Hjemme hos Thor Grabow: "Jeg tror simpelthen ikke, det er sundt for os at bo i noget, der er så klinisk"

THOR GRABOW sammenligner selv sit domicil med en gammel sportsvogn. Den er flot, når den suser ned ad gaden. Den har godt nok ikke fartpilot, og den har måske ikke engang sikkerhedsseler, og komforten er heller ikke helt i top – og så er den enormt dyr i reservedele – men det er en del af sjælen i bilen. Og det skal man forlige sige med. Thor Grabows metaforiske sportsvogn er underetagen i et stort, gammelt hus, der tidligere har tjent som bestyrerbolig i et andelsmejeri.

Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man åbner den grønne hoveddør og ser entreens terrazzogulve og vægge malet i storladne farver. Den følelse fortsætter, når man bevæger sig rundt i lejligheden. Store, lyse rum. En væg i en kraftfuld blå nuance. En gul skydedør. Et helt soveværelse holdt i mintfarve med rustikke vinduer og udsigt til en stor have.

Men der er fodkoldt i Thor Grabows hjem. Og det trækker. På indersiden af vinduerne er der dug, og der er også et enkelt hul i loftet:

”Jeg synes, at rummet får dybde, når det står råt. Det er sådan, jeg føler mig allerbedst tilpas. Da jeg så bygningen her første gang, var alt fuldstændig råt, ligesom mit soveværelse ser ud i dag. Det forelskede jeg mig i, selvom det ikke altid er så fandens praktisk,” siger Thor Grabow og kalder samtidig soveværelset for sit yndlingsrum på grund af et fantastisk lysindfald.

DEN GAMLE mejeribestyrerbolig ligger lidt tilbagetrukket fra hovedgaden i Øsby, en lille sønderjysk landsby. Landsbyen er af den størrelse, hvor man hilser på alle, man møder. I det mindste giver man i hvert fald et anerkendende nik, når man passerer hinanden. Ved siden af huset ligger en stor, hvid bygning, og mellem dem tårner en høj murstensskorsten op og leder tankerne hen på et industrikvarter. I tidernes morgen var der et andelsmejeri i den store bygning, der i dag huser et lidt mere farverigt foretagende – en linoliefabrik, som 42-årige Thor Grabow ejer og driver med hjælp fra en håndfuld ansatte, som fremstiller linoliefarver efter traditionsrige håndværksprocesser.

Før Grabow skulle flytte ind med sine to døtre for fem år siden, kæmpede han en hård kamp med sin udlejer for at undgå, at den 121 kvadratmeter store lejlighed blev renoveret. Udlejeren ville banke de gamle gulve op og lægge linoleumsgulv i stedet. Smide de gamle døre ud og sætte nye i. Kassere de oprindelige vinduer og de svungne radiatorer.

”Men der sagde jeg stop. Det ville jeg ikke være med til, hvis jeg altså skulle bo her,” siger han.

Det endte med en kompromisløsning, og den gamle mejeribestyrerbolig står ikke helt lige så uberørt, som han ellers kunne have ønsket det. Radiatorerne røg, og der blev sat isolerende forsatsvægge op, men gulvene fik lov til at blive restaureret, og de gamle døre sidder også stadig på hængslerne.

”Jeg vil gerne bibeholde respekten for, hvordan husets originale udtryk er. Jeg er stor fortaler for, at ting har en historie. Det kan både ses i mit erhverv og i indretningen af mit hjem,” siger Thor Grabow og fortsætter:

”Det er vigtigt for mig, at de fleste af tingene i mit hjem er nogle gode, faste holdepunkter, der har fulgt mig igennem livet. Dem kan mine døtre så måske overtage en dag, når jeg har stillet træskoene, og til den tid sige, at de minder dem om deres far.”

I STUENS ene hjørne står en gul lænestol fra Fritz Hansen, der har været i familiens eje siden 1947. Thor Grabow hoppede rundt i stolen, da han var knægt, han har selv restaureret den, og nu er det hans foretrukne læsestol, som han er en smule ømskindet over – alle madvarer er bandlyst i den, medmindre den er dækket til med et lagen.

Nærmest metodisk arbejder han sig igennem sine ejendele, udpeger dem og fortæller anekdoter. Det store flygel købte han som ung og håbefuld musiker. Noderne til ’Clair de Lune’ står slået op, lige for tiden mest for syns skyld, for han spiller ikke rigtigt mere.

Et skab i mørkt træ, han som ung har købt på klods og brugt en stor bid af sin opsparing på, står i et andet hjørne. Ovenpå den ligger et stykke af et gelænder i cubamahogni fra hans farfars barndomshjem i Horsens. I vindueskarmen står tre små Holmegaard-vaser, han har købt af den kunstmaler, der lejede mejeribestyrerboligen før ham og brugte lokalerne som atelier og antikvitetsbutik. Vaserne fulgte ligesom med huset, synes han.

På væggen hænger et stort maleri af Henrik Martensen, endnu et køb på klods fra Thor Grabows ungdom.

”Maleriet er en af de ting, mine piger siger, at de gerne vil beholde. Så det ryger nok ikke på bålet den dag, jeg ikke er her mere,” siger han og bevæger sig ud i køkkenet.

”Det er vigtigt for mig, at så meget som muligt i mit hjem skal være produceret i gode og naturlige materialer. Jeg kan ikke holde andet ud,” siger Thor Grabow, mens han sender sit køkkenbord et misbilligende blik og kører hånden over bordpladen.

