Bjarke Ingels: "Hvis man bare kunne nå at lave én fuldstændig perfekt bygning ..."
Arkitekten er lige nu det tætteste Danmark kommer på en rigtig international stjerne. Opskriften bag successen er lige så svær, som den er simpel. Det gælder om at have højt til loftet. Vi fulgte Bjarke Ingels til Barcelona, hvor han arbejder på at få så mange byggeprojekter i ordrebogen, at han kan åbne en tegnestue i byen.
Chaufføren i den sorte Mercedes blinker til højre, kører et hvidt plastikkort igennem en kortlæser og ruller langsomt ned i en privat parkeringskælder.
Bjarke Ingels stiger ud af bilen og ind i en elevator, der lydløst glider op til 10. etage, hvor den åbner direkte ud i en tagetage med enorme vinduer og udsigt ud over Barcelona. Byen er badet i vintersollys, tagene udgør et douce patchwork af farver, i baggrunden blinker havet, og et følge af arkitekter og pengemænd strømmer ud i receptionen for at hilse.
Den danske arkitekt er ikke fedtet med hverken smil eller håndtryk, da han bliver vist rundt på etagen, mens han stiller spørgsmål til alle. Duften i rummene? Sejlbådsmodellen på væggen? Etagens indretning?
Annonse
Lynhurtigt hakker han alt, hvad der minder om anspændt stemning i småstykker. Han er uformel og grænseoverskridende og tager ikke hensyn til, at han står over for en af Barcelonas mest velhavende forretningsmænd, en ejendomsmatador, der leder efter den rigtige arkitekt til en håndfuld store byggeprojekter.
Bjarke Ingels tager plads ved et mødebord og rykker øjeblikkelig den mørkebrune Eames-stol en meter baglæns, så han ikke sidder direkte ved bordet. Da ejendomsmatadoren gennemgår sin portefølje og fortæller, at han vil overtage en stor del af bygningerne på Avinguda Diagonal, der skærer gennem Barcelona fra havnen i øst til bjergene mod vest, afbryder Bjarke Ingels koldblodigt for at lave sjov.
Han læner hovedet tilbage og med fuld bugstøtte udstøder han en højlydt og ondskabsfuld hånlatter, som selv Jack Nicholson ville være stolt af. Hans optræden er et stykke over grænsen for førstegangsmøde-etikette, og den får de velklædte arkitekter og dyre mænd ved bordet til at bryde ud i en overrasket kollektiv latter.
Egentlig skulle Bjarke Ingels slet ikke sidde her. Et møde på det her niveau kunne være taget af en af de andre partnere eller en projektleder. Ikke chefen, der bor i New York, som har 400 ansatte under sig, og som for 24 timer siden sad til Sundance Film Festival i Utah for at se premieren på den dokumentarfilmsserie, Netflix har lavet om blandt andre ham.
Hans telefon har kimet konstant på vej fra hotellet til kontoret her i den anden ende af byen.
Annonse
På listen over byggerier, hans tegnestue BIG lige nu arbejder på, er det nye Google hovedkvarter i Californien, det sidste tårn, der skal bygges på World Trade Center-grunden, Manhattans nye stormflodsvæg, der skal beskytte den nedre del af Manhattan mod oversvømmelser, museet Smithsonian Institute i Washington D.C., Grønlands nye kunstmuseum i Nuuk, en ny prototype for flydende studieboliger kaldet Urban Rigger og Amager Bakke, der når det står færdigt, bliver verdens mest miljørigtige affaldsbaserede energianlæg, hvor man kan stå på ski på taget.
Når han alligevel har valgt at dukke op her i dag, handler det om, at han gerne vil flytte til Barcelona, og derfor vil han have fat i så mange projekter, at han kan åbne en stor tegnestue i byen. Hans kæreste Ruth er spanier og han elsker Barcelona, som han kalder sin absolutte yndlingsby.
