Øl uden alkohol i behøver ikke at betyde flade bajere, der mest af alt smager af vand. Flere og flere bryggerier er nemlig begyndt at lave yderst velsmagende nonalkoholiske alternativer til de kolde kringler, vi alle kender. Her er 10 af de bedste.
Herlig intens duft af ananas og grønne druer – riesling, kort sagt! Rieslingsaften kommer fra Mikkellers egne marker ved Mosel, og selv om indholdet kun er 1%, fornemmes druens umiskendelige udtryk tydeligt. Let sødmefuld smag med en fin, lille bitterhed og en del syre. Fyldigheden er ikke enorm, men øllen har en virkelig læskende karakter, som gør den til et genialt voksent alternativ til en sukkerfyldt sodavand.
Omnipollo ’KONX’
Annonse
Herlig duft af ananas, Discovery-æbler og korn. En læskende, ukompliceret sag i en cremet stil med fornuftig fylde og en lille, tørstslukkende bitterhed i afslutningen.
Mikkeller ’Drink’n’ the Sun 0,3 %’
Øllen, der blev startskuddet til Mikkellers alkoholfri revolution, og som i dag er bryggeriets mest solgte øl overhovedet! Man forstår det, for denne forfriskende hvedeale er meget nem at holde af. Tropiske noter i duften, men ikke så heftige som i en klassisk hvedeøl. Til gengæld har den hvedeøllens cremethed og en pæn fylde og bitterhed, som gør det nærmest umuligt at smage, at der ikke er alkohol i. Blindt ville jeg ikke have en chance. Tør, forfriskende og ubekymret som en lang dag på stranden, når vi kommer dertil.
To Øl ‘Under the Radar’
Kraftig duft af korn, hø og en fræk og frugtig appelsinnote. Let syrlighed og lækker spontangæret ’farmhouse’-smag i et slankt og læskende udtryk, som dog har tilpas fylde til at give en oplevelse. På ingen måde sodavandsagtig som så meget andet alkoholfri godt kan være det, og den slutter med en markant bitterhed, så man ikke er i tvivl om, at man drikker øl. Godt udført.
Kehrwieder ’ü.NN IPA’
En IPA, som ikke er karakteriseret af helt ustyrlig humleduft, men snarere en karamelliseret duft af mørkristet malt. I stilen minder den mere om en lager end en IPA. Der er stor fylde og en kontant og forfriskende bitterhed. Meget vellavet, og blindt ville de fleste ikke have en chance for at gætte, at der ikke er alkohol i. Glimrende.
Maisel’s Weisse
Flot skum og typiske weissbier-noter af banan og gær og en glimrende cremethed og god fylde, som ikke står tilbage for de alkoholiske modstykker. En lidt kort afslutning peger lidt på den manglende alkohol, men ellers er vi meget tæt på den ægte vare her. Absolut et godt produkt, som vipper for eksempel Erdingers ellers glimrende alternativ af pinden, når vi taler weissbier.
Mikkeller ’Limbo Series Blueberry’
Annonse
Wow! Her er en øl med sindssyg frugtighed og tæthed i smagen og en intens dybviolet kulør fra blåbærsaften. Denne gudedrik indtager svælget med masser af små, fine bobler, som giver en uhørt cremet mundfornemmelse. Stor smag, frugtig, men ikke sød, og en tør og frisk afslutning med læskende syre og bitterhed, som animerer til en tår mere. Dåsen er alt for lille, for det her har man lyst til at undersøge igen og igen. Klart den bedste øl i ’Limbo’-serien
To Øl ‘Driving Home from X-Mas’
Fantastisk duft i den her. Bergamotte, kvæder og earl grey i næsen, mørkristet i stilen og med en meget markant bitterhed, som giver fornemmelsen af relativt høj alkohol. Man ville aldrig tro, at denne var uden. Flot længde. Til de meget humletrængende bitre typer og dem, som holder af kraftige, alkoholtunge øl. Et virkelig interessant bryg med en noget større intensitet end ’Under the Radar’, og i den grad et strålende eksempel på, hvor langt bryggerierne efterhånden er nået med deres alkoholfri udgaver.
Mikkeller ‘Henry and His Science: Microbiologically Flavoured Ale #1’
En såkaldt Flemish Primitive, hvor smagsgiveren primært er mikkellensis-gæren, som får lov at skinne igennem frem for humlesmag eller ristet, karamelliseret malt. Den har en karakteristisk duft af tørret korn og honningmelon og en nærmest hø-agtig eftersmag uden væsentlig bitterhed eller humlesmag. Man skal ikke forvente en klassisk øl her, men snarere en mellemting mellem en pilsner og en sodavand, uden at der helt går ’shandy’ i den. Den smager tilfredsstillende, om end nogle nok vil savne lidt mere krop og længde i smagen.
Brooklyn Brewery ’Special Effects 0,4 %’
Når vi snakker storbryg, har Brooklyn Brewery altid leveret god kvalitet. Det gælder også denne lager-type, som er præget af en mørk, maltet duft af ristet korn og masser af aromatisk humle. Fornuftig vægt og fylde og en fin, kildende bitterhed i afslutningen. Den er nem at drikke, selv om vi er klart ovre i den kraftigere ende af de alkoholfri øl. Blindt ville man skulle anstrenge sig for at få øje på, at der stort set ikke er alkohol i. Godt udført.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.