”Er du et træ eller en klippe?” spørger Johan Borghäll, en ældre svensk lektor i bevægelse. Jeg spørger mig selv, hvad fanden det er, jeg gået ind til.
Jeg kigger på ham. Hvad mener manden? Han smiler, kigger indtrængende på mig, som om han forventer et svar. Jeg kender ikke svaret endnu. Men jeg er i gang med at finde det. Jeg er på workshop.
Ideen til workshoppen er opstået på et møde med mentaltræner Christian Engell, som hjælper mig med min personlige udvikling uden for banen. Vi er enige om, at min mentale udvikling kan komme til at tage noget tid, og at den kommer til at koste. Men jeg har fra begyndelsen været parat til at investere i den udvikling.
Det er derfor, jeg nu er på en ud af en række workshops, hvor jeg leger og danser, er et træ, en klippe. Undervejs kan jeg ikke lade være med at grine og tænke ”Hvad ville mine holdkammerater, trænere og journalisterne ikke sige, hvis de så mig lige nu?”
Derfor vil jeg prøve at forklare, hvad det hele går ud på.
Fandt mit venstreben
”Du kan jo godt med venstre” siger Christian Engell med et overrasket udtryk. Det er i december 2010, og vi sidder i hallen på Syddansk Universitet i Odense og kigger på slowmotionbilleder af mig, der prøver forskellige spark af.
Mit venstreben har indtil nu altid været et stå-ben, ja som én har sagt til mig, så har mit venstreben savnet mig. I mange år har jeg prøvet at træne det, men det er aldrig rigtig blevet bedre, jeg har aldrig rigtig oplevet et gennembrud. Derfor er vi taget til Odense, hvor de rigtige folk og det rigtige udstyr kan hjælpe med at filme mine bevægelser i super slowmotion, så vi kan få et bedre grundlag at korrigere ud fra. Det er vildt spændende at studere billederne, lave en lille ændring af støttebenets afstand til bolden eller bruge billederne af højrebenets bevægelser og kopiere dem med venstrebenet.
Den halve dag gør ikke, at jeg blev ”flydende på venstrebensk”, men den skaber en fed aha-oplevelse og et ønske om at finde andre områder hvor jeg kan gå i dybden – næste workshop er allerede på vej i tankerne.
Åndedrættet
”Bare rolig, du kommer ikke til at gå i koma, så længe jeg er her” siger Stig Åvall Severinsen, som nogle nok kender fra dokumentaren på Discovery Channel, som ham, der har holdt vejret 22 minutter under vandet.
”Jamen det er jo betryggende…” siger jeg med en vis skepsis. Det er i maj 2011, og jeg har sat Stig stævne, fordi jeg har læst en af hans bøger om åndedrættet og er blevet meget inspireret af hans tanker om at bruge åndedrættet som link mellem krop og sind. Samtidig vil vi se, hvilke specifikke erfaringer jeg kan gøre mig i forbindelsen fodbold kontra åndedræt. Det med at kunne afgive kontrol, stole på kroppen og ikke mindst presse mig selv længere end jeg regner med, synes jeg er spændende.
Derudover ligger der en restitutions-tanke bag – måske kan åndedrættet hjælpe til at udlede flere affaldsstoffer og dermed hjælpe kroppen hurtigere på fode efter en hård belastning.
Den første opgave lyder: ”Ned under vandet og vis mig hvor lang tid du kan holde vejret”. 1 minut og 20 sekunder kæmper jeg mig igennem, men jeg er hverken særlig stolt eller glad bagefter, for det er en kamp og ikke et samspil mellem krop og hoved. Mentalt er jeg hele tiden i alarm-beredskab, og kroppen reagere ved at spænde, og dermed bruger den mere ilt end nødvendigt.
Som dagen forløber, og instruktionerne bliver flere, begynder jeg at føle glæden ved et godt dyk, og samtidig lærer jeg mekanismerne at kende; ikke mindst evnen at smile, mens min mave går i kramper. Jeg ender med et dyk på 3 minutter og 30 sekunder. Jeg synes, at det er vildt interessant at mærke, hvordan jeg kan slippe den angst som kroppen føler, ved simpelthen at slappe af og drømme mig ud på eventyr.
