En nye uge står for skud, og det sker i selskab med ugens liste. Jeg er et smut i Stockholm for første gang, og her er virkelig fint (og koldt), men jeg har naturligvis scoutet nettet for de bedste ting, og ugens liste har vist sig at være en af de mere potente af slagsen. See for yourself:
Vi lægger ud med et nyt magasin - og så alligevel ikke helt. “Mundial” er et fodboldmagasin, som egentlig kun var tiltænkt en enkelt udgivelse under slutrunden i sommer. Det blev døbt “Issue 0” ved den lejlighed, men nu kommer “Issue 1” på gaden.
Annonse
Forsiden prydes af manden med det bedste navn i fodboldverdenen, nemlig Arsenals Alex Oxlade-Chamberlain. Derudover er der interview med Rafa Benitez, indblik bag facaderne på St. Georg Park - og meget andet. Udover et højt journalistisk niveau, er det hele pakket ind i virkelig flot art direction, så jeg synes, det ser uhyre interessant ud.
Magasinet udkommer nu fire gange årligt, og du kan både erhverve det enkeltvis eller tegne abonnement. Prisen er ikke helt tosset.
Jeg er ingenlunde en kaffe-aficionado, men sætter da pris på en god kop af slagsen og ikke mindst flot design samt brugervenlighed, når det kommer til maskineriet bag. Alle disse ting har Poppy formået at samle i deres “Pour-Over”-kaffemaskine. Kaffemaskiner af den old school slags er ofte noget fesne at se på, men Pour-Over er udformet i et fremragende design med kobber-finish.
Maskinen er udstyret med en indbygget kaffekværn, så du altid har friskkværnet kaffe, og så er vandbeholderen naturligvis udstyret med kulfilter, så den bruger det reneste vand. Som en glimrende detalje er karaflen, hvori kaffen brygges, uden håndtag, men i stedet udført i dobbeltsidet glas, så du sagtens kan holde om den uden at brænde fingrene.
Annonse
Men Poppy har også valgt at smide trumf på qua deres app “Wink”, der lader dig kontrollere og gemme indstillinger for eksempelvis temperaturen på vandet og hvor kraftigt bønnerne skal kværnes. Derudover kan du også bede den om at lave din morgenkaffe på et bestemt tidspunkt, så den eksempelvis altid er brygget, når du vælter ud af sengen. Og som et kirsebær på toppen: Pour-Over ved, når din kaffebeholdning er lav, og ønsker du det, bestilles der automatisk dine præfererede bønner via Amazon, så de bliver sendt direkte til din dør. Fandengaleme godt tænkt.
Pour-Over er endnu ikke i salg, men du kan signe dig op, så du får en mail i det øjeblik, den bliver tilgængelig. Af samme grund er der endnu ingen pris.
I denne uge har jeg også fundet lidt til de legesyge sjæle på Kickstarters hjemmeside. Jolt Team har nemlig skabt “Brik Case” til både Macbook Pro og Air. Brik Case er et clip-on case, som, udover at beskytte din computer, også giver dig mulighed for at bygge alskens forskellige motiver ud af klodser.
Jolt Team har intet med LEGO at gøre, men klodserne passer som fod i hose, så det er kun fantasien, der sætter grænser. Projektet er finansieret, så det er bare med at hoppe på - leveringen sker omkring august i år. Så er der dømt fri leg.
Jeg rejser ikke forfærdeligt meget, desværre - men når det sker, savner jeg altid lidt en måde at have alt mit habengut samlet på. Derfor ser jeg det glædeligt, at This Is Ground har kastet “MOD Tablet 2” på gaden.
Udover at kunne holde alt fra dine nøgler, headset, pas, solbriller, tablets and the like på plads, er MOD 2 produceret i læder, og kommer også i et hav af finish muligheder samt to størrelses varianter.
MOD 2 bliver håndsamlet i Englenes By, og pre-orders er allerede revet væk, men der er netop blevet åbnet for anden runde. Første shipment er den 17. april - og vær som altid opmærksom på alt det trælse told, moms osv osv osv.
Og så lidt mere i legesyge-kategorien. Oregon-baserede North Drinkware er ophavsvirksomhed til “Oregon Pint Glass”, der som udgangspunkt ser ud som alle andre fadølsglas, men som i bunden besidder en lille detalje.
Ved hjælp af ny 3D-data, har North Drinkware i bunden af glasset skabt en fuldstændig præcis replika af det legendariske Mount Cook i New Zealand, og resultatet er ret cool (omend subtilt).
Oregon Pint Glass er et Kickstarter-projekt af ældre dato, og interessen har været så overvældende for det lille firma, at de har været nødt til at lukke midlertidigt ned for bestillinger, så de kan producere glas til de første backers af projektet. Men som ovenfor, kan du skrive dig op til en info-mail, når de åbner for nye bestillinger (estimeret i efteråret).
Vi slutter af i Los Angeles og hos designstudiet Feltmark, som for et par dage siden begyndte at få en god portion opmærksomhed på ’le internet’ for deres “Wald Plug Lamp”. I bund og grund ligner Wald Plug Lamp en gulvlampe, men den sidder direkte i stikket og har derfor ingen berøring med gulvet.
Lampen fås i forskellige længder, nemlig: 60 cm og 95 cm samt to forskellige træsorter: Hvid ask og mørk valnød. Som en ekstra detalje kan stikket drejes, så du kan placere den omvendt eller horisontalt.