Ejendomsmægleren Adam Schnack har skabt et ’mini-landbrug’ ved sit liebhaverhjem på Frederiksberg

OTTE HØNS KAGLER i forhaven på hjørnet ved den tidligere sporvognssløjfe på Kristian Zahrtmanns Plads på Frederiksberg. Et æbletræ, der engang markerede, hvor matriklerne begyndte og endte i kvarteret, står gammelt og kroget bag det hvide stakit, og gamle brosten leder op til hoveddøren til den hvidkalkede villa med rødt tegltag, som er opført af greve og kunstmaler Harald Moltke i 1912. Men i dag er det Adam Schnack og hvalpen Lucca, der tager imod i entréen i den 345 kvadratmeter store bolig, hvor den 44-årige liebhavermægler har boet med sin hustru, interiørdesigneren Nadia Olive Schnack, og parrets to børn i snart fem år. Allerede i 2013 blev han kontaktet af de tidligere ejere, et ægtepar, som ville sælge deres villa på Frederiksberg, men så gik processen i stå, indtil tre år senere hvor ejeren ringede og fortalte, at hun var klar til at sælge igen.

”Hvad skal det koste?” spurgte hun, og Adam Schnack nævnte en pris, der efter hans bedste vurdering var højeste bud på, hvad markedet kunne tilbyde. Men da han lagde røret på, havde han en underlig fornemmelse i kroppen. Dengang boede han med familien i en stor lejlighed på Frederiksberg C, hvor de havde sammenlagt tre etager, men selv om det var stort og prangende, føltes det aldrig rigtig som et hjem for dem. Omvendt havde han aldrig drømt om at bo i hus med have. Før nu. Han fortalte sin hustru om huset på Frederiksberg, og hun sagde med det samme: ’Køb det.’

”Og så var der jo ingen vej uden om at betale den pris, jeg selv havde sat,” griner Adam Schnack, mens han laver kaffe i sit køkken, hvor væggene nu er malet lilla med paneler og vindueskarme i helt lys blå, og døren er fjernet ind til stuen, som er med gult og blåmønstret tapet. Overalt på væggene hænger kunst, som Adam og Nadia Schnack har samlet i snart 20 år.

Tidligere var stueetagen delt i flere mindre rum, hvor Harald Moltke holdt teselskaber og saloner for folk i de københavnske kunstkredse. I nabohuset boede hans bedste ven, maleren Kristian Zahrtmann, der har fået opkaldt pladsen udenfor efter sig, og hvis villa også er tegnet af arkitekt Carl Pedersen og Hans-Henrik Koch.

Da Adam Schnack og familien flyttede ind, påbegyndte de en gennemgribende renovation af huset, både indvendigt og udvendigt, og har blandt andet tilføjet en anden sal, som er blevet til børneværelse med store ateliervinduer. Menså meget som muligt af den oprindelige bolig er bevaret – blandt andet de originale vinduer, det smukke trappeløb, alle paneler, fyldningsdøre og stuklofter i hele huset – og alt, der er tilføjet eller ændret, er gjort med respekt for den streg, som huset er tegnet i.

”Vi overtog en arkitekturperle, som virkelig trængte til en ambitiøs og respektfuld opdatering. Det havde været så nemt bare at skifte alle døre, vinduer og gulve, men i stedet har vi valgt at restaurere alt, der havde en bevaringsværdi i huset.”

ADAM SCHNACKS vej til at blive ejendomsmægler har været alt andet end lige. Efter at have gået på Niels Brock ville han læse erhvervsøkonomi på Handelshøjskolen, men fordi han var i Australien, da der var ansøgningsfrist, sendte han sin storebror ind med ansøgningen – og endte på den nystartede linje med erhvervsøkonomi og filosofi, fordi broren syntes, at det lød mere spændende. Efter studiet stod han med muligheden for at skrive en Ph.d. hos professor Ole Fogh Kirkeby, men i stedet valgte han at gå all-in på det cateringfirma, som han sammen med en gruppe venner havde drevet ved siden af studiet. Il Buon Gusto hed virksomheden, der skulle udbrede den gode smag og kvalitet på italiensk. Den voksede til 30 ansatte op gennem 00’erne og kom blandt andet også til at inkludere en vinhandel, to delikatesseforretninger, frokostcatering til virksomheder og en fiskeforretning på Jægersborg Allé. Men så ramte finanskrisen, og det samme gjorde en personlig tragedie, da Adam Schnacks nærmeste ven og bror Emil gik bort i 2007. Pludselig havde han kun fiskebutikken tilbage, og da hans mor efter et års sygdom døde i 2010, besluttede han sig for at sige stop. I mellemtiden var Nadia og Adam Schnack blevet gift, fået deres første barn, og Nadia var gravid med deres andet barn.

