I en fredet bygning fra 1700-tallet har BIG-arkitekt indrettet sin families hjem med samme fokus på oplevelser og stemning, som når han tegner danske museer eller tårne i Kina

I en fredet bygning fra 1700-tallet har BIG-arkitekt indrettet sin families hjem med samme fokus på oplevelser og stemning, som når han tegner danske museer eller tårne i Kina

Efter at have hjulpet adskillige danskere med vilde boligdrømme i TV 2-programmet ’Mesterlige ombygninger’ faldt BIG-arkitekt David Zahle over sit helt eget renoveringsprojekt på Christianshavn.

Offentliggjort

FRELSERKIRKEN ER SYNLIG fra alle vinduer på den ene side af bygningen på Christianshavn. Det gyldne, spiralsnoede spir følger én hele vejen gennem David Zahles hjem, fra entréen i den ene ende, til altanen i den anden. Den flotte udsigt var da også en af de primære grunde til, at arkitekten for halvandet år siden valgte at købe fjerdesalen i den fredede bygning på Strandgade fra 1733. I dag bor han og familien i store åbne rum og med højt til skrålofterne, men da de overtog stedet, var det fyldt med kringlede gangarealer og små, næsten klaustrofobiske rum fra en tidligere ombygning i 1975.

Første gang David Zahle så stedet, var han mildt sagt skeptisk. Men hans kone, skuespilleren Maria Rich, var solgt, så han sagde ’giv mig et par timer’ og satte sig hjem med sin skitseblok og tegnede en planløsning, der med Slots- og Kulturstyrelsens velsignelse skulle forvandle det oprindelige lagerrum, der i 1975 var ombygget til en lejlighed på 304 kvadratmeter, til et moderne hjem for hele familien.

”Lejligheden havde været til salg i et godt stykke tid, og jeg tror, den fik lov at ligge så længe, fordi mange slet ikke kunne se for sig, hvordan det skulle blive et godt sted at bo. Der var enormt mange kvadratmeter at lege med, og samtidig krævede det – efter min mening – nogle ret voldsomme ændringer at gøre det til et fedt hjem. Der hjælper det nok lidt at være arkitekt og at være vant til at lave langt større projekter,” siger David Zahle.

Det tog tre måneder at få godkendelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen og otte måneders gennemgående renovering at fjerne vægge, lofter, gulve og genskabe det hele med både moderne, rene linjer, men samtidig med respekt for bygningens udtryk. David Zahle har kun været her i en uge, siden han kom hjem fra fire måneder på Færøerne med sin kone, der skulle optage en tv-serie på øen, og parrets tre drenge. Inden da nåede de blot at bo i den færdige lejlighed i ligeledes fire måneder. Så på mange måder er hjemmet stadig helt nyt for familien.

Bordet hedder EDI, er designet af Claosson Koivista & Rune og er håndlavet i Finland. Stolene har David Zahle fundet på en restaurant i Beirut.

David Rich Zahle

47 år. Arkitekt og partner i Bjarke Ingels Group. Uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2003. Har blandt andet tegnet Søfartsmuseet i Helsingør, Psykiatrisk Hospital i Helsingør, Amagerforbrændingen, Pandahuset i Zoo og vundet Den Gyldne Løve ved Venedig Biennalen for Stavanger Koncerthus, som dog ikke blev bygget. Er desuden kendt fra TV 2-boligprogrammet ’Mesterlige ombygninger’, hvis tredje sæson får premiere i 2022. Bor på Christianshavn med sin kone, skuespilleren Maria Rich, og deres tre sønner Gulliver, Samson og Arthur på 9, 13 og 17 år.

David Zahle og hans families hjem ligger ud til en hyggelig Chrstianshavnergård.
Lamperne over spisebordet er New Works Pendel i tre materialer (sort marmor, mørkt træ og kork). Trappen er bygget af genbrugstræ, og globussen under trappen har David Zahle arvet fra sin mor, der er fra Italien.

DAVID ZAHLE HAR været arkitekt i Danmarks mest kendte tegnestue siden 2005 og partner siden 2015. Han står bag en række prisvindende byggerier herhjemme, blandt andet Søfartsmuseet i Helsingør, Amagerforbrændingen, Pandahuset i Zoo og Kistefos Museet nord for Oslo. Egentlig læste han datalogi og filosofi på Københavns Universitet, men efter han og nogle venner under Kulturby i 1996 lavede Bar Utopia i Turbinehallerne i indre København – en blanding af natklub og totalteater – gik det op for ham, at han hellere ville bruge sit liv på at skabe oplevelser end at arbejde med computere.

