10 vine fra højlandet, du skal prøve

6 meter, 106 meter, 265 meter … nej, ikke rigtigt. Hvad så med 480 meter eller 745 meter over havets overflade? Jo, nu begynder det at ligne noget. Jeg taler om vin fra højlandet, og vi kan hurtigt blive enige om, at venstrebredskommunerne langs Gironde-estuariet i Bordeaux intet har med højder at gøre. Bourgognes marker er heller ikke højtliggende, ej heller Calistoga i det øvre Napa, mens Riojas grundhøjde med lidt god vilje kunne kaldes højland, og Mendoza Citys beliggenhed helt sikkert omfattes af betegnelsen.

Vin fra højderne, højlandsvin, bjergfrugt, bjergvin, kær vin har mange navne, men i kommerciel henseende er der nok ingen tvivl om, at da Argentina entrede verdensscenen for vin i starten af 1990’erne, blev dyrkningshøjden et salgsargument – meget få havde været opmærksom på det før.

Siden er dyrkningsmaksimal gradvist rykket opad. Gamle vinområder med høj gennemsnitshøjde som Ribera del Duero i Spanien kunne sagtens have gjort en dyd af placeringen i kampen om opmærksomhed dengang, men i takt med stigende fokus fra forbrugernes side på friskhed og højere syre er højderne blevet en central del af markedsføringen. Flere steder i verden er der decideret hype om vin fra højtliggende vinmarker, men før forbrugere begyndte at efterspørge vin fra bjergene, var driften opad drevet af et behov fra producenternes side.

Smagen af højde

Der er himmelvid forskel på en sortlilla kæmpemundfuld på malbec fra Gualtallary i det højeste sydvestlige Mendoza og en prié-baseret citronsmagende elegantier fra det øverste af Aosta-dalen i Italien, selvom de begge er dyrket i 1.100 meters højde. Højder er ikke bare højder – eller med andre ord; der er stor forskel på, hvor henne i verden vinmarkerne er placeret. Om de ligger langt mod nord eller syd i de to brede bælter mellem den 30.-50. breddegrad, hvor vindyrkning finder sted. Om bjergene, hvor vinen dyrkes er tæt på havet eller langt inde på kontinenter, og om de helt lokale landskabsformer giver vindblæste forhold eller ej.

Udgangspunktet for at søge op i højderne er ønsket om lavere temperatur i forhold til dem, man måtte møde i det regionale lavland. I gymnasiet fik vi en grov rettesnor, der sagde, at gennemsnitstemperaturen falder med en grad pr. 100 meters opstigning, men geografer og meteorologer har en gylden regel, der mere præcist siger et temperaturfald på 0,6° C pr. 100 meter.

Det tal varierer meget fra sted til sted, men overordnet giver det mening. Der kan dermed være meget stor forskel på, hvilke druesorter der kan modne i et bjergområdes dale og oppe i fjeldet, og jo længere mod nord eller syd, man er, des mere udtalt bliver den forskel.

Sol, sukker og syre

Det handler om gennemsnitlig kølighed, men der kan sagtens være hamrende varmt på toppen i løbet af dagen, mens det er nattetemperaturerne, der giver det samlede lavere gennemsnit. Syren bevares bedre med køligheden, druerne opnår typisk mindre sukkerindhold i højderne på grund af temperaturforholdene, men samtidig stiger UV-strålingen, specielt den såkaldte UVB-stråling, der nærmest har samme effekt på et drueskind, som den har på vores ømfindtlige hud.

Lysintensiteten i sig selv fremmer faktisk sukkerdannelsen i druerne gennem øget fotosyntese, og det er blandt andet årsagen til, at en relativ lys- og varmekrævende druesort som gewurztraminer kan give gode resultater i de høje alper i italienske Alto-Adige. Det er samtidig årsagen til de vældige alkoholprocenter som malbec kan opnå i de højtliggende marker i Uco Valley og Cafayate i det nordligste Argentina, hvor man skulle tro, at 1.500 meters højde ville give blidt alkoholiske vine, mens virkeligheden ofte viser 15,3 % eller højere endnu.

