Danmarks (måske) mest ikoniske højttaler har jubilæum
Den ikoniske højtaler Beosound A9 fra B&O fylder 10 år. Her forklarer manden bag, den danske designer Øivind Slaatto, hvorfor højtaleren ikke bare bliver forældet ligesom alt andet elektronik.
Kig dig omkring, rør ved din elektronik. Er din telefon mere end et par år gammel? Din tablet? Hvor længe siden er det, du skiftede dine hørebøffer? Formentlig ikke 10 år, for det er sjældent, at forbrugerelektronik har enten design eller teknologi til at holde så længe. Enten bliver det overhalet af udviklingen, eller også går det slet og ret i stykker.
Sådan et stykke design ville Øivind Slaatto ikke lave, da han for 10 år siden skabte den nu ikoniske højtaler Beosound A9 for B&O. En højttaler, der ikke bare skulle gemmes væk, men i stedet være en del af indretningen som møbel i stuen eller værk på væggen.
Vi har talt med den danske designer i anledning af høttalerens første, skarpe hjørne.
Annonse
Det er sjældent, at et stykke elektronik holder længere end et par år, og slet ikke 10. Hvorfor fungerer A9 bedre end andre højtalere?
”Ambitionen var at lave noget, der ville holde. Mange designer ud fra trends, og hvad der rører sig lige nu. Der bliver brugt mange penge og meget energi på at finde ud af, hvad trenden er, for så at designe ud fra det.
Men da der går mindst et år fra ide, til det endelige produkt når ud på markedet, er trenden skiftet flere gange, siden de første streger er sat – og så er designet hurtigt forældet.”
Hvad gjorde du i stedet?
”Jeg ville gerne lave noget, som alle intuitivt forstod. Kunne man skabe en højtaler, som en person, der aldrig før havde set en højtaler, ville forstå uden videre? Man kan ikke se lyd, men vi ved, at lydbølger vandrer i cirkler.
Kigger man på musikhistorien, har mange instrumenter også været runde: gongen, trommer, bækken. Derfor var det ret naturligt at lave en højtaler i form af en cirkel.”
Annonse
Var det et nybrud at tænke rundt?
”Tidligere havde højtaleren form som en kasse, fordi den ofte var lavet til bogreoler. Jeg fik til opgave at lave en højttaler, der kunne stå frit eller hænge på væggen.
Oprindeligt var tanken faktisk at lave den som en dockingstation for en iPad, og fordi iPad’en var af en vis størrelse, skulle højtaleren også være stor. Men den idé gik jeg hurtigt væk fra, fordi jeg ville ikke lave et produkt, der var underlagt Apple. Jeg ville hellere lave et, der var sidestillet.
Samtidig blev Bluetooth-teknologien forbedret og forældede hurtigt tanken om at have en dockingstation.”
Hvorfor er det vigtigt, at lyd kan ses?
”Jeg havde en stærk ambition om at lave et produkt, der var mere et møbel end en maskine. Da jeg designede højtaleren, var folks teknologibegejstring stille og roligt ved at udvikle sig til en teknologiskepsis. Det var de tidlige dage, hvor teknologien begyndte at tage magten fra os.
Jeg ville gerne lave noget, der kunne blende ind i stuen og blive et interiør og et møbel, i stedet for noget vi var trætte af at blive mindet om. Træbenene er med til at gøre højtaleren varm og venlig, årerne i træet er naturlige og ukontrollerede, mens den matematiske cirkel repræsenterer det perfekte og fuldendte.
Annonse
Det er ren logik: Hvis vi følger naturens love, føler vi os trygge. Derfor, tror jeg, fungerer højtaleren stadig her 10 år efter.”
B&O Beosound A9 bliver i anledning af 10 års-jubilæet lanceret i tre nye farver: Black Anthracite, Gold Tone og Natural Aluminium. Inden i er den nye generation af A9 blevet udstyret med B&O’s patenterede Mozart-platform, som er et udskifteligt modul, der kan opgraderes og udskiftes, hvis og når streamingteknologien bliver forældet.