Hjemme hos instruktør og fotograf Jan Gleie

LANGS AMALIEVEJ slås patriciervillaerne med store vinduespartier, blanke tegltag og sirlig ornamentering om at være størst og mest pompøse. Derfor stopper man helt automatisk op, når man når ned for enden mod H.C. Ørstedsvej og ser, hvad der ligner et japansk byhus løftet ud af Tokyo, fløjet tværs over kloden og plantet midt i Frederiksberg C.

Lodrette lameller af mahogni titter frem bag den høje hæk og det store kastanjetræ, der om sommeren næsten skjuler huset, men som nu står nøgent hen i vintersolen og blotter træfacaden. Set udefra ligner det et af vejens mindste huse, men den let tilbagetrukne placering og facaden, der er lige så diskret, som den er særpræget, snyder, for indenfor råder instruktør og fotograf Jan Gleie og hans kone Barbara Hvidt – som også er fotograf, kreativ konsulent og stifter af børnetøjsmærket Soft Gallery – over 280 kvadratmeter fordelt på to etager.

Her bor de med deres børn, Siggi på 16 og Nola på 14, hunden Rio og for tiden også Barbara Hvidts søster, mand og børn, som har købt huset bagved, der netop kan anes gennem baghaven, og er i færd med at sætte det i stand.

Historien går, fortæller Jan Gleie, at det var naboen i den store hvide villa, der i 70’erne udstykkede en del af sin enorme grund, som blev til fem mindre etplans-parcelhuse. Her flyttede han og Barbara Hvidt ind for 15 år siden efter at have boet 10 år i London, hvor Jan Gleie skabte sin reklamefilms-karriere. Parret totalrenoverede boligen, men beholdt de store glaspartier og skydedøre ud mod haven. For cirka fem år siden udvidede de huset med en førstesal for at få bedre plads til familien.

”Jeg gik længe og legede med tanken og lavede forskellige Photoshop-visualiseringer for at se, hvordan det kunne se ud. Jeg byggede sågar førstesalen i LEGO oven på en grundtegning af vores hus,” fortæller Jan Gleie, der fik sin kones søster, arkitekten Malene Hvidt, til i samarbejde med Hans Bærholm, at hjælpe med projektet, som er inspireret af japansk arkitektur, californisk mid-century modernisme og den indiske arkitekt Bijoy Jain. Dennes arbejde med lysindfald og naturmaterialer havde Malene Hvidt stiftet bekendtskab med under et arbejdsophold hos Studio Mumbai i Indien.

”De fleste, som var inde over projektet i starten, sagde: ’Det kan bedre betale sig at rive huset ned.’ Men det var helt udelukket for mig,” siger Jan Gleie.

”Vores plan var i stedet at beholde udtrykket fra førstesalen, og vi har ikke bare genskabt, men også genbrugt nogle af materialerne til eksempelvis udhænget på facaden.”

UANSET HVOR I HUSET, man befinder sig, kan man se haven, gaden, fra overetagen ned i underetagen og omvendt. Den åbne struktur er helt bevidst og får både hjemmet og familien til at føle sig forbundet, siger Jan Gleie. Han har taget plads bag skrivebordet, hvorfra han kan kigge ind i det, der føles som husets hjerte; et atrium midt i bygningen fuld af planter, lerpotter, en sofa i flet og en lænestol, der bades i lys fra en række smalle ovenlysvinduer i loftet, som spreder formiddagssolens stråler fra midten af huset og ud mod endevæggene.

”Det kan lyde næsten filosofisk, men vores hjem er tegnet indefra, ikke udefra. Måske virker det paradoksalt, når man tænker på, hvordan vores hus fremstår ude fra gaden, men det udvendige har stort set ingen betydning. Lamellerne på facaden ser flotte ud, men de er lavet for det lys og den effekt, de giver, når man sidder herinde,” siger Jan Gleie og peger ud gennem vinduet.