Det hvide, ovale bord med ben i krom ligner en model, de fleste bolighuse er leveringsdygtige i.

”Det her er noget syntetisk stads. men jeg må tilstå at i et hjem med børn er det praktisk, og derudover har jeg fået det af min kæreste. Tidligere har jeg prøvet at bo med mange kølige farver, hvide overflader og Montana-reoler. Men jeg synes egentlig ikke, at det passer til mig, og nu er jeg ved at finde tilbage til min egen stil igen.”

EN TELEFON ringer og afbryder Thor Grabows talestrøm. Der er bud efter ham fra fabrikken. En farve skal godkendes.

Han går hurtigt de få meter fra sin egen hoveddør, der er malet i grøn, hans yndlingsfarve, og over til fabrikken. De to store haller er fyldt med maskiner og bøtter med linoliemaling i varierende størrelser. På væggene er adskillige farveprøver påmalet. Under dem står forskellige navne. Heimdalblå. Njordgul. Ydunrosa. Aseviolet.

”Jeg bliver aldrig mæt af farver. Jeg elsker at eksperimentere med dem. Det eneste, jeg ikke kunne finde på at gøre med farver, er at male mit hjem i plastikmaling. Det bliver igen sådan noget syntetisk noget, jeg ikke vil have inden for dørene,” siger Grabow, mens han godkender den masse, han er kaldt over for at kigge på. I fagsprog kaldes massen ’pasta’, og den skal senere bruges til linoliemaling.

Han viser os op til sit kontor, der er malet helt i grønt. Stikkontakter, ledninger, lofter, gulv. Det viser sig, at malerarbejdet er udført ved, at Thor Grabow har dækket nødtørftigt af og sprøjtemalet hele rummet.

”Tålmodighed er nok ikke det første ord, man kan bruge til at beskrive mig med. Jeg kan godt lide bare at gøre ting og prøve dem af uden at tænke for meget over det,” siger han og fortsætter:

”Da jeg var 17 år, blev mine forældres gård istandsat. Jeg var med på sidelinjen hele vejen igennem, og det betød, at jeg var med ude på en farvefabrik, der fremstillede linoliemaling. Det fascinerede mig så meget, at jeg spurgte ejeren, om jeg ikke måtte købe fabrikken, hvis den en dag blev sat til salg. 10 år senere ringede han, og så slog jeg til. Jeg anede intet om at arbejde med farver, men jeg har eksperimenteret mig ud af det – det er nok i virkeligheden også sådan, du kan beskrive min tilgang til boligindretning.”

TILBAGE I DEN gamle mejeribestyrerbolig er Thor Grabow ved at sende en af lejlighedens få hvide vægge til tælling. Den skal males brun, så der kommer flere kontrastfarver ind i entreen. En figenrød væg i køkkenet skal også males, dog i samme nuance som hidtil, men denne gang i højglans, så fedtede pandekagefingre ikke kan ses lige så let på overfladen omkring komfuret.

Farvefabrikken kører på højtryk. Både i Thor Grabows egen lejlighed og i de tilstødende, store haller, hvor han driver sin virksomhed.

”Det er ret simpelt med farver og maling. Gør det. Kom i gang. Man kan sætte alle farver sammen, og så skal man bare turde at prøve det af,” siger han med reference til den brede palet af farver, han bruger i sit hjem.

”Når man renoverer i dag, bliver det hele hurtigt plastic fantastic. Der er ofte ikke en eneste fejl eller revne. Det hele står sirligt og skarpt. Jeg tror simpelthen ikke, det er sundt for os at bo i noget, der er så klinisk rent visuelt. Et hjem fortjener efter min mening at have noget liv og charme i sig.”

Thor Grabows favorit design-items

1. Lænestol fra Fritz Hansen

”Den er et arvestykke, der har været i familien siden 1947. Jeg har skilt den fuldstændigt ad og restaureret den. Jeg har spændt fjedrene på ny, proppet den med krøluld og bomuldsvat, og så har jeg betrukket den med gult stof. I min barndom var den mørkebrun, og jeg har egentlig lidt fortrudt, at jeg ikke bevarede den farve, da jeg ombetrak den. Men nu er den gul, og det er også fint nok. Det bliver i hvert fald ikke lavet om, for jeg var faktisk forfærdeligt dårlig til at restaurere stolen. Det tog mig tre sæsoner hos en mand, der underviste i det, før den var færdig.”

2. Lampe fra Le Klint

”En butik i Horsens havde ophørsudsalg, og der købte jeg denne lampe. Jeg var 14 år gammel, og jeg stod i en lang kø ude på gaden for at komme ind og få fat i den. Jeg har altid været fascineret af lampeskærmene fra Le Klint og Le Klint selv. Jeg har også hendes signatur i en bog om hende. Og så synes jeg, det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg allerede dengang vidste, hvad jeg gerne ville have i mit hjem.”

3. Flygel fra Hornung & Møller

”Jeg købte det, da jeg var 16 år gammel, fordi jeg troede, at jeg skulle gå musikvejen. Jeg havde skaffet pengene ved at sælge ærter i enormt mange sommerferier, og så søgte jeg en fond i Horsens, som gav mig et tilskud på 5.000 kroner. Jeg fandt desværre ud af, at jeg egentlig var ret umusikalsk, men flyglet har fulgt mig lige siden alligevel. Nu spiller jeg en sjælden gang imellem for sjov, og mine døtre kan også finde på at klimpre lidt på det.”