Designer Amanda Lilholt: "En stol er ikke bare en stol, det er et objekt, du skal glædes over at kigge på hver dag i mange år."

Vi har snakket med designer Amanda Lilholt om drømme, at samarbejde og hvordan hendes eget liv er udgangspunktet for hendes designs.

Designer Amanda Lilholt: 'En stol er ikke bare en stol, det er et objekt, du skal glædes over at kigge på hver dag i mange år.'
Offentliggjort

Du er begyndt at designe for andre brands og ikke kun i dit eget navn. Hvorfor?

”Oprindelig drømte jeg om at blive den kvindelige Fritz Hansen. Han designede og producerede selv, og det havde jeg ikke set nogen kvinder gøre. Jeg tænkte: ’Det der, det er fandeme mit kald.’ Men det var en ALT for stor mundfuld. Det kræver en stor økonomisk indsats at være producent, og jeg havde ingen kapital.

Mit store dilemma har været at give afkald på mit navn og at skalere mine visioner om at være et fuldstøbt brand ned til at være en designer, som samarbejder med store brands. Men det er ikke et dilemma længere. Min værdi og mine talenter kommer ikke mindre til syne af at samarbejde med andre. Tværtimod.”

Hvad er det særlige i dine designs?

”Jeg kan skabe møbler, som ikke ligner noget, der findes i forvejen. Min vision er at skabe æstetisk bæredygtige møbler i så god kvalitet, at de kan gå i arv. En stol er ikke bare en stol, det er et objekt, du skal glædes over at kigge på hver dag i mange år.

Det, du indretter dit hjem med, skal kunne glæde dig, udvide din horisont, bidrage til mere energi og være en fryd for øjet. Mange af mine møbler er ret skulpturelle og indeholder en historiefortælling, hvor jeg altid er udgangspunktet.”

Hvad betyder det, at du selv er udgangspunktet for dine designs?

”Min garderobe kan være i en enkelt skuffe fra IKEA. Jeg er minimalist. Jeg er til rene linjer, ordentlighed og harmoni. Ligesom mine designs ofte tager udgangspunkt i de refleksioner, jeg har omkring mig selv. Min fortid som dedikeret sportsudøver inden for golf, badminton og fodbold på eliteniveau har stimuleret min stædighed og udholdenhed.

Samsø, hvor jeg er vokset op, har givet mig min kreativitet, fordi den uden forstyrrelser fik lov at blomstre frit. Jeg har altid gang i tusind ting på én gang, fx er jeg ved at bygge et kolonihavehus, mens jeg tegner på sovesofaer som skal lanceres til efteråret og forbereder lanceringen af min serie for Valrygg og min nye stol for Formel A.”

Hvad drømmer du om?

”Det kan være en tålmodighedstest at arbejde med større brands, da der er langt fra skitse til lancering. Jeg har skullet sluge, at tingene ikke altid bliver gjort på min måde, men jeg er ved at acceptere, at jeg ikke kan have en finger med i det hele. Jeg har en drøm om at skabe en concept store, hvor alle mine møbler samles under ét tag, hvor den røde tråd er, at alt er designet af mig. Derfor sikrer jeg mig retten til selv at forhandle de møbler, jeg designer for andre.”

Amanda Lilholt

Amanda Lilholt er uddannet møbeldesigner fra The Royal Danish Academy Of Fine Arts (2016). I de seneste år er hendes møbler nået bredt ud gennem hendes samarbejder med store brands. Blandt andet er hun kendt for den populære sofa ’TWIN’. Lilholt er netop nu aktuel med metalliske kunstværker under navnet ’Perception Of Nature’, sofaen MELLIZO, en lænestol for Formel A, og en serie med fem stole og en sofa for norske Valrygg.

Se mere på @amandalilholt

Se, hvad vi ellers skriver om: Design