10 restauranter med et vinkort ud over det sædvanlige

10 restauranter med et vinkort ud over det sædvanlige

Magasinet Gastro har været på udflugt og fundet ti gode restauranter, hvor vinkortet er helt fantastisk.

Offentliggjort

Sallingsund Færgekro

Drømmen om at finde noget på et loppemarked til ingen penge, som så viser sig at være en formue værd, er en klassiker. Man kan også drømme om et vinkort, der virkelig overrasker på steder, hvor man måske ikke havde forventet så meget schwung.

Sådan et vinkort har Sallingsund Færgekro, hvor man kan finde klassiske vine i årgange, der ellers for længst har været uopdrivelige, og til priser, der ikke er vanvittige.

Sallingsundvej 104, 7900 Nykøbing Mors

sfkr.dk

Restaurant HOS

Det er ikke på HOS man får slukket sin tørst i usvovlet hipstervin; sommelier og medejer – og fantastisk vært – Michelle Hemme er til klassiske vine, helst fra Frankrig og allerhelst fra Bourgogne. Man kan selvfølgelig gå i vinkortet og selv vælge, men man er i rigtig gode hænder ved at lade Michelle sætte vine til Jakob Spolums mad. Og så et ikke-vinøst.

PS: Kommer man til frokost, så skal, skal, skal man prøve en eller flere af Michelle Hemmes mange hjemmelavede snapse.

Kongensgade 65, 5000 Odense C

restauranthos.dk

No. 30

Det er den klassiske historie om et sted, der egentlig ’bare’ ville være en vinbar, men i Danmark insisterer gæsterne på også at ville spise, så No. 30 blev næsten med det samme en egentlig restaurant med et parallelt liv som vinbar. Det var Simon Bergmann Lassen, der i sin tid åbnede i den gamle slagterbutik, i dag er de flere om stedet, men Simon er fortsat hovedmanden, hvad vin angår.

Kortet er omfattende, og der er også vine, som slet ikke står på kortet, ligesom der er vine på kortet, der ikke er der(!), fordi de er få og sjældne. De allerfleste vine er til den funky side, men der også vine til den lidt mere klassiske smag. Det er stedet for virkelig interessante vine, der ikke ruinerer en.

Nansensgade 30, 1366 København K

nr30.dk

Enomania

Italienske restauranter og imponerende vinkort er typisk en selvmodsigelse, men ikke på Enomania, som Damiano Alberti har gjort til en institution, ikke mindst på grund af vinen. Damiano er fra Piemonte, men han har også bourgogne, champagne, tysk riesling m.m. i årene, og et måltid hos ham er en helt fantastisk vinrejse, som ikke behøver at ruinere en.

Man kan selvfølgelig købe hele flasker af alt det, man vil, men Damiano åbner også flasker og skænker glasvin – flasker, man måske ikke umiddelbart havde råd til at købe en hel af.

”Vi drikker bare resten selv,” som han siger.

Vesterbrogade 187, 1800 Frederiksberg

enomania.dk

Anarki

Et fuldstændig fantastisk vinkort, som afslører en vinøs nysgerrighed efter interessant vin, uanset hvor i verden vinen kommer fra. Her er både klassiske vine og vine af den mere eksperimenterende slags. Anarkis vinkort er stedet, man finder vine, der kun yderst sjældent dukker op på restaurantvinkort, bl.a. fra Portugal, og så har Anarki noget så sjældent som et rigtig godt udvalg af sherry, både på glas og på flaske.

Vinen er alfa og omega på Anarki, men den er det på en vidunderlig underspillet måde. Og til virkelig rimelige priser.

Vodroffsvej 47, 1900 Frederiksberg

restaurant-anarki.dk

Gastromé

Gastromé har skruet på vinkortet gennem alle årene, og efter restauranten er flyttet ud af byen og ind i den store patriciervilla i Risskov har vindelen fået endnu et nøk opad. Det omfattende vinkort er overvejende fransk, men ikke kun, og så er der både noget til den klassiske og mere eksperimenterende smag.

I betragtning af at Gastromé er udstyret med en michelinstjerne, er der overraskende mange vine på kortet til en meget overkommelig pris.

Grenåvej 127, 8240 Risskov

gastrome.dk

Applaus

Det 11 sider store vinkort er overvejende af europæisk tilsnit og mest til den franske side, men det er ikke desto mindre ret bredt og alsidigt. Prismæssigt er det muligt for de fleste at være med, og så er der også lige et luksuskort, hvis det skal være det helt store udtræk. Naturvin er også en mulighed, men er på ingen måde dominerende.

Måske Aalborgs bedste vinkort?

Ved Stranden 9A, 9000 Aalborg

restaurantapplaus.dk

formel B

Man kan nok ikke entydigt udnævne én enkelt restaurant til at have Københavns bedste vinkort, men hvis man alligevel skulle, så måtte formel B være en af kandidaterne. formel B-drengene knuselsker bourgogne, og udvalget er helt enormt, og hvis man er virkelig rig, så er der rig mulighed for at bruge en formue. Men mindre kan også gøre det, og det er ikke bourgogne det hele.

Få restauranter i København har et så perfekt parløb mellem mad og vin som formel B. Også de øvrige restauranter i familien, bl.a. Uformel, er rigtig gode til vin.

Vesterbrogade 182, 1800 Frederiksberg

formelb.dk

La Locanda

Aalborgs ’gamle’ italienske restaurant, der i mere end 25 år har værnet om støvlelandets madkultur i det nordjyske. Stabilitet, kvalitet og vedholdenhed har også smittet af på vinkortet, som over de mange år er blevet udbygget, så det i dag er overordentlig omfattende.

Der er alle klassikerne og de kendte producenter, men så er der også et væld af små producenter, ingen kender, og vine på druesorter, man aldrig nogensinde har hørt om. Man kan virkelig tage på opdagelse.

C.W. Obels Plads 3, 9000 Aalborg

lalocanda.dk

Lieffroy

Den vinøse fornøjelse på Lieffroy er dobbelt; det er både selve vinkortet og så er den ultimative vinservice, som sommelier og medvært Helle Lieffroy lægger for dagen. Restaurantens franske forkærlighed fornægter sig ikke i det enorme vinkort, hvor Frankrig er altdominerende, om end der er et par afstikkere. Især udvalget af bourgogne, både hvid og rød, er imponerende, og der er flasker at finde, som ellers kan være et sjældent syn.

Få steder i Danmark går mad og vin op i en højere enhed, som det er tilfældet hos Lieffroy.

Skræddergyden 34, 5800 Nyborg

lieffroy.dk