Den følgende måned står jeg hver morgen 30 minutter tidligere op, lægger mig på min måtte inde i stuen og laver åndedrætsøvelser, som skal smidiggøre og udvide mave- og brystkasseområdet. Jeg slutter altid af med selv at holde vejret så lang tid som muligt. Stig Åvall Severinsen og jeg har aftalt en ny dag, hvor vi skal slå rekorden på de 3.30, så jeg føler mig lidt som en rekordforsøgsdeltager i træningslejr.
Rekorden bliver slået med længder. Jeg kommer faktisk så langt ud, at Stig til sidst må sige til mig, at nu skal jeg komme op. Jeg husker ikke noget af de sidste 30 sekunder, der var depoterne så tømte, at hovedet og tankerne slukkede. Vi konstaterer at det med at presse sig selv og samtidig give slip, det har jeg lært… Tiden bliver 4 minutter og 42 sekunder! Jeg kan ikke fatte, hvor stor forskellen er fra de slidsomme og frustrerende 1.20 minutter.
Den dag i dag følger bevidstheden omkring mit åndedræt med mig, og de teknikker, jeg har lært, kan jeg bruge i stressede situationer for at få kroppen ned i gear. Jeg er sikker på, at åndedrættet indeholder mange spændende facetter, som ikke bruges nok i det generelle liv, men især bruges for lidt af fodboldspillere. Hvem har ikke set Cristiano Ronaldo tage det obligatoriske dybe åndedræt lige inden, han sparker frispark? Måske det også bliver en mere integreret del af selve spillet på banen med tiden.
Hvorfor?
”Jamen, hvorfor koncentrerer du dig ikke bare om fodbold i stedet for at bruge al den tid og energi på alt muligt andet,” spørger en af mine gode kammerater mig en dag. Det har jeg selvfølgelig også selv tænkt over …Jeg er født med en stor nysgerrighed omkring, hvordan jeg kan gøre tingene endnu bedre og smartere. Jeg elsker personligt at lære nyt på det personlige plan, og jeg har verdens bedste legeplads til at sætte det i spil, nemlig fodbolden. Jeg har været heldig at opleve klubber og trænere, som har været langt fremme på beatet med den nyeste forskning og måder at gøre tingene på omkring fysisk træning og øvelser på banen, men jeg tror samtidig på, at fodbolden stadig har meget at lære.
Og ud fra egen erfaring, så tror jeg, at noget af den bedste lærdom kan ligge uden for selve fodbolden. Det kan måske lyde lidt langt ude, men hvorfor skal vi ikke kunne lære af cykelryttere eller vægtløftere? Eller endnu længere væk såsom en leder fra erhvervslivet, som også bryder sit hoved med at få taktikken på plads, så han får det bedste ud af sit hold, så resultatet på bundlinjen stiger. Jeg tror i hvert fald på, at der er meget endnu, som fodbolden kan lære, og at næste kvantespring ikke nødvendigvis ligger inden for de områder, som fodbolden allerede arbejder med. Vi arbejder nemlig allerede meget på det fysiske, tekniske og taktiske område, og jeg tror ikke, forbedringerne dér vil rykke ret meget.
Det var også derfor, at jeg i tiden i FCK fik gennemført en bachelor i almen erhvervsøkonomi på CBS. Det passede perfekt efter træning lige at cykle forbi og få andre inputs end taktiske mønstre, indersideafleveringer og jokes i omklædningsrummet. Det gjorde, at jeg følte, jeg flyttede mig både som spiller og som menneske. Det gjorde også, at jeg i tider, hvor fodbolden måske ikke lige kørte på skinner, automatisk fik andet at tænke på og dermed en tiltrængt pause til et hoved, som har det med at gruble for meget, hvis jeg har for meget tid.
