Top of the Lake HBO Nordic
'Top of The Lake' er 'Twin Peaks' moderne arvtager
Mens vi venter på ’Twin Peaks’…
… bør du se ’Top of The Lake’.
David Lynch afslørede forleden, at ’Twin Peaks’ vender tilbage i 2016 efter 25 års pause. Hvis du har svært ved at vente, er ’Top of The Lake’ et formidabelt alternativ.
Som i ’Twin Peaks’ åbner også ’Top of The Lake’ med en ung kvinde i en sø. Denne gang er hun imidlertid i live; Tui er 12 år gammel, fem måneder henne i sin graviditet og på vej til at tage livet af sig.
Kriminalbetjent Robin Griffin (Elisabeth Moss) er tilfældigvis på egnen for at besøge sin syge mor, og hun bliver bedt om at assistere i sagen. Da Tui kort efter forsvinder, trækkes Robin ind i det lokalsamfund, hun har forsøgt at flygte fra hele sit liv.
’Top of The Lake’ kunne altså på sin vis lige så godt have heddet ’En kvinde vender hjem’, men navnet er nu alligevel velvalgt. For selvom vi følger Robins snævre og bumlede vej ind i det dystre, vanvittige og sommetider morsomme lille new zealandske hobo-samfund, så er det søen, der giver alle karaktererne næring. Legenden vil nemlig vide, at søen hæver og sænker sig hvert femte minut, og på den måde agerer vandet simpelthen åndedræt for hele samfundet i ’Top of The Lake’.
LÆS OGSÅ: 9 (oversete) film og serier på streamingtjenesterne lige nu
Kriminalbetjent Robin Griffin går mange sære ting igennem i seriens i alt syv afsnit. Oplevelserne er ikke lige så udsyrede som Agent Dale Coopers i ’Twin Peaks’, men de er mindst lige så fascinerende, eksempelvis når vi seere får et indblik i Tuis far, Matts, sind og på den måde også stifter bekendtskab med ’Paradise’ – en gruppe for hårdtprøvede kvinder – som har sat sig på noget af Matts (der i øvrigt er gangster) tidligere jord. På sin vis kan kriminalbetjentinden godt forstå kvinderne, på sin vis nærer hun som moderne kvinde dyb afsky for dem.
Det var netop dobbeltheden i karaktererne, der gjorde David Lynchs ’Twin Peaks’ til noget ganske særligt, og med instruktør Jane Campion sikkert bag historien fremstår også ’Top of The Lake’ underfundig, elegant, billedskøn og uhyggelig. Campion er som Lynch kunstfilminstruktør med stort K, men i modsætning til hendes småtunge mesterværker ’En engel ved mit bord’ (1990) og ’The Piano’ (1993) er ’Top of The Lake’ mere præcis, fordi man fornemmer, at hver eneste scene har en betydning, mens hvert eneste billede bringer os videre i fortællingen.
Og fuldstændig ligesom ’Twin Peaks’ er også ’Top of The Lake’ bygget på et nærmiljøfundament. Vi får præsenteret et lille samfund, en sø, masser af store og små hemmeligheder samt storladne og æstetiske billeder. Alt dette skaber en fornemmelse af uhygge og elegance på én og samme tid, hvilket på sin vis gør ’Top of The Lake’ til ’Twin Peaks’ moderne arvtager. I visse kredse er Campions serie dog blevet kritiseret for at være for feministisk i sin verdensskildring. Men sandheden er nu nok nærmere den, at serien er filministisk; en hyldest til, at billeder kan afspejle en fortællings kerne på fornemmeste vis.
Se den før alle andre er færdige med at tale om den.’Top of The Lake’ kan streames på HBO Nordic.
Tre nørdede ting, du kan slynge ud i en diskussion om ’Top of The Lake’:
Kvinderne fører an i hidtil uset gradDu har muligvis slugt ’The Wire’ og andre store politiserier, men med ’Top of The Lake’ får man en genrehistorie, der for første gang er helt og holdent dedikeret til kvindelige hovedkarakterer. Det er ikke feminisme, det er såmænd bare forfriskende.
Instruktøren er hjemmevant
Jane Campion ejer en hytte på New Zealands sydø, hvor ’Top of The Lake’ er blevet optaget. Instruktøren fik idéen til serien på en vandretur, hvor en frossen sø skabte plottet.
En alternativ hovedrolle
Faktisk var det slet ikke meningen, at Elisabeth Moss skulle have spillet Robin Griffin i serien. Tværtimod skulle Anna Paquin (som Campion arbejdede sammen med i ’The Piano’) have trukket sin karriere væk fra ’True Blood’s vampyrer samt ’X-men’s figurer og ind i det mørke new zealandske bush-land. Dog fristede en ny kassefilm efter sigende Paquin, og Moss sprang til.
LÆS OGSÅ: Overvågning, fodbold og skelsættende New York-rap: 10 holdepunkter i Dox-junglen