”Alting var så vådt og fedtet ind i olie, at jeg var lige ved at give op”

I marts 2017 besluttede jeg mig for at cykle fra Virum, hvor min familie og jeg bor, til Torslunde på Lolland, hvor min svigerfamilie har et landsted. Hele familien skulle derned, og vi var egentlig på vej i bilen, men jeg tænkte: ’Fandeme nej, nu cykler jeg derned.’ Der blev jeg for alvor klar over, hvad cykling kan.

Det var en tur på 160 kilometer, og jeg havde aldrig cyklet mere end 80 kilometer før, så det var en stor udfordring. Jeg havde planlagt den hurtigste rute derned, og det var også den kedeligste rute på det rent landskabsmæssige plan. Det regnede, der var modvind det meste af dagen, og på et tidspunkt, da jeg befandt mig omkring Køge, punkterede jeg.

Selvom jeg udmærket kan finde ud af at lappe en cykel eller skifte en slange, var mine hænder så kolde, og alting var så vådt og fedtet ind i olie, at jeg var lige ved at give op. Men det gjorde jeg ikke. Mellem Køge og Vordingborg er der et stræk, som er så lige som en lineal og så fladt som en pandekage.

Der var ikke et sekunds læ, og ved hver eneste mark var der traktorspor af mudder på vejen, jeg kørte på, hvilket kun gav ekstra forhindringer. Da jeg kom til Farøbroerne, gik det op for mig, at de var længere, end jeg troede. Det regnede og ruskede, og jeg kom i tvivl, om jeg overhovedet kunne gennemføre det.

Men lige pludselig var jeg nået til Sakskøbing og derefter til Maribo, og før jeg vidste af det, stod jeg på gårdspladsen hos mine svigerforældre og havde tilbagelagt de 160 kilometer. Det var en kæmpe personlig sejr. Nu var der jo ingen grænser, for hvad jeg kunne gøre på cyklen.

Siden har jeg taget turen mange gange, også om sommeren, hvor raps- og hvedemarkerne er i fuldt flor, solen skinner, og vinden er stille. Men ingen af turene kommer i nærheden af den første gang. Det er klart den mest definerende cykeltur, jeg har kørt.