Dagen før styrtet
Det er en hektisk periode, for jeg har været syg med corona, Tour de France venter lige om hjørnet, og jeg skal vise noget form inden udtagelsen til Tour-starten i Danmark. Jeg skal køre det her ekstra lille bonuscykelløb La Route d’Occitanie for at vise mig frem. Heldigvis gør jeg det ret godt på 2. etape, hvor jeg bliver nummer to, men jeg kan godt mærke på holdet, at det ikke helt er nok.
På hotellet samme aften kommer sportsdirektøren ind på værelset og siger, at vi gerne skal have mig med i et udbrud, så de kan se, hvad jeg kan holde til. Jeg vil ikke sige, at det er hul i hovedet, men det er en sprinteretape, så jeg ved godt, at den ikke vil holde hjem. Men altså, hvis det er det, de vil have mig til, så er det det, jeg skal gøre.
Jeg har gennem hele det år lagt meget pres på mig selv. Jeg har set frem til at køre Touren i Danmark. Det er en drengedrøm, og jeg har sluttet 2021 godt af med at blive nummer tre ved VM. Det var et moment, som jeg kunne tage med mig videre efter nogle meget svære år. Jeg ved jo også godt, at jeg ikke bliver yngre, så jeg må virkelig tro på, at det kan lade sig gøre. I dag kan jeg nok godt se, at jeg var lidt for tændt inden begyndelsen på 2. etape.
Styrtet
Jeg kan huske det hele. Fire mand kører relativt tidligt, og det er lidt svært at kontrollere. De får et ret stort hul, og jeg tænker bare ’fuck.’ Det var jo mig, der skulle i udbrud. Jeg får angrebet i sidste øjeblik, inden vejen bliver blokeret af feltet. Jeg kører ud i rabatten, de er lige foran mig.
Udbryderne har 10 sekunder ned til feltet, og jeg har fem sekunder, så den får bare fuld gas ned ad bjerget. Det første sving går godt, det andet sving går også fint, men i tredje sving går det galt. Jeg har alt for meget fart på, og jeg ved bare, at jeg styrter. Det kan ikke betale sig at prøve at bremse – eller at dreje.
Så jeg kører bare lige ud og forsøger at tage så meget fart af, jeg kan, inden jeg rammer autoværnet. Det gør jeg med 65 km/t. Jeg ruller forover og ud over skrænten. Jeg falder 10 meter ned og smadrer direkte ind i et træ. Min hofte og mit knæ tager alt skraldet. Jeg holder fast i to sten, så jeg ikke ryger længere ned. Jeg tænker kun på, at jeg skal holde fast. Der er 100 meter ned, og hvis jeg falder, bliver det hele bare meget værre. Set i bakspejlet er jeg egentlig bare glad for at være i live.
På det her tidspunkt er der endnu ingen tv-billeder fra løbet.
Jeg er styrtet alene, så ingen ved, at jeg hænger der. Heldigvis er der en rytter fra Israel-Premier Tech, der er kørt efter mig. Hvis han ikke havde gjort det, var feltet bare passeret forbi.
Det er umuligt at beskrive smerten. En mand kommer ned til mig, men han kan kun hjælpe mig, ved at jeg støtter på det dårlige ben. Yderligere to mænd kommer derned og binder et reb om min brystkasse, så de kan hejse mig op. Og så begynder det rigtige smertehelvede.
