DBU og Kay Bojesen skaber maskot til hjemmet

Fodboldlandsholdet har fået en ny fanebærer.

DBU og Kay Bojesen skaber maskot til hjemmet
Offentliggjort

Er du fodboldinteresseret, bliver enten konfirmand, nyudklækket student eller fylder 18, kan du allerede godt forberede dig på at skulle modtage den i gave; en fodboldmaskot til hjemmet.

Det er resultatet af et overraskende samarbejde mellem DBU og Kay Bojesen, som netop er offentliggjort.

Med udgangspunkt i Kay Bojesens klassiske kongelige garder-figurer har man udviklet en fanebærer, der har DBU's logo prydet på brystkassen.

”Fodbold er fællesskab og allerbedst, når vi er sammen om at fejre de store sejre, som vi i særdeleshed så det under sommerens slutrunde sidste år – og forhåbentlig vil opleve igen, når Kvindelandsholdet skal kæmpe om EM-medaljer til sommer. Med Dannebrog i hånden symboliserer den nye fanebærer os alle, når vi står på stadion og hepper på de danske landshold," siger DBU's administrerende direktør, Jakob Jensen, i en pressemeddelelse.

Fanebæreren kan købes fra 19. april på kaybojesen.dk. Prisen lyder på 1.250 kr.

1.DBU X KB_grønsvær_closeup copy.jpg