Efter en times samtale med ejendomsmatadoren slutter han mødet af med en gennemgang af BIGs byggerier. Han dvæler ved nørdede detaljer om en tagrunding på den underjordiske gymnastiksal på Gammel Hellerup Gymnasium, der følger kurven for en flyvende håndbold, og viser den matematiske formel frem der beskriver kurven, som hans gamle matematiklærer på samme gymnasium har udregnet. Sekundet senere taler han stort og filosofisk om fremtidens byggeri, om at gøre problemer til løsninger, om meningen med det hele.
Til sidst siger matadoren, at Bjarke Ingels bare kan vælge, hvilke af de mange projekter, han vil tegne, og arkitekten lægger billet ind på nogle tårne og tilbyder at tage ud og se på et hotelprojekt næste morgen. På vej ud siger en af de kvindelige arkitekter:
”Lige nu er alle rolige, giver hånd og smalltalker, men lige så snart I går, vil de råbe højt af glæde over, at han vil arbejde med os.”
Bjarke Ingels voksede op i Vedbæk nord for København i en typisk parcelhuskasse fra 1960’erne med udsigt til en sø. I dokumentarfilmen ”Big Time” af Kaspar Astrup Schröder, der har fulgt Bjarke Ingels i en årrække, står han på taget af sit barndomshus og forklarer, hvordan han klatrede derop, da han var lille. Hans far gennede ham ned, han kunne jo falde ned og slå sig, men Bjarke kunne ikke forstå, at han ikke måtte bruge det sjoveste sted på grunden til at lege.
Annonse
Når man ser på hans prisvindende byggeprojekter siden hen, kan man nemt genfinde skuffelsen over at blive nægtet adgang til taget. Tagbesættelsen er allestedsnærværende, senest og måske mest udtalt i det snart færdigbyggede energianlæg på Amager, hvor man kommer til at kunne gå ture og endda stå på ski på taget, hvis man da ikke hellere vil klatre op ad murene.
Hans forældre er akademikere, moren er tandlæge, faren er civilingeniør, og de to har vidt forskellige temperamenter. Moren er typen, der taler meget, har en gennemtrængende stemme og gerne siger sin ærlige mening, fx har hun fortalt ham, at han ”har en krop som en legomand”, hvorimod faren gerne fordyber sig i et hjørne og er stille.
Bjarke lærte hurtigt, at han kunne begge dele. Han var afsindig dygtig i sin klasse på Vedbæk Skole, han fik gode karakterer uden at yde en særlig indsats, men bedst af alt kunne han lide at tegne.
Som tiårig lavede han sin første plantegning, en bygning til James Bond, komplet med voldgrav, hemmelig kajplads og svævebane ind i soveværelset. Da han blev student fra Gammel Hellerup Gymnasium med et gennemsnit på 10 på den gamle skala, kunne han vælge og vrage mellem uddannelser. Han forestillede sig, at han skulle være tegneserietegner eller illustrator.
”Men det var alligevel for uambitiøst, mente mine forældre. De er akademikere begge to og syntes, det var noget pjat,” fortæller han.
Derfor sendte forældrene en ansøgning til arkitektskolen på hans vegne. Dengang kunne man komme ind med et højt gennemsnit, og han røg lige igennem optagelsesprocessen.
Arkitekturen begyndte for alvor at give mening for ham i Barcelona. Det var her han havde sit første udlandsophold som arkitektstuderende i 1994, her deltog han i en tegnekonkurrence, hvor han til sin egen overraskelse vandt en pengepræmie på 500.000 kr. og gik videre til anden runde, og her han åbnede sin allerførste minitegnestue sammen med en svensk, en tysk og to danske medstuderende.
I 1998 fik han som studerende arbejde hos den hollandske arkitekt Rem Koolhaas, der havde været hans store arkitektidol gennem studietiden. Her mødte han belgiske Julien De Smedt, og i 2001 stiftede de deres eget firma, Plot, i København. Forinden havde de vundet et par konkurrencer. Men de var ikke sikre på, om de nogensinde ville få lov at lave en bygning.
”Inden for arkitektfaget er der en klassisk catch 22: Hvis du ikke har en bygning, så kan du ikke få en bygning,” forklarer Bjarke Ingels.