Intet er så skidt…

UVB-strålingen har samtidig en anden effekt; skindet (huden) ’hærdes’, indholdet af farvepigment, anthocyanin, stiger, og derfor er det helt almindeligt, at røde druesorter dyrket i højderne ender med blækfarvet vin; tænk bare på netop malbec, norditalienske schiava, lagrein og ikke mindst den græske agiorgitiko på Peloponnes.

Omvendt er der efterhånden pænt med eksempler på det modsatte, men her er det ofte mere sortsafhængigt end selve dyrkningen i højlandet. Oppe i højderne er der store jordbundsvariationer, men overordnet kan man godt sige, at på grund af udvaskningen af lerpartikler og fravær af humus, basal erosion og savn af vækstfremmende kvælstof er næringsværdien i jorden lav, og det fremmer planternes evne til at sætte frugt, der smager af noget. Planten bruger simpelthen flere kræfter på at sikre sit afkom (druerne) fremfor at vækste i bladhanget.

Typisk vil nedbør også blive drænet bedre dels ved naturligt afløb på grund af landskabets hældning, dels gennem nedsivning i den ofte meget stenede jord. Her er der igen enorm forskel på behovet for dræning mellem eksempelvis de ørkenlignende forhold i Argentinas Mendoza og de regnplagede dale i de schweiziske og italienske alper.

Verdens højeste vinområder

Argentina tager magten. Ingen andre lande har så vældig gennemsnitshøjde på sine vinområder, ingen er bare i nærheden. Mikroproduktionen af vin i Bolivia og Peru kunne måske konkurrere, men blandt de lande, vi normalt betragter som rigtige vinlande, hvor vindyrkning spiller en seriøs rolle for landbrugs- og eksportøkonomien, er Argentina unik.

Placeringen på breddegrad er meget afgørende for muligheden for fuldmodenhed på vindruerne. I Argentina er det ikke ualmindeligt med vindyrkning i 1.500 meters højde, men de højder er næsten umulige at modne druer i under europæiske forhold. Alperne ligger ca. på den 46. breddegrad, mens Uco Valley i Argentina ligger på den 33. breddegrad. Allerede her er der forskel i forudsætningerne, og de forstærkes yderligere af de overordnede globale havstrøms- og topografiforhold; Europa har generelt meget skydække på grund af den varme Golfstrøm i Atlanterhavet, mens Argentinas vinområder ligger i total nedbørsskygge af de himmelstræbende Andesbjerge.

I Alperne kravler vindyrkning meget få steder over de 1.000 meter, det øverste Valle d’Aosta neden for den italienske side af Mont Blanc og ekstreme marker i Visperterminen neden for skisportsstedet Saas-Fee i Schweiz er undtagelser.

Europas højeste vinområder

Det kommer bag på mange, at Spanien har de fleste højlandsmarker i Europa. Hele det centrale Spanien er en højslette, og den iberiske halvø gennemløbes af en række mindre bjergkæder, hvor der faktisk dyrkes vin i de fleste. Hele Ribera del Duero ligger på en højslette med vindyrkning fra 750 til lidt mere end 1.000 meter i de vildeste tilfælde, men typisk tager man ikke Ribera del Dueros vine med i højlandsvingruppen, selvom det ville være det rigtigste. Det gør man til gengæld for de trendy garnacha-baserede vine fra Sierra de Gredos vest for Madrid og ikke mindst de knudrede savtakker i Priorat i Catalonien. Sierras de Malaga i Andalusien har endda moscatelmarker i over 1.300-meters højde. De mest ekstreme marker i Spanien ligger imidlertid på den kanariske ø Tenerife med marker på siden af vulkanen Teide i næsten 1.700 meters højde.

Italiens nordligste vinområder i både Valle d’Aosta og Alto-Adige ligger i omkring 750 meters højde med enkelte pletter helt op til 1.200 meter, mens Etnas lavabjergside på Sicilien har marker op til 1.300 meter.

