”Good morning Gaffer,” siger jeg til vores nye træner Gary Caldwell ved Stockport togstation. Vi er på vej ned for at spille mod Millwall. I Tyskland bruger man ordet ’Trainer’ eller ’De’, når man tiltaler træneren.
Heldigvis bruger man ikke trænerens navn, for så ville jeg da helt sikkert have kommet til at sige det forkert et par gange med alle de forskellige trænere jeg har haft de sidste 3 år. Her er de alle sammen.
1. Bruno Labbadia
Annonse
2. Thomas Schneider
3. Rene Meulesteen
4. Felix Magath
5. Armin Veh
6. Uwe Røsler
7. Malky McKay
Annonse
8. Gary Caldwell
Det viser noget om stabiliteten i fodbold, men også noget om kursen i de klubber jeg er kommet til. Kampen for at vende nedgang til fremgang tager sine ofre. For trænerne er det meget tydeligt afspejlet i en fyreseddel. For spillerne i form af stor usikkerhed om fremtiden og til tider rodet kollektiv spillestil, som medfører, at det bliver svært for den enkelte at levere sit bedste. Det har jeg også måtte sande.
Det har virkelig været svært at levere mit bedste i Stuttgart, Fulham og Wigan. Alle tre klubber var enten i ubalance eller kom i ubalance. Men kunne jeg have forudset, at det ville ende galt?
Da jeg tog fra FCK til Stuttgart i 2011, var det med tanken om at komme til en klub, hvor jeg fra start af ville spille og være en central brik. Jeg ville ikke starte forfra med at sidde på bænken og kæmpe mig ind på holdet.
Stuttgart havde vundet mesterskabet i 2007, det er en gammel traditionsklub, som historisk set altid har været med i toppen af tysk fodbold. Inden jeg kom, havde de lige undgået nedrykning, og jeg tænkte, at det jo kun kunne gå bedre, og de ville investere i holdet.
Det lød, som om jeg kunne gøre en forskel og samtidig hoppe på et tog, som godt nok havde haft problemer, men før havde kørt rigtig stærkt. Efter et resultatmæssigt udmærket første år (7.plads i Bundesligaen og kvalifikation til Euro League), så gik det nedad igen.
Jeg kan den dag i dag ikke sætte fingeren på, hvad der gik galt (og stadig er det) i Stuttgart. Jeg har før tænkt at spillertruppens sammensætning har været dårlig. Man har satset på nogle forkerte typer, som har gjort mere skade end gavn, og man har ikke kunnet skabe et sammenhold eller et koncept.
Man har haft et stort pres udefra og specielt fra fans og tilskuere, som alle huskede mesterskabet i 2007 og Stuttgart som boldstyrende. Det tror jeg, at man kunne have tacklet bedre, måske ved i det mindste at i talesætte det frem for at gemme sig for det. Det bliver spændende at se, om de i denne sæson igen lige præcis kommer til at klare skærene, eller om det bliver dette år, hvor de må tage turen ned og gøre klar til at bygge op. Hvilket udfald, der er bedst for klubben på lang sigt, er svært at svare på.
Da jeg tog til Fulham vidste jeg, at nedrykning var en mulighed. På det tidspunkt var det en kamp mod nedrykning, men muligheden for at få en træner, der kendte mig, at kunne spille Premier League og bo i London var for god til at lade gå.
Jeg kom til en klub, hvor træneren var i gang med en udrensning, men fik ikke rigtig lov til at fuldføre den, inden han blev fyret. Derefter kom galningen Felix Magath, og alt blev kaos og frygt, hvilket vitterligt ikke hjalp på vores situation. Jeg tror stadig den dag i dag, at Meulensteen havde reddet os, hvis han havde fået lov at fortsætte, og jeg havde nok stadig spillet i Fulham. Det er noget, jeg godt kan ærgre mig over ikke lykkedes.
Rene Meulesteen
Jeg valgte a tage til Wigan, fordi jeg igen ønskede et sted, hvor jeg kunne vokse med holdet. Jeg ønskede at spille Premier League igen og var også blevet inspireret af Kasper Schmeichel, som med stor succes tog turen med Leicester op i Premier League.