Derfor var det den vildeste sejr, da de to unge arkitekter modtog et opkald på en landevej lidt udenfor Barcelona på vej op mod Salvador Dalis hjemby Cadaqués. Det var dommerkomiteen i en tegnekonkurrence om et Vandkulturhus i Aalborg til 85 mio. kr., der kunne fortælle dem, at de havde vundet.
”Vi holdt ind til grøftekanten og skreg juhuu. Og så byggede vi en hel tegnestue baseret på den ene opgave. Alle vores drømme så ud til blive til virkelighed.”
Men så rykkede et kommunalvalg ved magtforholdene i Aalborg, og i september 2002 pillede politikerne Plots svømmehal ud af budgettet for 2003. Det fik uoverskuelige konsekvenser for Bjarke Ingels.
”Jeg sad i et tog på vej til Jylland, da jeg fik det at vide. Jeg gik nærmest i stykker. Jeg var helt, helt knust. Det var ligesom at få revet hjertet ud. På det tidspunkt var det hele vores eksistensgrundlang. Vi havde ikke andre opgaver. Og det var uvist, om det mirakel, der var sket én gang – at få en opgave ud af det blå – ville ske igen. Det var jo den bygning, der skulle afgøre, om vi kunne få vores næste opgave.”
Mørket er faldet på, og han går med hastige skridt mod vandet i Barcelona. Et stort entreprenørfirma leder efter en arkitekt til at stå for en kæmpe ombygning ved vandet. Den præcise beliggenhed er en hemmelighed indkapslet af underskrevne tavshedsklausuler, men planen er, at det eksisterende område skal brydes op og hele området forandres, så hav og havn hænger sammen.
Der er kun tre kvarter til aftenens middagsaftale, men han har alligevel insisteret på at nå herned. Sammen med en anden arkitekt ser han på bygningerne, drøfter hvordan indgangene vender, om udgangene er hensigtsmæssige. De ser på, hvad der blokerer for adgangen til vandet, på de mennesker, der er i restauranterne, noterer sig, hvor der er tomt og analyserer, hvad der fungerer og hvad der ikke gør.
”Jeg går bare rundt og mærker området. Det skriger fx til mig, at relationen til havnen og marinaen er uaktiveret mange steder, det er et brølende spild af materiale," forklarer han.
Ture som denne er hans indgang til at lave det bedst mulige projekt. Både dengang han var helt grøn og knap havde penge til rejserne, og nu, hvor det er svært for hans assistenter at klemme dem ind i hans skema. Hans erfaring er, at man nemt kan se, når arkitekterne i de åbne, internationale konkurrencer ikke har været det sted, de tegner.
”Forslagene er ofte helt gak. Hele detektivarbejdet, den åbne, kritiske tilgang til det, har de ikke. Selv om ens tilgang er at forandre en ting, er man først nødt til at sætte sig ind i, hvad der er nu. Ellers er det helt umuligt. I langt de fleste tilfælde tropper jeg op for at opleve, hvad det er. Og hvad det skal ende med at være. Jeg kan ikke tage gode beslutninger, hvis jeg ikke har en forståelse for stedet. Man kan så nemt misforstå det.”
Han sammenligner det med at være journalist: Man skal lære et menneske at kende, dets nøglesituationer, hvilke muligheder, det har – og så lave et greb, der gør, at historien fungerer.
”Du skal lynhurtigt lære folk at kende for at forstå, hvad der er vigtigt for dem. Der er kun en mulighed for at gøre det rigtigt.”
I en verden som hans, der er befolket med store egoer, pengemænd og mere politik end de fleste gør sig begreb om, er det en egenskab, der ofte gør forskellen.
”Jeg tror, at empati er en af de vigtigste egenskaber i mange kreative fag. Empati fortæller dig jo ikke, hvad de andre føler, men hvad du føler, at de andre føler. Det er din forestillingsevne, der gør dig i stand til at gætte, hvad andre føler, hvad de synes og lægger vægt på. Arkitektur er portrætkunst,” siger han, mens han læner sig ud over vandet og prøver at få overblik over havnen.