Omkring ham står indrammede billeder og læner sig op ad væggen, fordi Jan Gleie og Barbara Hvidt har svært ved at få sig selv til at bore huller i de hvide vægge (”Huller i væggen er noget af det eneste, man virkelig committer sig til”), og stakke af bøger, der er placeret ”tilfældigt, men alligevel slet ikke tilfældigt,” som Jan Gleie siger med et smil.

Han beskriver sig selv som en perfektionist, der går rundt og retter på gardinerne, hvis de krøller, men perfektionisme er kun interessant for ham, hvis den er omgivet af rod. Den slags kontraster går igen hos Jan Gleie, både i hans arbejde og i hans hjem, hvor bare hvide vægge møder mørke gulve, og moderne, rene linjer danner baggrund for vintagemøbler i træ med brugsspor og patina.

”Der er virkelig mange paralleller mellem huset og mig. Jeg elsker alt, der er ordinært holdt op mod noget, der er ekstraordinært. Jeg elsker kontraster, men det er dér, hvor de mødes på midten, det går op i en højere enhed. Når funktion møder design, eller når maskulinitet møder femininitet,” siger Jan Gleie, der kalder sit hus smukt, men ikke prangende, og selvom det umiddelbart kan lyde mærkeligt at sige om en bolig på næsten 300 kvadratmeter midt på Frederiksberg, forstår man ham, når man bevæger sig rundt i huset, der bærer præg af den japanske arkitekturs sans for beskedenhed og det underspillede.

”Længere nede ad vejen går de forståeligt nok mere op i at have de rigtige teglsten, og at pudsen skal restaureres,” siger Jan Gleie.

”Det ville jeg nok også selv gøre, hvis jeg havde sådan et hus, men vores hus er enkelt, og det afspejler sig også i indretningen. Vi kunne godt have haft jacuzzi, indbygget loftlys og B&O-højttalere i alle rum, men sådan er vi slet ikke interesserede i at bo.”

NÆSTEN ALT i Jan Gleie og Barbara Hvidts hjem har en historie. Der er altid en grund til, at et møbel, et objekt eller et kunstværk har fundet vej ind i huset på Amalievej. Et sofabord fra Marcel Breuer er hentet på værkstedet hos en lille familievirksomhed i London, der reproducerer den ungarske arkitekts møbler, en gyngestol i formbøjet træ er taget med hjem fra en rejse til Los Angeles, hans skrivebord på førstesalen er et arvestykke fra Barbaras far, og sådan kan Jan Gleie fortælle små anekdoter om stort set alle sine ejendele, efterhånden som han bevæger sig gennem huset.

Jan Gleies favorit design-items

1 . Japansk sukkerkrukke

”Jeg rejser meget med mit arbejde, og for mange år siden besluttede jeg mig for, at jeg ville tage én ting med hjem fra hver rejse, jeg er på. På en japansk institution i New York købte jeg for nogle år siden en lille sukkerkrukke, der forestiller en fugl. Det er en helt ordinær ting, men jeg synes, den er smuk, den har en fantastisk tekstur, og så minder den mig om en af mine rejser som alle de andre ting, jeg tager med mig hjem.”

2. Skammel af Nikolaj Lorentz Mentze

”Nikolaj, min svoger, gav mig for nylig en skammel, som han har designet til Ara’kai Beauty’s butik i København. Han har designet og indrettet hele stedet med sine smukke møbler, teksturer, farver og flader. Skamlen er lavet af elmetræ, og jeg elsker dens proportioner og varmen i træet. Sammen med Barbara har jeg været med til at skabe det filmiske, fotografiske og visuelle udtryk for samme butik, så det hele går jo op i en højere enhed. Det var dog lidt af en glædelig overraskelse, at Nikolaj havde lavet en ekstra skammel specielt til mig.”

