktorbygningen eksploderede, mens grafitten i reaktorkernen gik i brand. Da reaktoren ikke var kapslet ind i beton eller stål, sendte eksplosionen en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Det drev i mange måneder med vind og nedbør ud over det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og helt til det østlige USA.
I dag er ruinerne af den ødelagte Reaktor 4 indkapslet i en sarkofag af beton, og det er forbudt at færdes i en radius på 30 kilometer omkring værket.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