”Folk spørger tit: Hvad med bygherren? Er det ikke svært, at de vil en ting, og at du vil noget andet? Men det er jo det, der er hele spændingen. Ligesom når en billedkunstner maler et portræt. Det, der skaber et godt portræt, er jo kunstnerens evne til at fange sjælen, ånden. Arkitektur handler om at finde ud af, hvad man skal gøre her. Hvad det her sted er nu, og hvad det kan blive til.”
Mens han traver rundt på kajen fortæller han om det bonmot, han hørte for nylig, og som har sat sig fast i ham. ”Inspiration er for amatører. Professionelle går på arbejde.”
”Man skal ikke skal gå og vente på at blive inspireret. Hvis man har en faglighed, går man i gang og arbejder sig frem.”
Da han sammen med Julien De Smedt startede sin første tegnestue i 2001, var de begge dødtrætte af, at arkitekter næsten altid brokkede sig, når de optrådte i medierne.
Det ville de gøre op med. I stedet ville de skabe begejstring. Og det lykkedes Plot, som tegnestuen hed, at vinde en række priser, bl.a. Young Architects of the Year Award, Henning Larsen Prisen og Nykredits Arkitekturpris. Og deres projekter fik massiv mediedækning.
Deres måde at tale på var anderledes end de etablerede tegnestuer. De var provokerende, de var fascinerende og uformelle. De havde et bordtennisbord på deres tegnestue på Vesterbrogade, de havde ry for at have en vis succes med damerne, de nye arkitekter ville arbejde for dem, og selvom de ikke havde bygget andet end et havnebad på Islands Brygge, blev Bjarke Ingels og Julien De Smedt en slags unge arkitekthelte.
Hvad de to unge mænd manglede i erfaring og bygninger, havde de til gengæld i ideer, ord og gennemslagskraft. De talte klart og logisk om emner, der normalt var svære at forstå. De legede med arkitekturen i stedet for at sætte den op på en piedestal. Og de nåede lige at få den vigtige første bygning, før de gik fra hinanden, nemlig VM-husene i Ørestaden, der er formet som et V og et M og hvor lejlighederne har spidse vinkler. Ingen af dem er ens og der er usædvanlig højt til loftet.
Det var et byggeri, der gjorde indtryk, og da Bjarke Ingels startede BIG (Bjarke Ingels Group) i 2006, kom både kulturministeren, Københavns overborgmester og teknik- og miljøborgmesteren til receptionen for at fejre virksomhedens nye lokaler. Snart efter byggede BIG sammen med byggeentreprenør og investor Per Høpner både VM-Bjerget og Otte-tallet i Ørestaden.
Alligevel var virksomheden med Bjarke Ingels ord ”ved at gå på røven et par gange.” Senest lige inden finanskrisen.
”I 2008 fik jeg min storesøster til at gå alle vores udgifter igennem. Vi sparede vores frokostordning, fyrede 35 mennesker, skar ned på rengøring, og det lykkedes mig at få lavet et stort banklån til at finansiere, at vi var strapped for cash. Jeg kautionerede for det personligt. Havde det været et år senere, var bankerne aldrig gået med til det.”
Atter uden sele sidder han på bagsædet i en bil på vej mod en landsby uden for Barcelona. Her har ejendomsmatadoren købt et forfaldent herskabeligt hus på cirka 2.000 m2 til 1,2 mio. euro, som han vil lave til hotel for det, han kalder Silicon Valley-klientellet – de mange it-millionærer, der flyver hertil for at spise på områdets Michelin-restauranter og cykle afstressende ture.
Bjarke Ingels skal se huset, så han kan tage stilling til, om han vil sige ja til opgaven, idden er at matadoren skal købe fem-seks huse mere i de omkringliggende byer, så hotellet kan udvides til en kæde.
På turen tjekker han mails, bliver afbrudt af telefonopkald fra kontorene i New York og Danmark, og vender noget med CEO Sheela Søgaard, der er i Tel Aviv.
