Op af ørkenen hæver den sig pludselig, Jyske Bank Boxen. Eller op af heden er det vel. I hvert fald op af ingenting. Det flade landskab, en følelse af fastland og nådeløs nybyggerprærie i en gammel John Wayne-film.
Den ligger der bare, midt i ødemarken. Ligesom moderbyen Herning, et par kilometer væk, bare ligger der, som et Danmarks Las Vegas - bare uden lys og ballade. Jeg ved ikke, om der er strippere, casinoer og wedding chapels i Herning, men jeg så ingen.
Jyske Bank Boxen ser massiv og majestætisk ud, ligner en aztekisk pyramide af beton. Den er flankeret af FC Midtjyllands hjemmebane og Messecenter Herning, spredt ud over en uendelig parkeringsplads. Ellers er her intet.
Annonse
Klokken er 19.15. Der er 45 minutter til DR-livesendingen af finalen i X Factor 2015 begynder i Jyske Bank Boxen i Herning. Publikumsopvarmeren går på scenen og behøver kun at synge de tre første ord af Lars Lilholts ’Kald det kærlighed’. 13.500 mennesker synger sangen til ende for ham. Så er vi i gang.
Jeg er et meget fordomsfuldt menneske. Jeg har aldrig været i Herning, men ved da godt, at byen er et Klondike langt ind i kræmmersjælen, uden historie, uden ånd, uden kultur, bygget ud af ingenting på snusfornuftigt købmandsskab for kun 100 år siden og solgt til resten af Danmark af sælgere med brandfarlige slips. Bonderøve, der spænder traileren efter Audi’en og trækker det hele fra i Den blå avis.
Det samme med X Factor. Jeg hader X Factor. Hver eneste fredag aften i sæsonen, når Blachman og Remee og Lina udnævner endnu en håbefuld amatør til fantastisk, fuldstændig unik, guddommelig, går jeg kværulerende rundt mellem stuen og min læsning af Politiken i køkkenet (til et lydspor derude af meget moderne jazz) og smadrer X Factor-kernefamiliefredagshyggen i den bedste sendetid ved at råbe ”hold kæft, hvor er det ÅNDSSVAGT”, så børnene farer sammen og dukker hovedet i sofaen.
Jeg går lige ind i stuen og kigger ind imellem læsningen af de gode debatindlæg i min Politiken. Kun et sekund. For at blive bekræftet i, at den ugentlige parade af sminket talentløshed er det definitive bevis på, at vores civilisation har overlevet sig selv.
Der er kun kunstigt lys, similiguld og sukkerovertrukne kulisser tilbage. Vi lever i Roms sidste dage. Vi har selv bedt om katastrofen. Vi fortjener at gå under. Jeg går tilbage til min gode Politiken og avantgardejazzen i køkkenet, mens jeg råber ”sådan noget indholdsløst LORT!”, og børnene får tårer i øjnene.
Jeg er på vej til X Factor 2015-finale. Som det indsigtsfulde og bare generelt fede menneske jeg er, synes jeg, det er utrolig godt set af mig, at X Factor og Herning er det samme. ”X Factor X Herning”, som de ville sige i mode- og designbranchen, når de parrer sig.
Annonse
X Factor er Hernings åndelige hjem. X Factorens DNA er det samme som Jyske Bank BoXen BiXen. Et tempel for dårlig smag og dumhed ophøjet til religion med Blachman som pseudofilosofisk ypperstepræst og Remee som Messias.
Foto: DR, Bjarne Bergius Hermansen
Det er fredag eftermiddag og den lange rejse begynder med Lyntog mod Struer via Herning og ind i Mørkets hjerte. Ved Nyborg siger handelsskolepigen fra Ballerup til sine to rejseledsagere og resten af familiekupeen, der også skal til X Factor Finale, at det er første gang, hun er i Jylland, og på Lillebæltsbroen informerer hendes veninde, der har været i Jylland på lejrskole i 8. klasse, resten af Lyntoget mod Struer via Herning om, at vi nu kører over Limfjorden.
Lyntoget kører forbi byer med navne som Borup, Nørre Aaby og Børkop, hvor de skal se X Factor Finale 2015 i aften. Efter mange timers kørsel i familiendanmarkkupeen i Lyntoget til Struer via Herning bliver der rigtig langt mellem husene. Der er kun fyrretræer og hede. Og så er vi endelig i Herning. Der er helt stille i Herning.
Det første, der er lidt forvirrende, er, at vagtmanden ude ved Jyske Bank Boxen Bixen i Herning er så flink. Han hjælper mig med at finde helt hen til indgangen. Der er messe lige ved siden af, ovre i Messecenter 1, det er der hele tiden. Messe.
