Fodboldspiller Nicolaj Thomsen omgiver sig med kunst, design og kvalitet ned i mindste detalje. Kom med på besøg hos F.C. Københavns midtbanespiller, der bor i et særegent hus i en baggård ud til en af hovedstadens mest attraktive gader.
Den første gang Nicolaj Thomsen havde sin klubkammerat fra F.C. København, angriberen Viktor Fischer, på besøg i sit hjem, kaldte vennen grinende stedet for Villa Villekulla. Og, ja, der er måske noget Pippi Langstrømpe over baggårdslejligheden på Værnedamsvej i København. Hvis altså Pippi Langstrømpe havde læst på Det Kongelige Danske Kunstakademi og var velbevandret i danske møbelklassikere. Den 106 kvadratmeter store lejlighed ligger dybt inde i et grønt gårdmiljø og er proppet til randen med håndplukkede designobjekter. Her er cremefarvet epoxygulv med varme, en hvid trappe uden gelænder og en gammel stumtjener som rumdeler mellem køkken og stue. En hjemmelavet sofa, Arne Jacobsens ’Ægget’ malet over med sprittuscher og kunstværker af Tal R, Jon Pilkington og Bella Ahlman hængende side om side med akvareller lavet af en treårig.
Før i tiden ville Nicolaj Thomsen aldrig have kunnet finde på at bo sådan, men den 27-årige nordjyde har nu — med hjælp og inspiration fra sin kæreste, Emma — sat et markant og personligt præg på lejligheden, der før husede modelbureauet 2PM.
”Jeg faldt for X-faktoren ved det. Jeg havde ikke set sådan en lejlighed før i København. Man kan komme ind fra verdens mest befærdede gade, og så ligger der det her hus med en frodig gårdhave. Man føler sig næsten hensat til et andet land,” siger Thomsen.
Annonse
Med sine travle fortovscafeer, restauranter og specialforretninger er Værnedamsvej det tætteste, man kommer Marais uden at have et fransk flute under armen. Det var også udslagsgivende for hans valg af gade i et hjørne af byen, hvor der altid er noget at kigge på, og hvor alle kender hinanden.
”Man er på fornavn med hele gaden. Det giver en hyggelig stemning,” siger han. ”Ulempen er, at folk altid gør noget ud af sig selv, fordi de skal ud at hygge sig. Så man kan ikke bare lige hoppe ud efter en liter mælk i underhylere. Man ved, at man skal forbi to-tre cafeer, der er helt pakkede.”
Udsigt til himlen over København gennem ovenlysvinduerne i soveværelset. På væggen hænger et værk af Anton Funch. Trærammen om værket er lavet af Salem Charabi.
Nicolaj Thomsens interesse for design og håndværk kommer ikke fra fremmede. Hans far er tømrer, og han har altid været fascineret af godt håndværk og klassiske danske møbeldesignere. Han har ikke for ingenting deresting stående helt casual i hjemmet, fra 48-sofabænken, et af Finn Juhls mesterværker fra 1940’erne, til Børge Mogensens tremmesofa og Vilhelm Wohlerts ’Triangle Chair’.
”Jeg ved ikke hvorfor, men det er super behageligt at kigge på et velskabt møbel. Det er jo en form for kunst,” siger F.C. København-spilleren.
Hans første klassiske designermøbel var ’Den Spanske Stol’, som han købte brugt for fire-fem år siden, fordi han syntes, at den var flottere med patina. Thomsen boede dengang i en lejlighed nær Forum, som han skulle til at indrette. Han kunne enten gå IKEA-vejen eller begynde at gå op i sit hjem.
”Indtil da havde jeg indrettet mig enkelt med et clean look. Der blev stadig kælet for detaljerne, men det var ikke et sted, hvor man fik en hjemlig følelse. Sådan levede jeg nok, fordi jeg ikke tog stilling til det. Jeg har altid gået op i, at der skulle se pænt ud hjemme hos mig, men jeg boede alene og var altid sammen med mine venner. Mit hjem var mest et sted at sove,” siger han.