”Lige nu har vi 20 bygninger i gang på byggepladser. Det er derfor, telefonen hele tiden ringer. Der er virkelig nogle ting, der simrer lige i øjeblikket. Men det er også ekstremt fedt, at alt, ALT det, vi har knoklet med de sidste 16 år, begynder at blive til noget,” siger han, inden han afbryder for at diskutere en situation omkring renovationen af det nye Noma på Christianshavn med en af sine partnere, og derefter tager et opkald omkring sin husbåd i København, hvor der er opstået et problem med bordpladen i køkkenet.
”Åh nej, Ruth havde glædet sig til at lave mad på båden,” siger han skuffet. Pladen er skåret forkert ud og kan ikke reddes.
I slutningen af hver eneste opkald spørger han, hvad aftalen er og hvad næste skridt er.
”Man kan have en rigtig god samtale, men det er ikke sikkert, at man faktisk er enig om, hvad man besluttede og hvem, der skulle gøre hvad,” forklarer han.
Pludselig råber han højt: ”Se, se!”
Han peger på huset i al sin falmende pragt. Vi parkerer langt muren, der omgiver grunden, og han løber begejstret ind i det høje græs og kigger sig omkring.
Indenfor går han igennem de kæmpestore tomme rum, ser på de skæve vægge, smuldrende lofter, oldgamle flisegulve, trapper, der giver sig og kommer med ophidsede udråb. Det er en drømmeopgave for en arkitekt, men ikke et klassisk BIG-projekt. Dertil er det – på en måde – for gammeldags, for klassisk og for småt.
”Egentlig er projektet her for lille til os. Men for mig handler det mest om, at det ligger i Barcelona. Det er en investering i selve relationen,” siger han på vej hjem i bilen og fortæller, at et af de vigtigste samarbejder i hans liv har været med byggeentreprenør og investor Per Høpner.
”Per Høpner gav os lov til at bygge i Ørestaden, da vi ikke havde bygget så meget som et hundehus. Det handler om at finde sig en god makker. Det skal være en, der ikke er bange for, hvad andre siger, en som ved, hvad han vil og stoler på sig selv.”
Netop evnen til at skabe kontakter, også de steder, hvor pengetankene ligger, er en af de ting, Bjarke Ingels er virkelig god til. Han virker aldrig ærbødig overfor magten og sætter samtidig en ære i at sige sin mening. Faktisk virker det ikke, som om han nogensinde siger noget bare for at være høflig. Men måske siger han ind i mellem noget for at være provokerende. For at blive husket.
Det var også en stor pengemand, der var skyld i, at han rykkede til New York i 2010. Douglas Durst, en af de største ejendomsudviklere i den amerikanske storby, mødte Bjarke Ingels i 2006. Dengang sagde danskeren til ham:
”Hvorfor ligner alle dine bygninger bygninger?”
Siden fulgte Douglas Durst med i Bjarke Ingels’ karriere og gav ham opgaven med at tegne VIA 57 West, en skyskraber i et hjørne af Hells Kitchen. Endda før han havde licens til at arbejde som arkitekt i USA.
”Vi kunne ikke stille nogen betingelser, vi var bare virkelig taknemmelige over, at han turde satse på os. Vi havde fx ikke ansvaret for konstruktionstegningerne på lejlighederne, og der var meget, der kunne have været endnu bedre. Men hold kæft, hvor er jeg glad for, at vi gjorde det,” siger han i dag.
Og flytningen til New York var nødvendig, for han var ved at køre træt.
”Jeg følte, at jeg var som landmanden i Kaj og Andrea-sangen. Jeg skulle malke køerne, fodre grisene, vande græsplænen, og når jeg var færdig med det, kunne jeg begynde forfra. Og så gik det op for mig, at jeg ikke havde startet BIG for at kunne arbejde for en tegnestue, men for at have en tegnestue, der kunne arbejde for mig. Det andet er selvfølgelig også fint, men man glemmer hurtigt forholdene – og så er det pludselig halen, der logrer med hunden. Da jeg indså det tænkte jeg fuck det, så tager jeg bare til Amerika, og så kan den københavnske tegnestue lære at stå på egne ben.”