”Jeg søgte ind på Arkitektskolen for at få et år, hvor jeg kunne sidde og tegne croquis, hvorefter jeg troede, at jeg skulle læse til scenograf på Teaterskolen. Sådan gik det ikke, men den måde, jeg arbejder på som arkitekt i dag, har stadig et historiefortællende og et oplevelsesmæssigt udgangspunkt,” fortæller David Zahle, der blev færdiguddannet som 30-årig i 2003.

Mens han studerede, mødte han Bjarke Ingels og blev ansat på tegnestuen PLOT, der senere blev til BIG, hvor han mødte en tilgang til arkitektur, der mere handlede om oplevelser end kun om at forfine en detalje, som ifølge David Zahle ellers var tilgangen til dansk arkitektur i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne.

Hans store svendestykke blev Søfartsmuseet i Helsingør, som han arbejdede på fra 2007 og syv år frem. Bjarke Ingels gjorde ham til partner i virksomheden, og pludselig gik han fra at sidde med ét projekt til at jonglere med 10-15 ad gangen. For tiden er han blandt andet i gang med et naturhistorisk formidlingssted på Fanø, en bæredygtig fabrik i massivtræ i Norge for møbelfabrikanten Vestre, en masterplan for en bæredygtig ø i Esbjerg Havn og to 300 meter høje tårne i Guangzhou i Kina, alle store, omfattende bygningsprojekter, hvor han skal samarbejde med og tage hensyn til en lang række parter, fra myndigheder, investorer, ingeniører, udviklere til brugere. Derfor har det været en kærkommen afveksling for ham at have sit renoveringsprojekt på Christianshavn ved siden af, hvor han for en gangs skyld har kunnet tage alle beslutninger selv og røre ved alle overflader undervejs.

”På et stort byggeprojekt er der så mange, der gerne vil blande sig. Men her har jeg kunnet lave det lige præcis, som vi gerne ville have det,” siger han.

Den store stålreol med integreret trappe er leveret af HB Trapper og har en indbygget egetræsdør fra Design Doors.

David Zahles tre favorit design-items

1. Sofabord af Isamu Noguchi

”Det er virkelig en klassiker, som jeg enormt godt kan lide, fordi det er så asymmetrisk og håndholdt. De to ben, den trekantede plade og de tre afrundinger, som alle er forskellige. Det fungerer perfekt til en sofaopstilling, fordi det har én langside til sofaen og to korte sider, hvor der kan stå et par stole. Jeg synes, dets bløde former giver en hel masse til et ellers arkitektonisk stringent rum.”

2. Keramikskulpturer af David Zahles søn, Samson

”Det er fire små psykopater, som min søn har lavet. Han har gået til keramik længe, og der er enormt meget børnekeramik, der er et forsøg på at gøre noget perfekt, men det bliver meget bedre når man accepterer og omfavner det vilde og uperfekte. Det er det, som for mig gør de små figurer så levende og charmerende.”

3. Maleri af Maria Rich

”Siden min kone fik rigtig travlt med sin karriere som skuespiller, har hun ikke malet så meget, men det gjorde hun, da hun var yngre. Jeg synes, at maleriet på en god måde indfanger hendes temperament og talent, samtidig med at det er en god kontrast til vores ellers meget stilrene entré.”

DET STORE KØKKEN-ALRUM er hjertet i David Zahles hjem. Det består af en markant køkken-ø i lyst træ og travertin, et specialbygget sofaområde og ikke mindst en stor, høj vægreol opført i otte millimeter massivt, varmt valset stål med indbygget trappeløsning op til den ene af sønnernes værelse. Det tog håndværkerne to måneder at montere de i alt tre tons tunge stålplader, fortæller David Zahle, der også fik hejst flere hundrede kilo italiensk sølvtravertin til badeværelset ind gennem kvistgavlen med en kran. Andre steder har han brugt eksisterende materialer fra lejligheden, blandt andet et gammelt og skævt pommersk fyrretræsgulv, som er blevet slebet op og genbrugt på førstesalen og til en trappe. De gamle bjælker i loftet er også bevaret, men er malet hvide for at give mere lys i lejligheden.

Det har på mange måder været en udfordring for David Zahle at skulle gennemføre en totalrenovering i en fredet bygning, hvor man ikke må flytte så meget som et fag på et vindue. Men det er ikke kun af nød, men også af lyst, at det stadig er muligt at fornemme den oprindelige stil, stedet er opført i.

”Det er det gamle hus, som møder nogle ganske få, store, nye arkitektoniske objekter som det lange køkken og den høje reol, der spænder rummet ud og får det til at virke større. Det mest interessante ved ombygningen for mig var, at det næsten blev en arkæologisk udgravning at rive ned og skrælle af for at komme tilbage til det gamle. Her er blevet bygget om så mange gange i årenes løb,” fortæller David Zahle, der beskriver processen som et langvarigt håndtryk med huset.