Annonse
Det ændrede sig, da han mødte sin kæreste, 22-årige Emma Faller, der rullede med øjnene over hans voksne og spidsborgerlige Arne Jacobsen-stol i læder og B&O-fjernsyn og satte et genbrugsspejl op i entreen, skruede lågerne af køkkenskabet og installerede sin grønne tørshampoo-flaske ved siden af hans Aesop-produkter.
”Tidligere har jeg nok boet lidt prætentiøst, men det har Emma lavet om på,” griner han.
Nicolaj Thomsen i sit hjem sammen med kæresten Emma og deres hund, Esther.
Sengen på førstesalen var ifølge Emma Faller ’hotelagtig’ med ”verdens grimmeste og største sengegærde,” så den blev skiftet ud med en seng fra Axel Wannberg, der er kurateret af Tekla, som flugter mere japansk med gulvet. Hvorvidt der er tale om en klassisk ’Kvinden flytter ind’ — Erlend Loes debutroman og forunderlige parforholdsskildring — skal være usagt. Men på papiret lyder det som en win-win. Som Thomsen siger det: ”Vi lægger meget kærlighed i vores hjem. Og det gør vi sammen. Det håber jeg, at man kan mærke. Emmas indtræden i mit liv har gjort, at jeg ser min indretning lidt udefra og tager stilling til nogle ting, jeg måske ikke havde gjort før.”
Røde blade på en grøn plet i midten af byen. Man er hensat til Paris eller Tokyo i den smukt beplantede baggård, der ligger med direkte udgang til Værnedamsvej.
Hvor finder man inspiration til indretningen? Hvis Nicolaj Thomsen var pertentligt indrettet i et tidligere liv og stod klar med glasbrikkerne, når der var gæster, så har han sadlet om.
”Man må gerne kunne se, at der er nogen som bor her. Det skal ikke føles som et museum, og det må gerne have et personligt aftryk. Så det ikke ligner, at man bare har revet en masse ting ned fra hylderne i Illums Bolighus og smidt dem ind i sin lejlighed,” siger han.
Nicolaj Thomsen får ideer til boligen, når han spiser ude eller får en kop kaffe på en kaffebar, fx på Lille Bakery på Refshaleøen. Men den første regel i hans indretning er, at der ikke er nogen regler. Det er derfor, at han kan have den rustikke ’Backenzahn’-skammel af Philipp Mainzer stående ved siden af den elegante ’Taburet’ af Ole Schjøll som et sofabord, som bare ikke vil sættes i bås. Han har ikke samme fidus til nyere danske brands som HAY, Muuto og Normann Copenhagen, fordi de efter hans mening lader til at have glemt det gode håndværk. Men han er ikke berøringsangst over for noget af det, heller ikke de designklassikere, som har mistet deres cool:
Annonse
”Vi har også en PH-lampe, så man kan sige, at vi gør noget skørt, samtidig med at vi har nogle klassiske ting. Vi læner os ikke op ad en stil, vi blander det hele. Så fungerer det som regel.”
Nicolaj og Emmas tagterrasse i baghuset. Et åndehul midt i byen.
Under lockdown i foråret 2020 byggede Nicolaj og Emma egenhændigt en ny sofa. Lapperne på stoffet bliver sat på hver gang, hunden Esther kradser hul. Træskamlen og marmorbordet er fra e15. Værket på væggen er af Martin Paaskesen.
Stumtjeneren er antik og overmalet med lyserød maling af Nicolaj og Emma. Vestene er Emmas arbejde. Værket på væggen er af Jon Pilkington.
Hjemmelavede lysestager af ler og en bemalet apotekerflaske.
Verden ifølge Nicolaj Thomsen
En butik, jeg altid tjekker ud, er Black Store rundt om hjørnet, som keramikeren Anne Black står bag. Hun sælger tøj, møbler, keramik, bøger og designer-objekter.
Et magasin, jeg finder inspiration i, er Apartamento. Det udkommer to gange om året og har gode artikler om design og indretning. Og så er det flot layoutet med interessante fotos, det er langt fra Bo Bedre-stilen.”
Et tip til en rejse kunne være Restaurant CAM i Paris. Maden er asiatisk fusion i inspirerende omgivelser. Det er råt og lidt industrielt indrettet, men med en hjemlig atmosfære. Stearin fra stearinlysene får lov til at dryppe på bordene, folk har hund med og det hele er uprætentiøst, selvom de store franske kokke spiser her.