Kokablade mod højdesyge

I Sydafrika er Klein Karoos Mount Sutherland hypet lige nu på grund af højder op til 1.500 meter, mens de nye kinesiske områder ved Meili i Yunnan-provinsen, hvor den franske luksusgigant LVMH projekterer med ’vingården’ Ao Yun, dyrker vinstokke i 2.600 meters højde. Chile har ekstreme marker i samme højde i Elqui, mens Argentina som sagt tager rekorden med kommercielle vinmarker i Quebrada de Humahuaca i Salta-provinsen i 3.300 meters højde. Deroppe tygger vinmarksarbejdere i øvrigt kokablade for at undgå højdesyge!

10 vine fra højlandet, du skal prøve

89 point

110 kr.

Australien har også ’alper’, den halvmåneformede bjergformation, der løber gennem Victoria, New South Wales og op til det sydligste Queensland. Orange, ligger i New South Wales ca. 3,5 times kørsel fra Sydney. Her laver far-og-søn-duoen Simon og Will Gilbert kølige vine, blandt andet en kontant skarp riesling med tryk på druens citrusfrugtaromaer. Orange har den særlige kombination af kølighed, stærkt lysindfald og ret høje nedbørstal, der stilistisk kan give riesling med mindelser om den østrigske stil. Total Ståland, frisk limesaft, havesyrepuré og med temperaturstigning strejf af det typiske petroleum. På tungen er den syrerig og mildt bitter som en pomelo. Puristisk riesling.

92 point

139 kr.

Petite arvine stammer fra Valais i Schweiz, men er ’kravlet’ hen over Barasson-massivet og ned i Aosta-dalen på den italienske side af grænsen og trives fint i den bjergfriske luft. Druen er sjælden, men ædel, svær at dyrke, men resultatet gør den slidsomme indsats værd. Les Crêtes mestrer den. Vidunderligt blomstret, æbleblomst, hoja, sommerfuglebusk i fuldt flor med stenede og røgede elementer. En støvende tør, men positivt mystisk olieret viskositet med intens skindbitterhed og eftersmag som kølig ren alpeluft suget ind gennem næsehulen. Fantastisk løftet, frisk og samtidig intens eftersmag helt uden forstyrrende elementer af teknik eller fad.

92 point

275 kr.

I Roussillon er der ikke rigtigt højde på druedyrkningen i numerisk sammenhæng, men området, som ellers er kendetegnet ved høj varme og solbagte forhold kan faktisk levere kølighed ved relativt lave højder. Terroir d’Altitude lyder jo som den rene himalayavin, men mindre kan gøre det. Op til 550 meter her. En herlig blanding af sauvignon blanc, macabeu, grenache blanc, rolle, marsanne, roussanne og grenache gris, der har ligget og svuppet med bærmen i op mod 22 måneder og det giver dybde! Lavt svovlet og naturgæret. Fuld af smør, læder, brunt æble, kærnemælk og hønsefond, moden champagne uden bobler. Cremet og frisk på samme tid, hyperhøj intensitet.

91 point

129 kr.

I vinens verden er det gamle og naturgroede det fineste – det er som om alt ungt ikke kan være fornemt, men kerner er en menneskeskabt krydsning fra 1929, hvor riesling blev krydset med den røde trollinger og ud af det kom en interessant meget aromatisk druesort, hvis vin har masser af blomsterduft. Sydtyrol har gjort den til deres egen og den kom endda først i 1970erne! Bragende aromatisk med melon, Moscato, pæredråber og mandarin. Knitrende syre som en stor riesling, cremet som en grenache blanc og den boner voldsomt ud på læskeskalaen, men bevarer stadig statelighed. Og til prisen er det dobbeltvældig godt.

95 point

650 kr. v./3fl.

Catenas betydning for argentinsk vinindustri og eksport kan ikke overdrives. Arbejdet med chardonnay oppe i det himmelhøje Gualtallary på den store Adrianna-mark har nu skabt to milepæle, White Stones og White Bones. Den fornemme Fortuna Terrae Malbec rykker også ved gældende opfattelse af argentinsk malbec; en uforlignelig naturlig syre og mineralitet løfter det ”sorte” til kunst. White Bones på chardonnay er efter min mening dog husets helt store bedrift. Komplet uforstyrret af træfad og som sådan et stykke fra normalopfattelsen af hvad stor chardonnay kan være. Fuld af kærnemælk, fino-sherry, grøn oliven, let reduktion som en stor Chablis Les Clos, brændende intens, tungekrøllende syrlig og uendelig.