”Havde man bare kunnet smække nogle store ovenlysvinduer i loftet, var meget af energien nok blevet brugt på det. Men det, at der er nogle låste rammer, gør, at jeg har været nødt til at lære huset at kende og skabe en dialog mellem det gamle og det nye, som er det, man skal opleve, når man træder ind: At det ikke bare er et nyt hus, men at stedet har noget sjæl.”

Inden David Zahle og familien flyttede til Christianshavn, boede de i 10 år på Vesterbro i en andelsbolig, der var nyistandsat, da de flyttede ind. Før det boede de i VM-Husene og Bjerget, to byggerier tegnet og opført af BIG i Ørestad, hvor alle køkkenerne var nye og ens i alle lejligheder. Som ung arkitektstuderende ombyggede han et par af de lejligheder, han boede i, men ellers er lejligheden på Christianshavn det første boligprojekt, hvor han selv har været helt tæt på alt i processen. Til gengæld er han ikke uvant med at renovere for andre. I TV 2-programmet ’Mesterlige ombygninger’ rådgiver han danskere med store boligdrømme om at skabe unikke og utraditionelle hjem, og David Zahles medvirken var også noget af det, der i sidste ende fik ham til at kaste sig over sit eget renoveringsprojekt.

”Jeg følte, jeg havde hjulpet så mange mennesker med at komme til at bo virkelig fedt, at jeg tænkte: ’Nu er det sgu min egen tur,’” griner han.

Ved vindueskarmen hænger et BIG-design af Gople-lamper for Artimide, derunder keramikskulpturer af David Zahles søn Samson. Patchwork- tæppet af lavet af David Zahles svigermor.
På altanen er der udsigt til Frelsertårnet og Christianshavns tage. Alle overflader er beklædt med egetræ.
Bordpladen er i travertin og produceret af Vaselli, leveret af Zurface. Lampen ovenover er New Works ’Pendel’ i hvid marmor. I baggrunden står to gamle Wegner-lænestole, som er blevet betrukket i koskind.

Verden ifølge David Zahle

Maja Brix

”Maja har tidligere designet Henrik Vibskovs kvindekollektion gennem mange år og laver nu sine egne ting, blandt andet nogle jakkesæt, som er helt uden knapper og lommer og i bløde, uformelle materialer. Hvis jeg er i tvivl om, hvad jeg skal købe, kan jeg altid tage ned til hende i Nansensgade og finde noget, jeg kan bruge.”

Kitesurfing

”Jeg begyndte at kitesurfe for fem år siden, og det har fuldstændig ændret mit syn på det danske vejr og landskab. Før var det en kilde til irritation, at vejret ændrer sig hele tiden, men nu har jeg altid mit udstyr liggende i bagagerummet, så jeg kan hoppe i bilen, køre ud og kitesurfe, hvis det pludselig begynder at blæse. Det er som om, at nogen har flyttet Alperne til Danmark. Hver gang det blæser, er det som nyfalden sne på toppen af dit yndlingsbjerg. At kitesurfe er som at snowboarde i puddersne, bortset fra at man aldrig behøver tage en skilift eller at rejse for at komme derhen.”

Venedig

”Jeg rejser meget, men kommer altid tilbage til Venedig hvert andet år til biennalen. Det er blevet et slags home away from home, hvor jeg sidder på den samme piazza og spiser på den samme restaurant hver gang. Hvis du er væk fra København i nogle år, er alt bygget om, men i Venedig er det, som om intet forandrer sig. Det er en evig by.”

Færøerne

”Jeg har lige været fire måneder på Færøerne med min familie, og stedet og menneskene er virkelig kommet ind under huden på mig. Der er barskt, koldt og regnfuldt, men samtidig utroligt smukt, næsten som en slags nordens New Zealand. Jeg tog med på grund af corona, arbejdede deroppefra og lærte, at mit fremtidige arbejdsliv godt kan være mere fleksibelt.”

Refshaleøen

”Jeg løber ofte på Refshaleøen og oplever den vildskab, som stedet har både nu og med dets historik og de store værftshaller. Hver gang, du kommer derud, er der sket noget nyt, og det er på en måde det sidste åndehul i København, der ikke er tegnet og planlagt ned i mindste detalje.”

Køkkenfronterne er fra Reform, ligesom alle skabe, badeværelsemøbler og garderobemøbler i resten af hjemmet er det. David Zahle har valgt fem forskellige serier fra Reform, der passer til hvert sit rum. Her er fronterne i genbrugstræ fra Dinesen.
Skrivebordet har David Zahle arvet fra sin farmor, Åse Lagoni Danstrup, stolen har han arvet fra sin farfar, Vagn Zahle.Skakspillet har familiens mellemste søn, Samson, fået af David Zahles far, Torben Ulrik Zahle, som ved at lære sine børnebørn korrespondanceskak.