Hans drøm var – og er stadig – at lave de ting, han har mest lyst til.
”Det er ikke mig, der er direktør, det er ikke mig, der forhandler kontrakter. Jeg har gjort det på et tidspunkt, men det er ikke det, jeg helst vil. Jeg får lov til at lave de ting, hvor jeg føler, at jeg bidrager mest, og det er at finde ud af, hvad vi skal tegne. Hvordan ideerne skal se ud.”
Der er tapas og fadøl og fortrolige dokumenter på bardisken i Barceloneta, da Bjarke Ingels og hans arkitektkollega spiser en sen frokost på Vaso de Oro, et af deres yndlingssteder.
Ind af døren træder en høj, slank mand i jakkesæt og hilser hjerteligt på den danske arkitekt. Det er en tidligere politiker i Barcelona, der nu arbejder med byudvikling, og de taler fortroligt sammen i tre kvarters tid.
Politik, har Bjarke Ingels lært, udgør så stor en del af virkeligheden i arkitektbranchen, at man er nødt til at have alliancer. BIG havde fx tegnet en bygning, som skulle have stået langs med motorvejen, der leder ind til Barcelona, men de politikere, der havde trukket firmaet ind i det, tabte valget.
”Der er meget politik i arkitektur. Alle projekter tager mere end de fire år, politikerne normalt sidder, så verden ændrer sig, før man får alvor kommer i gang. Og der er så store summer involveret.”
Den tidligere politiker opsummerer aftalen, før han går ud af døren - præcis som Bjarke Ingels plejer: Han vil gerne hjælpe med byudviklingsprojektet, og han kan slå et smut forbi København om en uges tid på vej til Mellemamerika. Han vil også gerne prøve at finde et sted, hvor BIGs nye Barcelona-afdeling kunne ligge. Bjarke Ingels understreger, at det skal være nede ved vandet, og han nikker forstående, selvfølgelig, han vil undersøge sagen.
Også i Danmark spiller politik en stor rolle i BIG’s bygninger, fx omkring projektet Amager Bakke, hvor lokalpolitikere ivrigt debatterer for og imod.
Skitserne til Amager Bakke blev lavet for fem år siden, og i alt kommer der til at gå syv år, før den står færdig. Selv for tålmodige typer er det ekstremt lang tid. Og Bjarke Ingels virker som en utålmodig mand.
“Ja … det er nok rigtigt, at jeg er det …,” siger han. “Men måden at gå pilgrimsrejse er at sætte det ene ben foran det andet. Det er hele tiden det næste skridt, du skal koncentrere dig om. Det handler om at få aktiveret den tid, der er. Men selv om vi i alt har cirka 100 projekter lige nu, og jeg ved noget om dem alle sammen, er de jo ikke lige aktive. Nogle af dem sover, andre er kun lige lagt på tegnebordet. Jeg er heller ikke daglig leder af dem alle sammen. Fx har den bygning vi laver for Smithsonian i Washington D.C. et tiårigt perspektiv. Grunden til, at jeg kan gøre det er, at når jeg er tilstede i noget, er jeg der 100 procent. Når jeg så går videre til det næste, så slukker jeg. Det er en kombination af 100 procent tilstedeværelse og 100 procent fravær.”
Flyet til Genève afgår kl. 21.30, og Bjarke Ingels vil afsted så sent som muligt. Når man bruger så stor en del af sit liv på transport mellem byer og i lufthavne, er der ingen grund til at dukke op før det er absolut nødvendigt.
I taxaen taler han om de syv dokumentarfilm Netflix har lavet, som har haft premiere på Sundance Filmfestival. Danskeren er sammen med bl.a. The New Yorker-tegneren Christoph Niemann en af de portrætterede. Han har set raw-cut’et til sin egen film, og på Sundance så han filmen om illustratoren, som han ved et tilfælde kom til at følges med på flyet ud af Utah.
Han sammenligner det mere ensomme og ofte mere indadvendte job som illustrator med sit eget.
