Michael Valgren om styrtet, der truede med at stoppe hans karriere

Hjemkomst

Da jeg kommer hjem fra hospitalet, brækker min søn sit ben, der er alvorlig sygdom i min kones familie, og det er bare en virkelig hård periode for os, mens vi også bliver forældre igen.

Jeg bliver opereret og går til fysioterapi fem gange om ugen i fem måneder i træk. Ligesom jeg ikke misser min træning, så misser jeg ikke min fysioterapi. Sådan er jeg. Pligtopfyldende. Det er ekstremt smertefuldt i de første måneder, men det er det, der skal til, hvis jeg vil være cykelrytter igen. Helt konkret består fysioterapien af tre timers øvelser, hvorefter jeg ligger i en time i en maskine og derefter en time med is på.

I begyndelsen er jeg ikke bekymret for min karriere. Men efter tre måneder begynder min udvikling at gå i stå. Vi begynder at tale om en operation mere, og der får jeg tanken om helt at stoppe. Vi har en forsikring i vores kontrakt, hvor vi kan få udbetalt en sum penge, hvis vi bliver sportsinvalide.

Jeg får et opkald fra en af mine sportsdirektører, og han spørger, hvordan det står til. Vi begynder at tale om den her forsikring. Det er jo både for at gøre mig en tjeneste, så jeg ikke stresser over noget. Han er dog også forretningsmand. Det er billigere for ham, hvis jeg bare tager pengene og går. Men i virkeligheden er det ikke en mulighed for mig. Jeg er ikke klar til at kaste håndklædet i ringen. Så jeg går endnu hårdere til genoptræningen for at modbevise dem.

Når jeg er hjemme, forsøger jeg at udvise overskud. Det er det sværeste. Jeg vil gerne være glad over for min søn, og min kone bliver nødt til at minde mig om det. Jeg er ret træls at være sammen med, for jeg kan ikke selv gå i bad, tisse og tage tøj på. Jeg skal have hjælp til alt, og det falder mig ikke nemt. Jeg er et ydmygt, jysk menneske, og jeg vil gerne klare mig selv.

Bedring

Senere på efteråret begynder det at gå bedre. Det bliver en gulerod. Jeg finder nyt håb og taler meget med Matti Breschel. Han har prøvet at brække ryggen, og han fik en depression. Mine venner, der ikke er cykelryttere, har jeg jo ikke prøvet de samme ting. Cykelryttere har det her fællesskab om at komme til skade og om, hvad det gør ved én. Det er jo et kæmpestort sort hul, der åbner sig. Vi er cykelryttere, det er dem, vi er. Vi hjælper hinanden ved at tale om tingene.

Men på de værste dage i det efterår tænker jeg stadig, at jeg er ingenting. Jeg savner rygterne i feltet, jeg savner at køre løb, jeg savner at komme udenfor. Matti motiverer mig, og savnet motiverer mig. Jeg vil selv vælge at stoppe, jeg vil ikke blive taget ud af en skade.

I november sætter jeg mig for første gang i månedsvis op på en cykel. Det er helt vildt. Først kan jeg kun cykle i en halv time, men gradvist bliver det bedre og bedre. Jeg døjer dog stadig med, at det gør ondt, når mit knæ kommer ud i en speciel vinkel i hvert pedaltråd. Det er et antiklimaks hele tiden at blive mindet om smerten. Hjemme i Danmark bliver jeg scannet og får lagt en blokade. Jeg holder fem dages pause, men den 25. december kører jeg igen.

Den 8. januar i år er min første rigtige træningsdag. Jeg kan ikke køre stærkt, men jeg har ikke ondt. Det er den store forskel. Jeg er blevet så vant til at have ondt, at det er en vild oplevelse at kunne træde uden at føle smerte. Alt er bare gået galt i det halve år forinden, men pludselig sidder jeg her igen. Jeg føler mig som en cykelrytter. Formen er der ikke, men det går stærkt. Jeg kan træne hver dag, og min formkurve går støt op ad.

Siden den dag har jeg trænet, og nu er jeg tilbage. Min karriere er ikke slut. Jeg skal køre løb igen.

Eftertanke

Jeg har lært, at jeg skal følge min mavefornemmelse. Det er ikke sådan, at jeg siger, at jeg ikke var styrtet i La Route d’Occitanie, hvis jeg ikke var gået udbrud. Men jeg vælter, fordi jeg er for presset. Jeg har gjort for mange ting gennem årene, som jeg ikke har haft lyst til, men som var holdets plan. Jeg har lært, at jeg skal følge mit hjerte, og at jeg skal blive bedre til at spørge om hjælp. Jeg er ikke Supermand, så jeg skal ikke sætte mig i for mange situationer, hvor jeg har kniven for struben.

Det har ikke kun været hårdt i hele denne proces. Det har også været en stor gave at få så meget tid sammen med min familie. Det får jeg ikke normalt som cykelrytter. Det at se mine børn rende rundt og have det sjovt og at være en del af det, mens de stadig gider mig. Min kone og jeg forstår, hvor meget vi kan klare sammen, og selvom det er en kliché, så giver ar på sjælen også nogle gange hår på brystet, hvis man har de rigtige omkring sig. Det vil jeg tage med mig.