En stol bliver til: Sådan lavede Matias Møllenbach 'Enghave Chair'

1.

Jeg har altid godt kunnet lide Poul Kjærholms PK-15. Det er en virkelig flot og minimalistisk armstol. Jeg faldt over den på Designskolens møbelsamling og fik lyst til at lave en stol inspireret af den. Det var i foråret 2019, mens jeg lavede mit afgangsprojekt, en aluminiumslampe, som i dag er en del af mit produktsortiment. Normalt tager mine designs udgangspunkt i en produktionsproces – for eksempel hvordan man arbejder med at genbruge aluminium. Men her var det Kjærholms stol. Jeg tegnede en ærkeform, den mest simple armstol man kan forestille sig, og lod den være mit udgangspunkt. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg gerne ville fremstille stolen i birk. Det er en træsort, som jeg synes har en smuk farve, og hvor årerne i træet er ret diskrete.

2.

Jeg tegnede op mod 50 forskellige skitser. Nogle af dem renderede jeg også på min computer for at få en idé om, hvordan det færdige produkt kunne se ud. Det tog et halvt år, hvor jeg tegnede lidt, lod det ligge for at arbejde på noget andet og vendte tilbage. Jeg nåede igennem en række forskellige udtryk, former og farver. Konceptet kom til at fungere, da jeg fandt på, at alle lægter skulle have samme tykkelse. Jeg valgte at lave sædet i flettet stof, fordi det fremhævede birketræet. Når man kigger på renderingerne i dag, kan man se, hvordan stolen langsomt bevæger sig i retning af den endelige form.

3.

Jeg 3D-printede stolen i størrelsesforholdet 1:4 for at få en idé om proportionerne. Derefter lavede jeg selv den første prototype på Statens Værksted for Kunst på Christianshavn. Jeg byggede en trækasse, der fungerede som en slags justerbar stol, så jeg på forhånd kunne finde ud af siddehøjde, ryglæn osv. og gøre stolen så komfortabel som muligt. Den første prototype viste, at konceptet grundlæggende fungerede. Men jeg kunne se, at lægterne var for tynde, og at den føltes for stor og ’usamlet’. Da jeg lavede anden prototype, havde jeg fokus på at gøre stolen mere kompakt.

4.

Jeg brugte lang tid på at finde ud af, hvordan samlingerne mellem de forskellige trælægter skulle være. Det har stor betydning for, hvilket udtryk en træstol får. Jeg ville gerne have, at stolen skulle være et udtryk for det designsprog, som jeg dyrker i mit arbejde generelt. Det er et enkelt og meget ærligt udtryk, hvor intet er skjult, og hvor samlingerne for eksempel gerne må være synlige. På armlænet lavede jeg en fræsning, som tog halvdelen af tykkelsen og gav en afrundet finish. I ryggen er den fræset i en vinkel på 15 grader fra lodret, det er den vinkel, man gerne vil ramme for at få en stol, der er behagelig at sidde i.

5.

Når man er en lille møbelvirksomhed, kan det være svært at komme ind på fabrikkerne. Især hvis man vil lave noget i Europa, skal man virkelig presse på. Jeg fandt en producent i Polen, som jeg sendte alle tegninger og mål. Men jeg vidste, at det, man sender af sted, ikke altid er magen til det, man får tilbage. Min virksomhed er stadig ret ny, og derfor har jeg ikke oparbejdet det forhold til producenten, som mere etablerede møbelvirksomheder måske har, og man skal som regel lige spore sig ind på hinanden. Jeg bad dem lave et færdigt produkt, men de så en skitse til fortolkning. På den første stol, de sendte, var lægterne for eksempel 40 mm brede i stedet for 34, som jeg havde bedt om. I alt tog det et halvt år at få det endelige produkt helt på plads. Det krævede lidt tovtrækkeri frem og tilbage, og jeg måtte gå på kompromis med nogle ting. Blandt andet endte benene med at være bredere, end jeg oprindelig havde bedt om. Jeg lancerede stolen i august, og i dag er jeg faktisk ret glad for det udtryk, som det har givet stolen. Så det var held i uheld.

Følg Matias’ design og arbejde på @matiasmoellenbach

Se, hvad vi ellers skriver om: Design og Oplæste artikler