3. Håndlavede lerfigurer fra Buenos Aires

”De her små figurer flytter lidt rundt på mit skrivebord. Jeg elsker deres udsædvanlige udformning. De er udefinerbare, men samtidig umiddelbare. Jeg fandt dem i et lille galleri, som lå næsten lige overfor en lejlighed, jeg havde lejet i bydelen Floresta. Jeg arbejdede en del år i Buenos Aires for en række store amerikanske brands og filmede blandt andet en kampagne for Pampers, om hvordan alle børn kommer til verden på hver deres måde, under forskellige forhold og med forskellige forældresammensætninger.”

Der er også de to stole på førstesalen tegnet af Peter Hvidt, Barbara Hvidts bedstefar, som nok er mere kendt i USA end herhjemme, fordi han har tegnet møbler til skoler og institutioner på den anden side af Atlanterhavet. Det fandt Jan Gleie for alvor ud af, da han på for en del år siden ledte efter en Eames-stol i Los Angeles og gik ind i en butik med vintagemøbler, men i stedet fandt Peter Hvidts møbler over det hele, fortæller han.

”Forleden spurgte jeg min svoger (designer Nikolaj Lorentz Mentze, red.) hvordan han ville beskrive vores hjem. Han svarede, at det var indrettet med ’relation’. Hvis du tog alt ud herfra, ville huset være ret nøgent og minimalistisk. Men vi har fyldt det med møbler og objekter, som har en historie,” siger Jan Gleie.

Bag mahogni-lamellerne gemmer sig terrasser på både for- og bagsiden, som fylder hele husets bredde. Den bagerste udgår fra soveværelset, og af og til – også om vinteren – sover Jan Gleie derude, fordi han godt kan lide at sove køligt. En nat for nylig, mens han lå på altanen, blev han pludselig vækket af et brøl.

”Det lød, som om der stod en løve nede i baghaven,” fortæller Jan Gleie, mens han kigger ud over havens frugttræer.

”Hverken Barbara eller børnene troede på det, da jeg fortalte dem det morgenen efter. Men jeg var helt sikker, så jeg ringede ind til Zoologisk Have og bad om at tale med en, der vidste noget om løvens brøl. Så fik jeg en ansat i røret, der sagde: ’Ja ja, den er god nok, der er tit folk, som ringer ind.’ Løven brøler om natten, og hvis vindretningen er rigtig, kan lyden nå helt herhen, selvom Zoo er næsten to kilometer væk.”

Fra den modsatte altan kan Jan Gleie kigge ud på gaden, hvor der med jævne mellemrum er folk, der stopper op i efteråret for at samle kastanjerne, som falder fra det store træ i forhaven – men også for at beskue facaden, og hvis der står nogen og ser nysgerrige ud, inviterer Jan Gleie dem gerne indenfor, fortæller han:

”I Tel Aviv stod vi en gang og kiggede på et hus sammen med Barbara, Malene, deres far og resten af den store familie, der så interessant ud. Pludselig blev døren åbnet, og 10 minutter senere stod vi og drak vin og spiste oliven med husets beboere. Den åbenhed har jeg prøvet at tage med mig hjem: ’Kom bare ind.’”

Verden ifølge Jan Gleie

En butik, jeg godt kan lide at besøge, er Mark Tan i Indre by. Han har netop udgivet sin første herrekollektion, og for mig er han en af de få danske tøjdesignere, som holder et meget, meget højt internationalt niveau.

En anbefaling i mit lokalområde er 11o i Tullinsgade, som er både boghandel, café og galleri. Barbara og jeg skulle faktisk have udstillet nogle af vores billeder dernede for nylig, men det blev udskudt på grund af corona.

Min seneste gode restaurantoplevelse i København var på Bar Una i Oehlenschlægersgade, som folkene bag Mangia har åbnet. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik at spise – kun at det smagte helt fantastisk.

Et rejsetip, når verden åbner igen, er Tel Aviv. Uden ellers at forholde mig til Israel på et politisk plan, er Tel Aviv en by, der formår at forene de mest ekstreme modpoler. Religion og frisind. Modernitet og forfald. Og en enorm åbenhed. Jeg har været der mange gange og vender altid tilbage.