Mikkel Bjerg stopper altid ind på sin yndlingsrute og får en lokal specialitet: ”De findes vist ikke i Jylland”

Mikkel Bjerg stopper altid ind på sin yndlingsrute og får en lokal specialitet: ”De findes vist ikke i Jylland”

Mikkel Bjerg, 24 år, født og opvokset i Allerød. Kører for World Tour-holdet UAE Team Emirates. Her fortæller han om sin favoritrute i det ganske land.

Offentliggjort

Det var den første tur, jeg lærte at køre. Dronningmølle kalder vi den. Nej, det er ikke bare noget, vi kalder den. Det hedder den. Den starter i Allerød ved Farum, hvor jeg er vokset op, og så går den nordpå langs Esrum Sø op til Dronningmølle, inden du kører langs hele kysten hjem igen.

Det fede ved ruten er, at flere niveauer kan være med, fordi der er relativt fladt, så du kan vinde meget ved at ligge på hjul. Derudover er der bare vanvittigt smukt, særligt hvis solen skinner, selvfølgelig.

Jeg vil anbefale, at du kører turen her med nogle kammerater og kører ad de små veje i stedet for langs hovedvejene – udover ned langs Strandvejen, fordi der er en god cykelsti og flot udsigt hele vejen.

Jeg har selv kørt turen en del gange med min bedste kammerat Anders Mielke (cykelkommentator hos Discovery, red.), selvom forskellen på vores niveauer er stor. Det vil jeg sige, at alle bør gøre. Træk nogle kammerater med ud på rammen, og kør turen.