Derfor er årets Tour de France langt bedre at sove under end sidste år

Jakob Ostenfeld og Peter Kjær Jensen søsatte 'Lur de France' sammen i 2022.

Hvornår skal du sove under dette års Tour de France?
Offentliggjort

Idéen om dag efter dag at sidde og se de timelange Tour de France-etaper på tv synes mere romantisk end realistisk. Kombinationen af den brummende lyd af helikopteren, de idylliske billeder af alskens franske vinslotte og de kunstindhyllede kornmarker – krydret med den velkendte kommentering – kan forekomme så meditativt, at det bliver søvndyssende.

Og helt bogstaveligt rimer Le Tour da også på lur. Faren ved at kombinere den direkte sportstransmission med at slænge sig i sofaen er da også, at man pludselig bobler hen, mens afgørende momenter udspiller sig på den anden side af øjenlågene.

Men det behøver faktisk ikke at være et problem. Det har de to venner Jakob Ostenfeld og Peter Kjær Jensen sørget for. På sitet lurdefrance.dk laver de nemlig søvn-analyser af etaperne i Tour de France, hvilket muliggør, at man kan tage en lur, uden at man går glip af højdepunkterne.

Faktisk har de to venner nøje gennemgået hver enkelt etape med Tour-luren for øje, og man kan derfor få en tid på både ’en akkumuleret lur’ og muligheden for ’en sammenhængende lur’. Det fortæller Jakob Ostenfeld, der søsatte Lur de France sammen med Peter Kjær Jensen i 2022.

Er årets Tour de France mere lur-venlig sammenlignet med sidste år?

”Helt afgjort. Sidste års Tour var historisk skidt at blunde under. Det var et af de mest nervepirrende løb i mange år, og ekstasen blev blot kronet med en Tour-start i Danmark og Jonas Vingegaards triumf.

Sidste år kom vi til at give for mange hovedpuder (jo flere hovedpuder, jo mere ’lur-tentiale’, red.) på flere etaper og måtte skrue ned for hviletiden, fordi det blev for spændende.”

Hvorfor har I overhovedet opfundet Lur de France?

”Selv er jeg tidligere kommet til kort, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg skulle tage en lur. Når Tour de France er så afslappende at se, som det er, så kommer trætheden ofte snigende.

Du kæmper for at holde dig vågen, men alligevel blunder du for så blot at vågne op til et fuldstændig splittet felt, hvor en sidevind eller en grusvej, som man ikke havde taget højde for, har vendt alt på hovedet.

Det er ikke kun på stigningerne, at løbet afgøres. Der er mange små, flade etapestykker, som man skal være opmærksom på. Vi prøver at hjælpe folk med at time de spontane lure, så de kan nå at sætte en alarm i rette tid og se med, når det gælder.”

Hvordan finder I frem til en god lur-etape?

”Vi går analytisk til værks og undersøger, hvilken type etape der venter. Er det en udbrudsetape, er der gang i den i starten, og så er de første kilometer et dårligt tidspunkt at sove på.

Vi kigger også på, hvilke byer feltet kører igennem på den enkelte etape. Er der nogle pæne slotte eller landskaber? Hvilket terræn kører de i? Er der sidevind eller brostensunderlag? Kan der komme en dansker i fokus? Vi undersøger alle de ting, som kan skabe spænding og have betydning for resultatet.”

Hvilken Tour har historisk set været et godt lur-løb?

”Hele Sky-æraen fra 2012 til 2019, hvor holdet vandt syv ud af otte løb, var meget ensidig. Især i årene 2013 til 2017, hvor Chris Froome dominerede, var det nogle gode år at tage en lang lur i. I mange af de års Tour de France

var Froome flere minutter foran allerede tidligt i løbet.”

Hvornår må man for alt i verden ikke tage en lur på en etape?

”Foruden spurterne og ridtene i bjergene skal man sørge for at være vågen på brostensunderlaget. Det er nærmest mere spændende, end når de kører på stigningerne. Brostensetaper er næsten altid cykelløb fra sin fineste og mest dramatiske side. Derudover er det også en skam at blunde hen, når rytterne skal køre i sidevind. Det er altid sjovt at se, fordi det kræver så god teknik.”

Tager I forbehold for dansk succes i årets vejvisning til Lur de France?

”Ja, for denne gang har vi en anden forventning til dansk succes. Sidste år havde vi ikke regnet med, at Vingegaard kunne slå Tadej Pogačar, men efter Vingegaards sejr har vi revideret vores forventninger og taget højde for, at der kan være spænding til det sidste.”

Lur de France og deres kyndige lur-analyser kan følges på lurdefrance.dk og på Instagram under @lur_de_france.