En klar anbefaling i mit nærområde er Granola. Jeg troede, at det var et in-sted for bloggere, men når man bor her, indser man, hvor lokalt det er, og hvor meget de værner om deres stamkunder. Man skal bestille en kaffe alene for den lille kage, der følger med. Hvis det skal være vin, kan jeg godt lide Ancestrale, der er gode til naturvin.
Mit næste projekt i min bolig bliver at få lavet et orangeri på førstesalen, en tilbygning på den udendørs terrasse, som man kan bruge hele året. Det er i hvert fald drømmen.
Nicolaj Thomsens favorit design-items
Stol fra Restaurant Ernst, Berlin
”Den er designet af to unge danske arkitekter, Salem Charabi og Rasmus Strøyberg, som lavede den for Michelin-restauranten Ernst i Berlin. Jeg havde læst om restauranten og fulgt med på Instagram, hvor jeg fik øje på stolen. En dag bookede jeg bord til min kæreste og jeg, men tog fejl af datoen. Da vi nåede frem var restauranten lukket, men stolen fik jeg dog lov at købe senere. Den er mega enkel, men kombinationen af fletværket og træet fungerer rigtig godt. Man kan se på den, at det er godt håndværk med en masse fine detaljer. De har også nørdet med den olie, som er brugt på træet. Den kan både fungere som spisebordsstol og som pynt. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på den.”
'Ægget’ af Arne Jacobsen
”Jeg havde den klassiske model i læder, da Emma flyttede ind. Hun syntes, at stolen var for voksen og blærerøvsagtig, og jeg var enig. Så en aften under lockdown, hvor vi kedede os, besluttede vi os for at male den. Vi tog nogle sprittuscher fra Røverkøb og malede et mønster på ryglænet med inspiration fra en vintagejakke fra Babett. Den minder os om en meget mærkelig tid og indkapsler meget godt det her hjem med dets farver og skøre indslag. Vi startede efter aftensmaden og kørte på indtil klokken 03, mens vi drak øl og hørte Cigarettes After Sex. Den afspejler den følelse, man skal have, når man kommer i vores hjem. Der er plads til alle. Man tager noget dyrebart og fint, men skruer ned for højtideligheden og gør det til sit eget. Der var mange, der rystede på hovedet ad os. Men inden vi gjorde det, betød stolen slet ikke så meget for os, som den gør nu, hvor den har sygt meget affektionsværdi. Så kan det jo være lige meget, om den er faldet i værdi.”
Angelo Mangiarotti-spisebord
”Den italienske arkitekts spisebord er i marmor og kan både være meget fint og bruges som helt almindeligt spisebord til hverdag. Jeg valgte bevidst et rundt bord, for som en af mine venner siger: ’Ved et rundt bord er alle lige.’ Hvis man er tre ved et aflangt bord, så sidder man lidt akavet, men her kan man rykke tættere sammen, og det er måske meget symbolsk for vores hjem. Jeg kan også godt lide, at det kan tåle nogle tæsk. For et par år siden holdt vi verdens største nytårsfest og vågnede op dagen derpå til kaos overalt. Især marmorbordet var medtaget for vores ven, maleren Jon Pilkington, havde danset på det, til det var lige ved at tilte. Det griner vi stadig af.”
Hunden Esther er af racen lagotto romagnolo, og kendes på dansk som både italiensk vandhund og italiensk trøffelhund.
Vase af Helle Mardahl.
Guitaren tilhører Emma. Hun spiller på den, men aldrig foran Nicolaj. Stolen er af Vilhelm Wohlert.
Åbne hylder giver et levende udtryk i køkkenet. Nicolaj drikker primært espresso, men tager helst sin kaffe ude i byen.
Nicolaj Thomsen
27 år. Midtbanespiller for F.C. København og har før spillet for AaB og franske Nantes. Thomsen er også co-founder af tøjbrandet Another Aspect, der laver bæredygtigt herretøj. Han bor sammen med sin kæreste, Emma Faller, og deres hund Esther.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.