Det ønsker vi os i denne uge #7

Det ønsker vi os i denne uge #7
Offentliggjort

Så skal vi endelig til det igen. Jeg er hjemme i kulden igen efter 6 uger i New Zealand og Tokyo, og jeg har en god bunke cool gizmos, vi skal igennem. Hvis du forresten nogensinde er i Tokyo, skal du drikke en øl på Park Hotel Hyatts skybar på 52. etage - den vildeste udsigt, jeg nogensinde har set. Nok snak, lad os komme i gang:

———————————————————————————————————————————

Svenske Acne Production er ubestridt blandt mine yndlings brands, og nu har de netop løftet sløret for et nyt og innovativt koncept. Det hedder ’Curater’, og er et nyt kunstkoncept.

Helt enkelt, så sammensætter Acne sammen med nøje udvalgte kuratorer og kunstinstitutioner seks-otte udstillinger om året, og disse bliver udstillet på såkaldte LED canvas. Ideen er, at du køber en minimalistisk designet digital fotoramme, som via WiFi altså streamer udstillingerne direkte hjem i stuen mod et mindre månedligt beløb.

Rammerne kommer i forskellige størrelser, og du kan købe alt fra 17” til 60”+, så de passer til netop din stue. Oplaget kommer i første omgang kun i 500 rammer, men signer du op nu, kan du være blandt de 50, der får tilsendt en ramme kvit og frit af Acne. Hele arrangementet forventes at gå i luften inden for 12 måneder, og jeg er mere end interesseret.

Pris: Uoplyst

———————————————————————————————————————————

For et par år siden var jeg også skribent her på siden, og der skrev jeg om svenske People Peoples ’Transparent Speaker’. Dengang var den blot et koncept, og derfor glæder det mig, at den nu kan erhverves, for den er eddermame sej. Ganske som navnet indikerer, er højtaleren produceret hovedsageligt i glas med yderst minimalistiske elementer. Filosofien bag Transparent Speaker er less is more, men uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Udstyret med to 3” full range højtalere og en 6,5” subwoofer i høj kvalitet, er du sikret rigeligt med volumekapacitet og så er menuboardet utroligt simpelt med jack indgang, on/off knap og en bas samt treble knap. Og som det bedste, kan den også forbinde med bluetooth. Needless to say, så står den øverst på min ’to-buy’-liste.

Pris: 5200,-

————————————————————————————————————

Franske LaCie sidder tungt på det eksterne harddisk marked, og nu har de netop lanceret en ny model, og den er flot. Harddisken er designet af Pauline Deltour, og ydersiden er produceret af ridse-resistent Gorilla Glass, som er behandlet således, at der opnås en spejleffekt.

LaCie Mirror har 1 TB hukommelse, samt naturligvis kompatible med USB 3.0 for høj overførselshastighed. Og kan du ikke få armene ned over designet, medfølger der en træstander, så du kan have den stående midt på skrivebordet.

Pris: ca. 1800,-

———————————————————————————————————————————

Trenden med designer-bordtennisborde er ganske vidst ikke helt ny, og generelt er prisen uhyre høj. Amerikanske BDDW er ingen undtagelse for ovenstående. Bordpladen er af kirsebærtræ og benene af solid ahorn.

Derudover er nettet af læder som på- og afmonteres med bronze-beslag, således at bordet også kan tjene som spisebord. Med i prisen medfølger fire bat, men der er åbenbart ikke råd til at smide lædercases med i prisen. Dem skal du købe seperat…

Pris: ca. 88.500,-

——————————————————————————————————————————

Det kreative danske bureau, CP+B, har fået færden af en undersøgelse, der slår fast, at man er mest kreativ, hvis man har en smule alkohol i blodet. Nærmere bestemt er en promille på 0,075%. Derfor har de produceret en øl, der har til formål, at hjælpe dig med at ramme netop dette. Den har passende fået navnet “The Problem Solver”, og så er den uden tvivl den bedst designede flaske på markedet.

Ved hjælp af en indikator på bagsiden kan du drikke den passende mængde øl i forhold til din vægt, og så bør du altså ramme den magiske grænse. Der er endnu ikke fastsat hverken pris eller udgivelsesdato, men hop ind på deres Facebook-side, hvor du kan blive inviteret til første prøvesmagning.

Pris: Uoplyst

——————————————————————————————————————————

Danske MENU er efter min opfattelse blandt det bedste design, vi har herhjemme. Deres ’Afterroom Chair’ er et fint eksempel på hvorfor. Det er den første stol, som MENU har lagt navn til, og designet har svenske Afterroom stået for.

På trods af det meget minimalistiske design er stolen utrolig komfortabel at sidde på i længere tid, hvilket må siges at være essensen af en spisebordsstol. Afterroom Chair kommer i flere farver, og kan også købes med hyndebetrukket sæde.

Pris: fra 1495

——————————————————————————————————————————

Fuji smider i februar et nyt kamera på marked, nemlig ’X-A2’. Kameraet er udstyret med en 16-50mm linse med 16,3 megapixels APS-C sensor samt en 3” LCD skærm, der kan tiltes i en 175 graders vinkel, hvilket også har givet det kælenavnet ’Selfie-Ready’.

For yderligere at give de optimale forhold til en selfie, kommer X-A2 også med helt ny Eye Detection AF teknologi, der automatisk slåes til i det øjeblik, du vender skærmen. Heldigvis er det dog også muligt at skyde i en lang række andre modes, hvis du ynder at bruge dit kamera til andet end selfies. Ydermere er der mulighed for WiFi opkobling til din smartphone og så er designet i øvrigt fremragende.

Pris: 3500,-

——————————————————————————————————————————

Og hermed enden på ugens liste: Clip-ons er efterhånden ved at være tilbage i modebilledet, og Han Kjøbenhavn har bidraget med deres ’Clip-On Raven’, som passer til deres Doc brillelinje.

Med Carl Zeiss glas og håndlavet italiensk konstruktion, er du sikret høj kvalitet. Jeg synes ofte, at Han Kjøbenhavn er en smule overpriced, men prisen på Clip-On Raven er bestemt okay og til at betale. De bliver smidt i salg 5. februar.

Pris: 1000,-

LÆS OGSÅ: 5 geniale cykelgadgets

LÆS OGSÅ: Årets hadegave til den telefonafhængige

LÆS OGSÅ: 10 gadgets til jægeren