Denne weekend er det fur, altså pelse, de sælger. Mange pelse. Engros. Den næste vagt er to meter over skuldrene og også alt for flink. ”Velkommen til Jyske Bank Boxen,” siger han, og ser gudhjælpemig ud, som om han mener det.
Vi sidder 25 meter fra scenen, lige under VIP-logen, der har åbne vinduer ud til Boxen, så VIP’erne kan sidde tilbagetrukket i fred, men med panoramavue. VIP’erne er i gang med buffeten, så der lugter af kartofler i flødesovs og aftershave.
Annonse
VIP’erne er en blanding af lokale erhvervsfolk og midtvestjysk glitterati, som jeg ikke kender. Alle konerne har købt den samme korte skindjakke og lige været hos frisøren. De er slanke, med vital ansigtskulør og makeup.
Anders Agger sniger sig rundt i gangene bag VIP-logen. Dét er mærkeligt. Men B.S. Christiansen og Venstres næstformand Kristian Jensen sidder her også. Med familien. De passer godt til kartoflerne i flødesovs og aftershave.
Det siges, at de griner lidt herovre i Herning over Eurovision-skandalen i Kjøwenhawn. Det siges, at de havde afgivet, hvad man herovre kalder et rigtig fornuftigt tilbud om at afholde showet i Jyske Bank Boxen. Det eneste, de fik, var et meget kort telefonopkald: ”Det bliver ikke jer,” lød beskeden lakonisk, nærmest lidt hånligt, ovre fra København.
Herning kunne have afholdt Eurovision til prisen og tiden, siger de herovre. Når man bygger en koncertsal som Jyske Bank Boxen, holder man budgettet og tidsplanen. Ikke som ovre på Djæwleøen. Når man afholder et stort arrangement, er det det samme. Alt fungerer. Lyden er fremragende, lys, røg, ild, fadølsalg og toilet- og garderobekø sidder i skabet. Men det må københavnerne jo selv ligge og rode med.
FC Midtjylland fører Superligaen med 11 point ned til FC København.
På trappen ved den røde løber dukker Nikolaj Lie Kaas og Rasmus Bjerg op, men det er Citybois, som må eskorteres igennem af vagter, så mange piger vil have fat i dem. Jeg har altid set hånligt ned på de to Gentofte-fløse, når jeg har fået øje på dem i få sekunder på mine fredag aftens vandringer mellem min gode, knitrende Politiken-avis og jazz i køkkenet og så ind til stuen, hvor familien sidder og ser laveste fladpandede X Factor-fællesnævner.
Og det er så irriterende, igen, for intet er, som jeg tror. Anthon og Thor er nogle gode drenge. De er søde, venlige og imødekommende. Og energiske på en alt for overbevisende måde. Ligesom Herning. Pis!
Heldigvis bliver min storslåede dømmekraft igen bekræftet af publikumsopvarmerens Lars Lilholt-fællessang uden Lars Lilholt. Jaja, den er go’ nok, vi er kommet ind i dumhedens kerne, helt ind i X Factor, tænker jeg og smiler.
Men nu kommer de igen. Citybois. Ti minutter før sendetid går de på, og de vælter Boxen. Deres tøj og hår ligner et opstød fra midten af 1990erne, men de er naturals. Pumper stemningen energisk op, Boxen koger. De har X-faktor. Jeg er ved at blive blød.
Foto: DR, Bjarne Bergius Hermansen
Der er et minut tilbage, da publikumsopvarmeren råber: ”Er I der, Herning?” Og Herning er der i den grad.
Gulvet rundt om den runde scene med X’et i midten som en helikopterlandingsplads spyer ild i høje søjler, man kan mærke varmen og lugte ilden helt op til VIP-boxen, da X Factors virkelige stjerner, Blachman, Remee og Lina, går lige gennem ilden og indtager dommerpladserne som guder bag det hvide bord. Remees guldfarvede sko er besat med pigge overalt, som om de er et par pindsvin.
Inden Blachman sætter sig, vender han sig ud mod publikum og stiller sig i Jesus-positur med armene ud til siden. Det er snart påske.
Efter Blachman stillede sig i Jesus-positur mod publikum, og jeg rejste mig op og råbte sammen med 13.500 glade mennesker, husker jeg kun meget lidt, og kun i glimt. Jeg ved ikke, om mine urimeligt flinke og jovialt smilende værter i Herning havde puttet noget i min Cult Energy Red Bull Monster Energy, eller om jeg er blevet hypnotiseret af X’et midt på scenen i BoXen og de gulv-til-loft-store røde X’er, der danner bagvæggen til scenen. Men jeg forsvandt.
