100 år: De bedste forsider fra Vanity Fair
En højgravid Demi Moore på forsiden af Vanity Fair i august 1991. Billedet er siden blevet efterlignet et utal af gange. Foto: Annie Leibovitz.
At læse Vanity Fair er som at være til cocktailparty på Manhattans Upper East Side, hvor værten står ved siden af dig sidst på aftenen, velklædt og med martini-ånde, og hvisker sine bedste historier i dit øre. Festen er ekstra fornøjelig i disse uger, hvor det glittede månedsmagasin fejrer sin 100 års fødselsdag med et stort særnummer og udgivelsen af en fire kilo tung jubilæumsbog med alt det bedste fra magasinets historie.
Magasinet blev født i 1913 og hed dengang Dress and Vanity Fair, og det gik ganske godt, indtil 30’ernes økonomiske krise knockoutede annoncemarkedet. Senere rejste magasinet sig og fik nyt liv som indstik til Vogue, inden magasinet omsider blev genfødt som sig selv i 1983.
Vanity Fair udgives af Condé Nast Publications, der har hovedkvarter i en blankpoleret skyskraber på hjørnet af Times Square i hjertet af Manhattan. Hvis du skal gøre dig håb om at komme forbi vagten, kræves billedlegitimation og en forudgående aftale, før du bliver lukket ind i forlagsimperiet, der udgiver 18 magasiner om politik, mode, samfund, sladder, golf, arkitektur, bryllupper, teknik og videnskab.
Hvert magasin har sin egen personlighed, som skinner gennem spalterne. Hos Vogue møder du chefredaktøren Anna Wintour, der har pagehår og solbriller og smiler uden at blotte tænderne. På 21. etage har ugemagasinet The New Yorker adresse. Og midt i mellem finder man Vanity Fair, der ledes af chefredaktør Graydon Carter med bølgende gråt hår som dirigenten for et symfoniorkester.
I nyere tid har Graydon Carter og resten af Vanity Fair-redaktionen i den grad sat den journalistiske dagsorden inden for magasinbranchen. Artiklen ’The Man Who Knew Too Much’ afslørede mindre pæne sider af tobaksindustrien og dannede grundlag for filmen ’The Insider’ med Russel Crowe og Al Pacino. Og i 2005 kunne Vanity Fair afsløre identiteten på Deep Throat, der fungerede som afgørende kilde, da The Washington Post afslørede Watergate og fældede præsident Nixon.
Magasinets billedside er et kapitel for sig. Blandt de faste bidragydere er Bruce Weber, Annie Leibovitz, Mario Testino og Herb Ritts. Herunder kan du se nogle af vores favoritforsider af magasinet. Vi takker for invitationen til cocktailfesten, der ikke ser ud til at ringe ud foreløbig.
LÆS OGSÅ Ny bog fra Euroman-journalist om at portrættere den bizarre oplevelse, det er at være menneske
