Hvad er det mest besynderlige, du har læst om dig selv i medierne?
”I midten af 00’erne læste jeg en historie, der beskrev, hvordan jeg en aften på Café Victor havde flirtet med en pige derinde. Og det havde jeg altså ikke gjort. Det var selvfølgelig Se & Hør, der bragte den. Det er klart.
Jeg har også tidligere oplevet at blive ’Ugens Brandert’ hos dem. Mette, min kone, spurgte mig selvfølgelig ind til historien, men jeg kunne med god samvittighed afkræfte den. Jeg lod bare historien være og gjorde ikke noget ved den. Det var jo lidt min egen skyld. Jeg havde været derinde den aften, og jeg havde været fuld. Men så fuld, at jeg slet ikke ville have været i stand til at flirte med nogen, ha ha.”
Hvornår har du senest fortalt din kone, at du elsker hende?
”I morges. Vi var ikke så gode til at sige det til hinanden, men vi gik igennem et forløb, blandt andet med ’Skibby på frierfødder’ på TV 2, hvor jeg lærte, hvor vigtigt det er, at man husker at sige det til hinanden. Der er i det hele taget masser af ting i forhold til parforholdet, jeg er begyndt at tænke mere over. Det har virkelig lært mig meget at være med i det program.”
Har du været involveret i et road rage?
”Masser af gange. Både som bilist og som cyklist. Jeg husker engang for omkring 20 år siden på Strandvejen, hvor jeg, som den cykelrytter jeg var, følte mig i min gode ret til bare at cykle midt ude på vejen.
Så kom der en bil bag mig, der ville forbi, og han var lige ved at køre mig ned. Han kaldte mig en nar, det ene ord tog det andet, og så blev det korporligt. Jeg vil sige, at den blev uafgjort. Vi fik nogle slag ind hver især. Og da vi var færdige, kørte jeg min vej, og han kørte sin vej. Lige ud ad landevejen.”
Hvis du kunne ændre én ting ved dit udseende, hvad skulle det så være?
”Min næse. Den er så stor, at jeg nogle gange kigger mig i spejlet og spørger mig selv: ’Kan den overhovedet værre større?’ Derudover kunne jeg også godt tænke mig nogle øjenbryn. Jeg synes ikke, jeg har nogen lige nu.”
Har du på et tidspunkt følt, at døden har åndet dig i nakken?
”Ja. Da jeg styrtede i Tirreno-Adriatico i 1993 og fik kraniebrud. Det skete i en massespurt til sidst på femte etape. Erkendelsen af, hvor tæt på det havde været, kom egentlig først noget tid senere. Jeg var ret heldig, for der er andre, der er døde af sådan et styrt.
Vi kørte jo uden hjelm dengang, alene fordi det så skidegodt ud. Det var lidt mere rock’n’roll. Men jeg vågnede op på hospitalet med en enorm hovedpine og kunne ikke huske, hvad der var sket.
Styrtet gjorde, at jeg fik epilepsi, som jeg stadig får medicin mod. For ikke så længe siden fik jeg tilsendt en statistik, hvor der stod, at hvert 10. menneske efter et kraniebrud og blødninger i hjernen får epilepsi. Og der var jeg så det 10. menneske. Det overraskede mig slet ikke.”
Hvornår blev du en mand?
”Hvis du spørger andre, vil de nok sige, at jeg stadig ikke er blevet det. Men jeg selv vil sige, at jeg blev det, da jeg stoppede med at være professionel cykelrytter, og jeg skulle til at finde ud af, hvad samfundet var for noget. Og gud, hvor var der mange regler. Jeg kunne slet ikke navigere i det. Som cykelrytter havde jeg jo folk til at ordne det hele. Der behøvede jeg faktisk slet ikke at tænke selv, men det ændrede sig, da jeg stoppede karrieren.”
Hvilket træk ved din personlighed bryder du dig mindst om?
”Primadonna-genet, som jeg synes, jeg er sluppet godt af med efterhånden. Jeg gik jo engang og troede, at jeg var bedre end andre mennesker. Den tankegang har jeg virkelig fortrudt, for det er der ingen mennesker, der er.”
Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?
”’Nu tager du dig eddermame sammen, Jesper!’ Det ville dog prelle fuldstændig af på ham. Han ville sidde med fuckfingeren fremme, det er helt sikkert, ha ha. Så ville jeg fortælle ham, hvad der ville ske i hans liv, og så ville jeg være der til at samle ham op, når han falder.”
Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?
”Den var med Flemming Østergaard. En meget kontant mand, som jeg elsker over alt på jorden. Det var efter, jeg havde indstillet min cykelkarriere, og jeg ikke vidste, hvor jeg var henne i mit liv. Han ringede til mig og sagde: ’Nu skal du høre, Jesper, vi mødes inde i Grøften til en bid brød, og så skal vi snakke om, hvad du skal.’
Og så tilbød han mig et job hos ham. Det viser virkelig, hvor meget han bekymrer sig om andre mennesker. Vi kendte jo kun hinanden sporadisk inden da. Han er et stort menneske. Der mangler typer som Flemming Østergaard i verden i dag.”
Hvad ville du gøre, hvis du havde en dag tilbage at leve i?
”Først ville jeg blive chokeret. Så ville jeg blive deprimeret. Og så ville jeg fise over og købe fire stykker smørrebrød. En med roastbeef, en med æg og rejer, en med flæskesteg og en med tatar. Så kan de godt putte mig mæt i graven.”
