På Frederiksberg har musiker Kasper Bjørke og hans kæreste forenet hjem og arbejdsplads

KASPER BJØRKE HAR arbejdet hjemmefra længere tid end de fleste. Gennem årene er hans musikstudie rykket lidt frem og tilbage, men aldrig ud af den 240 kvadratmeter store herskabs-lejlighed på Frederiksberg, hvor han flyttede ind med sin kæreste, designeren Fie Paarup, i 2011. Senest, efter en ommøblering, er det endt længst fra entreen, i et gammelt pigekammer ved siden af køkkenet.

I værelset, hvorfra han er flyttet, har Fie Paarup nu ligeledes fået arbejdsplads i hjemmet og lavet sy-værksted til sine populære patchwork-gardiner, som hun designer under eget navn. De hænger flere steder i lejligheden, hvor parret bor med deres to børn på to og seks år.

”Jeg tilbringer rigtig mange timer herhjemme, og sådan har det været i mange år,” siger Kasper Bjørke.

”Nu arbejder Fie også hjemmefra, og det fungerer ret godt, fordi vi kan sidde i hver vores ende af lejligheden uden at forstyrre hinanden – og så mødes vi her i køkkenet til frokost og får snakket lidt.”

Han har sat sig ved det runde spisebord i køkkenet fra Reform. På væggen bag ham hænger et par værker af den amerikanske kunstner Landon Metz. I mellemgangen, i soveværelset og i både spise- og dagligstue er væggene også beklædt med kunst. Det er en af de ting, der går igen i hjemmet.

Kasper Bjørkes kunstsamling begyndte for mere end 15 år siden med en tegning af den danske kunstner Theis Wendt og et stort fotografi af franske Florence Tétier (som nu er Creative Director hos Jean Paul Gaultier), der også lavede artwork til Bjørkes to første album.

Sidstnævnte hænger i dag hos en ven, fordi Kasper Bjørkes samling er blevet så omfattende, at han ikke selv har plads.

”Jeg har altid haft samlinger. Som ung var det superheltetegneserier og vinylplader, som jeg var helt vild med. Senere er det i stedet blevet kunst og design,” siger han.

INTERESSEN FOR KUNST begyndte ikke længe efter, at Kasper Bjørke investerede i sit første møbel – en vintage flaglinestol af Hans J. Wegner, som stadig står i dagligstuen. Men hans passion for design går længere tilbage.

Kasper Bjørkes mormors kæreste var bror til væveren Vibeke Klint fra Klint-familien, og som barn var Kasper på besøg i hendes villa på Strandvejen, der var fyldt med arkitekttegnede møbler.

”Jeg var meget fascineret af hendes hjem. Som barn sad jeg ofte og tegnede plantegninger til huse og forestillede mig, hvordan man kunne indrette dem med møbler. Faktisk har design fulgt mig længere end musik, og hvis ikke jeg var begyndt at dj’e og og producere, var jeg nok endt på Arkitekt-skolen,” fortæller Kasper Bjørke.

Med årene er antallet af arkitekttegnede møbler ligesom kunstsamlingen vokset betragteligt og indeholder efterhånden en del ting, som Kasper Bjørke holder meget af – men møblerne i hjemmet er også til for at blive brugt og levet i, siger han, også selvom det har krævet en del tilvænning for ham at lade to små børn boltre sig i dem.

”Jeg er virkelig et ordensmenneske – Fie ville nok sige kontrolfreak – og det tog lidt tid for mig at lære at slappe af i, at ungerne kravler rundt og spilder, som børn jo gør. Jeg har måttet vænne mig til ikke at rydde op hele tiden, for ellers ville jeg ikke lave andet. Det stopper jo aldrig, når man har små børn. Men det er jo også lidt hyggeligt, at det er en familie, som bor her, og at det ikke bare er et showroom.”

FRA KASPER BJØRKES plads i køkkenet kan man kigge direkte ind til hjemmestudiet. På et studiebord i mørkt træ står en Mac og et par studiehøjttalere, ved siden af er stablet et par keyboards.

For tiden er han i gang med at indspille et ambient-album, som skal udkomme i løbet af 2022 og bliver anden udgivelse fra projektet Kasper Bjørke Quartet. Kompositionerne mixer han i hjemmestudiet, mens de egentlige indspilninger med akustiske instrumenter foregår andre steder i samarbejde med andre musikere.

Helt lavpraktisk er det svært at hamre løs på klaver og spille cello og violin i en lejlighed, når man både har naboer og en kæreste, som arbejder i den anden ende. Udover at lave musik bruger han også spisestuen som kontor til den anden del af sin virksomhed: Management for andre artister, herunder Trentemøller, Oh Land og produceren Vasco.

Med både egne musikprojekter, management og Fie Paarups designvirksomhed har det af og til været svært at få familielivet til at gå op, fortæller Kasper Bjørke. Men her er hjemmearbejdet en fordel – så længe man husker at sætte grænser:

”Vi har en regel om, at når børnene er hentet klokken 15, så bliver der ikke arbejdet mere – i hvert fald ikke, før de sover. Som udgangspunkt prøver vi også at lade være med at arbejde om aftenen, for det er nemt for både Fie og jeg lige at liste ind i hver vores studie. Men det ender med at gå ud over den tid, vi har med hinanden. Før vi fik børn, var det lidt svært for mig at styre det der med ikke at svare på sms’er eller mails klokken 23 om aftenen, men nu giver det helt sig selv: På det tidspunkt ligger vi næsten altid under dynen.”

Kasper Bjørkes tre favorit design-items

1. Flaglinestolen af Hans J. Wegner

”Det var det første arkitekttegnede møbel, jeg købte. Wegner tegnede den med udgangspunkt i sin egen barndom ved Vesterhavet og forsøgte at genskabe følelsen af at ligge nede i klitterne på stranden og lytte til havets brusen. Formsproget og materialerne tiltaler virkelig mine sanser, og mine børn er vilde med den og kravler ofte rundt på den.”

2. Tre malerier af Landon Metz

”Jeg har ofte samarbejdet med billedkunstnere om artwork til mine album-udgivelser. Landon Metz og jeg mødtes første gang i 2013, siden er vi blevet venner, og jeg har hjulpet ham med musik til udstillinger, ligesom han lavede coveret til Quartet-albummet ’The Fifty Eleven Project’ i 2018. Da han havde lavet de tre værker, sagde han, at han ville destruere dem, fordi han ellers aldrig laver kvadratiske værker, men han lod mig heldigvis købe dem af ham. De giver mig en kæmpe ro, og jeg nyder dem hver eneste dag.”

3. ’Father’ originalværk af David Shrigley

”Vi havde lige fået vores søn Vitus, da jeg så denne Shrigley-tegning på en udstilling i Paris. Den talte virkelig meget til mig. Den er enormt morbid, samtidig med at jeg tror, at mange fædre kan blive ramt af en følelse af at være bange for at tabe deres barn, ikke bare fysisk, men også i overført betydning. Jeg synes, det er et sjovt, skarpt og og relatérbart kunstværk.”