Nu er det mandag, der er gået tre dage siden jeg var i Boxen til X Factor-finale. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hjem til København. De sidste par dage har jeg - i flimrende flashback fra i fredags - set mig selv hoppe op og ned og klappe og råbe ”YEAH!”.
Jeg har i glimt set Citybois og Emilie Esther, og jeg kan høre Remee sige: ”Det er så originalt og unikt… Fuldstændig sindssygt. Jeg har aldrig set noget lignende.” Jeg kan høre Blachman: ”Det er fuldstændig magisk.” Og Lina: ”Det er det vildeste, jeg nogensinde har hørt.” Blachman, Lina: ”Guddommeligt” Remee: ”Fantastisk” Værten, som vist hedder Eva Harlou: ”Fantastisk!” Remee: ”Der er ingen begrænsninger for, hvor langt du kan nå.” Værten: ”Fantastisk!”
Foto: DR, Bjarne Bergius Hermansen
I pausen inden den sindsoprivende afgørelse gik jeg rundt i en rus af glæde eller noget andet. Jeg for vild, og inde på gangen bag ved VIP-logen så jeg artisten IMO (der engang har haft et moderat hit, der vist hed Cheerleader og nu skulle optræde i Jyxe Bank Boxen Bixen til X Factor-finale) og tænkte, at han så meget eksotisk ud, den lille jamaicanskfødte mand, lige dér i Jyske Bank BoXen i Herning i sit sjove tøj og med farvede briller.
Men så kom Remee og Thomas Troelsen, som er kæreste med værten, der vist hedder Eva Herlev. Det hjalp, da Remee og Thomas Troelsen kom gående.
Jeg husker, at jeg så IMO komme ud af sin garderobe, et lagerrum i beton, og gå hen til en af vagterne og spørge: ”Excuse me, do you have a wardrobe with a mirror?” Og vagten smilede og sagde: ”What?” Og så gik IMO igen.
Det er entreprenante mennesker i Herning. I 1978 tog venstremanden Helge Sander initiativ til professionel fodbold i Danmark og købte Bobby Moore, som var anfører, da England vandt VM i 1966.
De leverer et godt produkt, som de siger i Herning.
Jeg husker, at jeg fandt min plads efter pausen, gik efter tågen af kartofler i flødesovs og aftershave fra VIP-logen i Boxen, der blev hængende, og jeg husker også i glimt, at de kasserede X Factor-deltagere gik på scenen og opførte ”Born This Way”. Jeg husker, at freakshowet startede med, at en af de kasserede deltagere, en indvandrer, kom kørende ind i kørestol, og at der kom romerlys op af ryggen på hans kørestol.
Så fik han selskab på scenen af en hel parade af kasserede deltagere, herunder en transvestitlignende mand i hofteholdere, og min lokale sidemand gav mig en albue i siden og sagde: ”Han er vist kommet ud af skabet, ham der.” Bagefter fortsatte freakshowet med en masse mennesker, der ikke kunne synge. Flere af dem var meget gamle eller muligvis udviklingshæmmede, og en af dem havde en stor plante med på scenen.
Jeg husker, at Remee sagde, at det var magisk og ultimativt, og Blachman sagde kærlighed, og værten Eva Herlev sagde fantastisk. Det gjorde Lina, Emilie Esther og alle de andre også.
Jeg har et svagt billede af, at BoXen til sidst sprængte sig selv i luften i ren pyroteknisk ekstase med fantastisk guldglimmerkonfetti som happy ending. Jeg husker ikke, hvem der vandt. Men det var fantastisk.
Foto: DR, Bjarne Bergius Hermansen
DR fylder 90 år. Alle andre er på Netflix og Instagram. Familier taler ikke sammen mere. Familier ser ikke fjernsyn sammen mere. Alt er fragmenteret, splittet, spredt på alle platforme. Kongehuset er ikke, hvad det har været. Fodboldlandsholdet er afløst af udenlandske storklubber.
Men der én faktor, der binder danskerne sammen. X Factor er vores sidste nationale og kulturelle fællesskab på tværs af etnicitet og alder. X Factor er Danmarks redning. X Factor er fantastisk.
Jeg har det, som om jeg har drukket en kasse Cult Energy Red Bull Monster Energy. I Herning. For tre dage siden. Nu har jeg ikke flere Cult Energy Red Bull Monster Energy. Men jeg har sådan en sød smag i munden.