”Det var sjovt at tale med ham, for han er jo gået illustratorvejen, som jeg også ville være gået …”
Han tænker sig om.
” … men jeg vil hellere være arkitekt. Det er mere socialt. Ja, jeg vil 100 gange hellere tegne bygninger. Jeg vil ikke bytte med nogen. Jeg er mere … udadvendt. Jeg er fundamentalt ekstrovert. Tit tænker jeg ting, fordi jeg siger det til nogen. Jeg tænker det først for alvor, hvis jeg er nødt til at udtrykke det over for andre. Det er først, når jeg skal italesætte det, at jeg ved det rigtigt.”
Han tjekker sin taske ind og går igennem sikkerhedskontrollen. Inden han forsvinder smiler han til den højloftede afgangshal og vi taler om jagten på den perfekte bygning. Som arkitekt er man begrænset af, at bygninger tager så lang tid at lave. En arkitekt har kun et vist antal bygninger i sig, før han dør.
”Men hvis man bare kunne nå at lave én fuldstændig perfekt bygning, så var det nok. Hvis du var filminstruktør, ville du jo også bare gerne lave én perfekt film. Og hver gang, du laver en film, der kommer lidt tættere på, lærer du noget. Og det bliver nemmere at få finansieret din næste film. Sådan er det også inden for arkitektur.”
Men hvad nu, hvis man laver den bygning midt i livet, hvad så med resten? Er han bange for at toppe for tidligt?
”Nej, jeg er bange for at dø tidligt”, svarer han og ryster på hovedet, afvæbnende.
”Men jeg har en form for utålmodighed i forhold til virkelig at vise verden, hvad vi kan. Og der er mange af alle de ting, vi har lavet, der er et lille skridt i den rigtige retning. Men jeg synes ikke, at noget har været perfekt.”
Uden for Operaen på Holmen fyger sneen. Bjarke Ingels trækker hætten på sin vinterfrakke over hovedet, bag ham sidder publikum bænket til det udsolgte arrangement Sustainia, der handler om bæredygtighed. Han er lige blevet færdig med at sin tale, og hvis publikum skulle være faldet hen under de foregående talere, vågnede de i hvert fald, da arkitekten i det sorte tøj kom speedsnakkende på og fik salen til at runge af latter og klapsalver.
”Jeg har lært, at det faktisk er en fordel at tale helt vildt hurtigt,” siger han med et stort smil.
Havnekajen er dækket af et tykt lag sne, og vinden gør aftenen kold. Han skutter sig. Han har kunnet mærke vejrskiftet fra sin københavnske husbåd, hvor de sidste par dages kulde har ført til et nedbrud af både vand og varme. Fordi det er frost udenfor, faldt rumtemperaturen til cirka 15 grader den første dag, og det var tåleligt for ham, men i morges var den nede på 5 grader i hans soveværelse, og da hans spanske kæreste Ruth, der ikke er specielt glad for kulde, kommer til Danmark i morgen aften, er han i stedet tjekket ind på hotellet Nyhavn 71.
På de to uger, der er gået siden turen til Barcelona, har han været i Le Brassus for at se til et Audemar Piguet-museum, i Bordeaux for at tage første spadestik til et kommende kulturcenter, og i Paris, hvor han skulle mødes med direktøren for Sorbonne Universitet, fordi en bygning, han vandt en konkurrence med for fem år siden, nu endelig ser ud til at blive til noget.
Den tidligere politiker fra Barcelona har været forbi København, som han lovede. De arbejder sammen frem mod det hemmelige projekt med fornyelsen af havnen, og eks-viceborgmesteren har måske fundet det bedst mulige sted til den spanske tegnestue. Og så har BIG vundet en konkurrence om at tegne San Pellegrinos nye flagskibsfabrik i Lombardi-dalen i Italien på 17.500 m2. Møder han slet ikke nogen modstand for tiden?
”Jo, der er intet, der kører helt smooth,” siger han og nævner byggeriet af Galerie Lafayette på Champs-Élysées i Paris.