Jeg ønskede et sted, hvor vi skulle være boldstyrende og i toppen af ligaen. Før denne sæson var Wigan et rigtig godt bud på lige netop det. At det slet ikke udviklede sig sådan er vistnok en mild underdrivelse. Omkring 25 spillere er kommet og gået, den tredje træner har netop taget over, og vi ligger til nedrykning til League 1.
Der er ting i livet, som du ikke kan kontrollere eller forudse. Jeg kunne have haft et lille forbehold i forhold til Stuttgart, et endnu større forbehold for Fulham, men vis mig en klub udover Barcelona og Bayern, hvor der ikke burde være et lille forbehold… Med Wigan var det forbehold stort set ikke-eksisterende, men det blev desværre ikke en succes alligevel.
Det har været ekstremt svært at acceptere, at jeg ikke har kunnet finde bedre klubber, hvor jeg har kunnet levere mit bedste. Det er en usikkerhedsfaktor i fodboldverdenen, som jeg har svært ved. Men på det punkt ligner det jo nok bare dagligdagen for så mange mennesker på deres arbejdsplads og dagligdag.
Når der er stor ubalance i en klub, spillere kommer og går, og trænere skiftes ud, så har jeg oplevet, hvor svært det er at præstere både som hold og som individ. Når trænere kommer til, så ønsker de hurtigst muligt at komme med en ny plan for spillestil, træning og kultur.
Ofte er det helt anderledes, end det der var, for der skal jo være en reaktion. Udover den ofte kortsigtede positive reaktion i form af at spillerne sætter sig ekstra op til hver træning og skal kæmpe sig på holdet, så giver det ofte også en mere usikker atmosfære.
Alle er opmærksomme på, om de er købt eller solgt. Folk går i overlevelses-mode. Det gør, at der er mindre overskud til at hjælpe sidemanden. Det gør, at der bliver arbejdet kortsigtet for at få reaktionen. Jeg har tit oplevet den positive effekt en ny træner kan have på et hold.
Det kan være 2 dage, det kan være mange uger. Men hver gang har jeg oplevet. at holdet er faldet tilbage til stort set den samme adfærd - bare i lidt andre rammer eller opstillinger. Det er som om, at ingen af de trænere jeg har haft, har kunnet tage dårligdommen op med roden og virkelig ændre noget på lang sigt.
For mig har det betydet, at jeg sjældent virkelig har haft tid til at vænne mig til en træners taktiske koncept (hvis han overhovedet har et… Magath). Samtidig har vi hver gang ændret vores fysiske arbejde. Det vil sige, at de ting der blev arbejdet på med den ene træner, fem måneder efter bliver ændret til noget helt andet for så at blive ændret igen fire måneder efter igen. Den inkonsistens gør helt sikkert, at udvikling går tabt for den enkelte og for holdet.
Samtidig har det også altid undret mig meget, at vi i fodbolden altid kun vil se fremad. Hver gang der er kommet en ny træner, så har alt indtil da været ligegyldigt. Sket er sket. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke ønsker at lære af fortiden.
Tit så ender ting jo skidt, når en træner bliver fyret. Hvorfor ikke først vende det, som gik galt, og så bruge de erfaringer til at komme videre. Jeg tror ikke på at hårdt arbejde er den eneste vej frem efter et nederlag. Jeg tror på, at hvis man erkender og forsoner sig med situationen, så gør det folk i stand til at komme videre og omsætte det hårde arbejde til resultater. Det er adfærds og kulturforandrende. At glemme alt, hvad der er sket og lukke øjnene, er ikke.
Jeg elsker at planlægge, analysere og ikke mindst kontrollere ting i mit liv. Der er en grund til, at jeg er kontrollerende midtbane. Det ligger i min personlighed.
Jeg sammenligner det nogle gange med at sejle. Mange i fodboldverdenen lader sig drive af vinden uden sejl. Jeg kan ikke lade være med at prøve at sætte sejl.
Derfor gør jeg også mit forarbejde igen denne sommer, hvor jeg står uden kontrakt. Jeg prøver at fange vinden, så jeg sejler i en forhåbentlig succesfuld retning – uanset hvad resultat bliver, så har jeg i det mindste fulgt min egen kurs.