92 point

215 kr.

Fra appellationen Patras på den nordlige del af halvøen Peloponnes kommer en skindfermenteret roditis fremstillet af ønologen Panayiotis Papagiannopoulos, sikke et navn, på huset Tetramythos. Peloponnes har højde, skal jeg love for – landskaber, der minder mere om de franske havalper end solvarme sommerstrande. Roditis fra højder op til 1050 meter, gæret og macereret med skindet og fremstillet med lav svovling. Roditis er blevet pryglet generelt på grund af ophavet til meget plonk-retsina, men dens farvede drueskind danner grundlag for fremragende orangevin. Uovertruffen roditis! Fuld af lambic, fransk cider, grillet appelsin, læder og kinin, endda icetea uden sødme og tanninbid i gummerne, livlig syre.

95 point

675 kr.

Sierra de Gredos vest for Madrid er nok det højtliggende vinområde i Europa, som over de sidste 5-7 år er blevet mest hypet. Garnacha i højderne, gamle vinstokke, granitjordbund og ikke mindst gammeldags fremstillingsmetoder tilsat moderne videnskabelig viden. Comando G er områdets helt store stjerne og de har da også fingrene med ved vinen her. 70-årige garnachabuske fra marker i 900 meter, helklasefermenteret med stilke og det hele, blidt ekstraheret, så farven nærmest ligner lys pinot noir. Tranebær, amarenakirsebær uden confiture. Lavendel og rosenpeber i duften, saftspændt smag med jordbær, fasthed, mild bitterhed og etiopisk kaffe i eftersmagen men helt uden fad.

92 point

320 kr.

Alizarine Malbec er sort som kul. Den kommer fra upodede malbecstokke plantet i 1927 i 1100 meters højde i Las Compuertas, relativt tæt på Mendoza City. Hvordan sådan en mundfuld med fuld power på ekstraktion og fadregime kan smage så frisk, er mig lidt en gåde, men det MÅ jo være artiklens temas skyld. Næsen er pakket med vaniljekrydret kirsebær, brombærkompot, røgelse og på tungen ruller den med musklerne som en rasende Hulk. Fysisk ekstrakt nærmest, afsindigt intens og koncentreret og man kan godt fornemme de 15 % alkohol, men vær ikke bange – det ender godt. Finalen er løftet.

92 point

99,95 kr. v./6 fl.

Sebastian Zuccardi er lokalt kendt som Mr. Pit – det vil sige ham, der graver grave. Han gør det fordi Uco-dalen har ret forskellige jordbundsforhold og hvis området skal have høj global status, ja så skal man kunne tale om jordbund i disse terroir-fokuserede tider. Her gælder det den prisfornuftige Q fra marker i Altamira og Vistaflores i 1100 meters højde. Frisk og dyb solbær, kirsebær og røg, jern og rust. Bordeaux-agtig med gummetannin og tydeligt bid dybt nede ved kæbehængslet! Til prisen er det imponerende, hvor Uco-præget den er! Tito med 17 % cabernet sauvignon og 15 % ancellotta i malbec’en er i 2013 som begyndende moden cahors!

94 point

395 kr. v./12 fl.

Brødrene Michelini er mine vinøse yndlingsbrødre. De har revolutioneret den argentinske vinscene de sidste ti år og det er sjældent de følger normen, de tvister stilarter, høster tidligt, vinificerer med hele klaser, bruger betonæg, terrakotta-amforaer og trippellængde på trækketiden. Intet må være uprøvet. Her har vi første årgang af SuperUco Gualta med 60 % malbec og 40 % cabernet franc, afstilkede druer, men gæret og macereret i træfade, der rulles, såkaldte rolling barrels, i hele seks måneder og derefter overført til 12 måneder på Taransaud-fade. Blækfarvet og mættet, næse med sveske, krydderurter, figen, mandel og medicinskab. Hylende frisk syre, tobak og hyldebærsaft i eftersmagen. Lillebror SuperLógico er mere naturpræget.