”Vi havde ikke tegnet så meget som en iskiosk, men af en eller anden grund vandt vi alligevel et butikscenter. Men efter et år er der intet tilbage af det oprindelige materiale. Desværre er det jo ikke sådan, at man ikke vil lægge mærke til det, hvis der ligger en brøler bygget af BIG på Champs-Élysées. Det er altid nemmest at tale om den slags ting, når man har fundet løsningen, men det har vi ikke engang, vi er nærmest tilbage ved scratch. Vi er bare kommet for langt til at bakke ud af det,” siger han, trækker vejret og fortsætter:
”Men når der er modstand, kan man jo vælge at sige: ’Sådan er det. Men der er også alle disse her gode muligheder alligevel’, Så ja, vi møder jo rigtig meget modstand. Men der er jo næsten ikke noget mere tilfredsstillende end at kæmpe for noget, der betyder noget.”
Indtil et projekter opført, kan alt gå galt, hele tiden, understreger Bjarke Ingels og fortæller om dengang BIG efter finanskrisen vandt en konkurrence om at tegne Kasakhstans nationalbibliotek.
”Det skulle fandeme gå stærkt, det skulle bare bygges hurtigt, og det var et fantastisk projekt. Formmæssigt var det noget af det mest avancerede, vi nogensinde har lavet. Så vi havde ti mand siddende i 40 graders kulde. Men tonen blev mere og mere sindssyg. Hver gang vi var alene med nogen, ville de have bestikkelse. Hvilket vi hverken kunne eller ville give. På et tidspunkt ville de have os til at underskrive nogle papirer, der var decideret usande,” siger han.
”Så vi fik fløjet alle medarbejdere ud af Kasakhstan samme aften.”
I stedet fortsatte de arbejdet fra København, men på et tidspunkt blev bygherren kontaktet af en tyrkisk entreprenør, der var villig til at bygge en Norman Foster-designet bygning oven på BIGs fundamenter.
”Det endte de med at gøre. Efter to år.”
Han kigger frem for sig og ryster på hovedet.
”Det var fuldstændig forfærdeligt. Nu kan jeg tale om det med afstand, men da vi var i det, var det et af vores absolutte mesterværker, vi havde tegnet, fundamenterne var støbt, stålet var leveret, det var way beyond the point of no return. Men selvfølgelig under gakkelakkede omstændigheder, som vi kun havde tålt, fordi projektet var så fedt.”
Til gengæld fik BIG to år senere tilbudt at tegne Tower 2 på World Trade Center-grunden oven på fundamenterne, der var støbt til en … Norman Foster-bygning.
”På en eller anden måde var det den mest poetiske retfærdighed, jeg nogensinde har været udsat for”, siger han.
Men helt glat gik det ikke. Efter at BIG havde knoklet med tårnet i to år, valgte familien Murdoch – der skulle være hovedlejer i 40 procent af bygningen – at de ikke vil flytte ind alligevel. Derfor er projektet nu på hold.
”Det var jo en katastrofe. Men jeg har et princip om, at medmindre kunden har bygget noget andet på din grund, er projektet ikke dødt endnu. Så jeg valgte at sige: ’Vi har stadig opgaven. Det eneste nye er, at vores bygherre mangler en lejer. Det vigtigste er, at vi har lavet et design, der er blevet godkendt, bygherren er glad for det, og de vil arbejde videre med os,” siger han.
Samtidig manglede BIG på det tidspunkt at ansætte 40 mand for at kunne nå deadlines på andre projekter, og det gjorde, at de kunne tage hele holdet og sætte dem på de andre sager.
”Det handler om, hvad det står i forhold til. Jeg var mere ødelagt, da vi mistede svømmehallen på en mark uden for Aalborg i 2002 end denne her bygning til fire milliarder dollar på Manhattan. Men du får også læderhud på hjertet, når du oplever så meget modgang,” siger han og tilføjer storsmilende:
”Og så var jeg simpelthen så nyforelsket i Ruth, at jeg bare fokuserede på noget helt andet”.
Så det går dig ikke på?
”Jo. Men på en eller anden måde er det o.k. Jeg er stadig pisseglad.”