Da den uddannelse var færdig, og jeg flyttede til Stuttgart, valgte jeg at fokusere 100 % på at få succes på banen. Det valg gjorde også, at jeg efter noget tid manglede følelsen af at rykke mig uden for banen. Derfor blev Christian Engell og jeg enige om, at workshops og forberedelsen til dem kunne være min nye uddannelse. Vi ville selv skabe den.Det er min opfattelse, at workshops har rykket mig og gjort mig bedre. Hvor mange procent bedre kan jeg ikke præcis vurdere, men tiden er godt givet ud. Jeg ser det som en investering i mig selv som spiller og som menneske. Hver procent jeg bliver bedre som spiller, er mange penge værd i form af bedre kontrakter. Tænk på at øge en spiller som får 10 millioner kr. i løn om året med 5 %. Det vil teoretisk betyde at spilleren nu burde få 500.000 kr. mere om året. Sådan fungerer verden ikke altid, men set over lang tid er jeg sikker på, at afkastet af udgifterne til workshops er kommet mange gange tilbage. Måske jeg skulle investere i en workshop om at score nogle mål… Det ville nok også give mere på afkast-siden.
Dans
”Bare lad kroppen selv bestemme, hvordan den vil danse” det er igen Johan Borghäll, der er lektor på Syddansk Universitet, som udfordrer mig og min krop. Jeg har lukkede øjne og starter på at bevæge mig rundt til noget musik, jeg ikke rigtig kan definere.”Lad den følelse, der opstår, styrer kroppen” kommer næste henvisning, mens han blidt skubber mig ind mod midten af rummet, da jeg er lige ved at smadre hovedet ind i træpælen ved kaminen.
Den aften i marts 2013, midt i min allermest frustrerende tid i Stuttgart, opdager jeg for første gang, hvordan en trance opleves. Jeg husker ikke, hvor lang tid jeg danser, jeg husker bare, at kroppen vil bevæge sig hidsigt og aggressivt. Jeg ligger bagefter helt forpustet og svedende på gulvet, mens jeg smilende tænker på, at jeg endnu engang har oplevet noget fuldstændigt nyt og grænseoverskridende. Det er ikke fordi, jeg har brugt trancedans sidenhen, men det har udvidet min forståelse af følelser og krop.
Jeg har ønsket at sætte fokus på udvikling af kroppen, fordi jeg synes, at jeg egentlig er rigtig stærk, men at jeg sjældent befinder mig i situationer på banen, hvor jeg kan bruge det. Og endnu vigtigere: Jeg søger det faktisk ikke. Så hvorfor har jeg det forbehold for at komme for tæt på modstanderne?
Den første workshop med Johan Borghäll foregår i Stuttgart og har fokus på at få udvidet forståelsen af bevægelse. Hvad er bevægelse egentlig, og hvordan kan jeg eventuelt bevæge mig lidt anderledes på banen? ”Du er jo meget lineær og konstant” siger Johan om min nuværende bevægelse, efter han har set en kamp på Mercedes Benz Arena i Stuttgart. Derfra afprøver vi andre måder at bevæge sig på, andre mønstre, som er totalt ukendte for min krop. Den første workshop giver anledning til næste workshop som foregår i sommeren 2014, hvor bevægelse igen er på dagsordenen. Denne gang går vi mere i dybden og omsætter vores resultater direkte til fodboldspecifikke øvelser.
Se videoen om workshopdagen her, hvor jeg også får stiftet bekendtskab med basketball og den måde, man bruger kroppen i den sportsgren. Gå ikke glip af synet af lille William kæmpe mod 100 kg tunge basketball-spillere – det var en unfair konkurrence…
William Kvist - Ude på noget from Vindermentalitet on Vimeo.
Om jeg er blevet en klippe eller et træ eller begge dele, kan jeg ikke sige endnu. Om jeg bliver det, kan jeg heller ikke sige.
Men det føles ikke omsonst at søge. Jeg føler, jeg flytter mig, jeg føler, at jeg udfordrer, mig selv ikke mindst, men også fodboldverdenen. Jeg prøver at gå på grænsen, måske også over grænsen til tider, men det er spændende. Ja, det er faktisk utroligt spændende, hvad der sker inde i et klippetræ.
LÆS OGSÅ: William Kvist på transferdating
LÆS OGSÅ: William Kvist: Alt kan ske, indtil sidste underskrift er sat
LÆS OGSÅ: Fodboldagentens hektiske deadline