”Det var en sindssyg tid. Jeg arbejdede hele tiden, jeg så ikke min familie, og det gik slet ikke. Jeg spurgte mig selv: ’Hvad er det egentlig, jeg vil med mit liv?’” fortæller Adam Schnack, der satte sig ned med en gammel bekendt for at finde ud af, hvad han så skulle lave. De kom frem til en masse ting, han ikke skulle være, blandt andet at han under ingen omstændigheder skulle være ejendomsmægler, medmindre han kunne gøre det på en måde, så han kun skulle koncentrere sig om at bruge sit talent for salg og formidling og sin passion for arkitektur, fortællinger og mennesker. Og sådan endte han kort fortalt med at sælge nogen af landets dyreste og mest eksklusive boliger, først som elev, dernæst som ejendomsmægler og siden som partner i et ejendomsmæglerfirma, hvor han stod i spidsen for at udbrede forretningen med filialer i indre by og på Frederiksberg – og siden 2016 i eget navn.

”Da jeg etablerede min egen ejendomsmæglerforretning, havde jeg ikke et særligt ønske om, at det kun skulle være kostbare boliger, der skulle på hylden. Jeg ville gerne udfordre branchen ved at være til stede på en anden måde. Jeg vil hellere sælge historier og livsdrømme end noget med rabat, eller noget der kan gøre nogle købere superrige to år efter,” siger han.

De samme grundværdier er på spil i Adam Schnacks eget hjem, hvor der skal være plads til alle fortællingerne og livet i huset. For ham er hjemmet først og fremmest en rede for ham og hans familie. Men når det gælder indretningen, lader han sin kone tage føringen.

”Jeg er selvfølgelig med på råd, men hun fører an. Vi blev hurtigt enige om at indrette vores hjem med en masse små hjørner og kroge. Helt modsat vores store, højloftede lejlighed, vi tidligere boede i. Huset her virker på mange måder mindre, end det er, selvfølgelig fordi en del af kvadratmeterne går til en stor kælder, men også fordi vi bevidst har forsøgt at gøre det meget intimt,” siger Adam Schnack.

I huset er der kun én farve, som ikke er til at finde: hvid. Adam Schnack og hans kone har helt bevidst fravalgt den for at gøre rummene mere tætte, fortæller han. Som Nadia siger: ’Der er så mange muligheder, så hvorfor vælge hvid?’

Adam Schnack viser vej op ad trappen til førstesalen, hvor Harald Moltke havde atelier, og hvor Nadia Olive Schnack i dag har et af sine interiørstudier, som leder ind til parrets soveværelse. På gulvet har Evren Tekinoktay malet et kæmpe, farverigt værk for at genskabe og ære den kunstneriske stemning i rummet, der er udstyret med et stort og meget karakteristisk ateliervindue, som strækker sig op ad loftet og giver lys fra både oven og fra siden.

Adam Schnack

44 år. Ejendomsmægler i sin virksomhed af samme navn med fem ansatte, der fortrinsvis sælger luksusboliger i København, Frederiksberg og Nordsjælland. Har en kandidat i erhvervsøkonomi og filosofi fra Copenhagen Business School, er senest uddannet ejendomsmægler og har tidligere drevet cateringvirksomheden Il Buon Gusto. Bor på Frederiksberg med sin hustru Nadia Olive Schnack og børnene Maggie og David på 10 og 12 år.

HVIS ADAM SCHNACKS kone er herre i huset, er han selv enehersker i haven. Takket være orangeriet, som blev bygget til på bagsiden af huset for halvanden år siden, er inde og ude i Adam Schnacks hjem kommet til at hænge sammen, især om sommeren hvor dørene står på vid gab. Da familien flyttede ind, var haven helt groet til, så Adam Schnack gik i gang med at rydde ud og skabe en have, der er mere åben, men uden at være helt strømlinet og tætklippet, ligesom han lod et par af de gamle syrener og frugttræer stå. I et næsten færdigmalet drivhus vokser planter og urter, midt i det hele står et bur til børnenes marsvin, og modsat er en overdækket krog med varmelamper og pizzaovn med til at gøre haven brugbar, også når det danske sommervejr svigter. Både i forhaven og i baghaven har Adam Schnack plantet blomster, buske og træer i vildskab – blandt meget andet er det indtil nu blevet til mere end 15 vildarter af Rododendron, metervis af gamle nåletræer og næsten 100 historiske roser, som har fået knopper og står klar til at springe ud.

”En af mine favoritroser er Rosa Mundi. Det er en af de smukkeste roser, jeg kender. Min mor viste mig den, da jeg var helt lille, og hun elskede den så højt, at hun plantede den hele vejen rundt om sit hus,” fortæller Adam Schnack. Rosa Mundi er også navnet på hans nye haveklub, en privat klub for kunder og andre, ’som synes, det er interessant at mødes om have, botanik og kærligheden til planter.’

Fra baghaven bevæger vi os rundt om villaen til hønsehuset. Adam Schnack kan godt se det usædvanlige i at have høns gående midt i hovedstaden, de blev købt som en pludselig indskydelse, men han holder af den særlige uorden og stemning af mini-landbrug, som de giver til haven og til hjemmet.

På vej gennem forhaven og ud til havelågen giver Adam Schnack sig i kast med at fortælle om brostenene, han har fået lagt:

”En del af dem er fra det gamle elefanthus i Zoologisk Have. Andre er fra Christiansborg, og nogle tredje er inde fra Gammel Mønt. De har bare en anden sjæl og historie end nye brosten. Jeg fandt dem hos et firma, der leverede sten til Metroselskabet og fik de gamle retur. Men det er nok kun en nørd som mig, der går op i den slags.”

Adam Schnacks tre favorit design-items

1. Maleri af Arne Schnack, Adam Schnacks far

”Historien lyder, at min far for mange år siden sad i en kæmpemæssig brandert og diskuterede kunst med min mor. Han tog tre kuglepenne, knækkede dem, og på få sekunder lavede han nogle streger og sagde: ’Hvad er den kunst for noget? Er det ikke bare lige?’ Naturligvis i spøg, for han var ikke ubegavet. Men faktisk synes jeg, at det er virkelig fint, og det er et særligt minde om min far, men har også en streg, som jeg synes er helt magisk. Det hang i mit barndomshjem, og efter min far døde i 1991, havde min mor det hængende over sin seng. Nu hænger det hér – og det er som om, at min mor og far stadig holder om hinanden.”

2. Glassamling fra Fyns Glasværk, cirka 1910-1950

“Min mor samlede på denne helt specifikke serie af glas hele sit liv. De er ret sjældne og svære at få fat i. Som barn er jeg blevet slæbt med på tusindvis af loppe-

markeder for at lede efter glas, og som voksen er jeg ofte blevet ringet op af hende, helt begejstret: ’Jeg fik et blåt!’ I sit testamente skrev hun, at samlingen skulle deles mellem mine brødre og mig. Siden har jeg selv samlet videre og er blevet helt optaget af at finde de her glas. Heldigvis samler jeg ikke på andre ting.”

3. Skulptur af Jan Ulrik Friis

”Jeg købte skulpturen hos Galleri Secher i Bredgade for 15 år siden. Den er lavet i stentøj af en dansk kunstner og er enormt tung. Der er noget usædvanligt menneskeligt over den. Jo mere man kigger den i øjnene, desto mere foranderlig og indtagende bliver dens væsen. Vi kalder ham Brutus.”

Verden ifølge Adam Schnack

Restaurant Anarki er et af mine absolut favoritspisesteder i København. Et kærligt, velsmagende og nærværende åndehul midt i den fortravlede hverdag.

Botanisk Have er en stille og naturskøn pause fra travlheden, og det er en helt særlig oplevelse at besøge det eventyrlige Palmehus og Sommerfuglehuset, som kendetegner havens enorme botaniske samling. Planlæg en tur på en af deres meget fine rundvisninger i haven.

De seneste år har jeg nydt at forsvinde ind i Nick Caves helt fabelagtige musikalske univers. Både hans musik, tekstunivers og kunstneriske udvikling er dybt, dybt fascinerende.

Leder man efter klassisk, raffineret herretøj er Garodkin uden sammenligning den fedeste tøjbutik i København. I årevis har jeg købt meget af mit tøj her.”