__________
Marina Cvetic er kroatisk og serbisk af fødsel, men styrer nu pionerhuset Masciarelli i bakkerne ved Abruzzos kyst. Gianni Masciarelli, Marinas mand, døde pludselig i 2008, men kampen for de lokale druer fortsætter. Knasende sprød, absolut ingen formildende omstændigheder, nærmest neutral som en sylvaner fra Franken, men har mere olieret viskositet. Den dufter af den hvide inderside på en limeskal, af græs, af havesyrepuré, af umodne mirabeller. Storesøsteren Villa Gemma består mest af trebbiano d’abruzzo og en smule af den ekstremt sjældne cococciola plus et skvæt chardonnay. Lad dig ikke narre af den neutrale let grønne duft. Den ulmer blot, for hen over tungen flyder gylden væske, olieret i drøjhed, smagen af smeltet jern og iskoldt abruzzerfjeld i efteråret. Fabelagtig.
Pris: 72 kr.
__________
Først tænker man nystrøget tændstik, så glinsende stål, så sten fra abrikoser og mirabeller og til sidst lemoncurd. Skarptandet syre, hylende nærmest, saltet i eftersmagen og støvet som et nedbrydningsfirmas forsæde i lastbilen. Storebroderen Bianchi Grilli har et par år mere i flasken og står gylden som sauternes i glasset, mens næsen oser af voks, stearin, honning, antydet oxyderet æblemost, men lad dig ikke snyde. Smagen viser igen, hvad mineralitet er gjort af – et udtalt salt og basisk element blandet med syre fra frugten og viskositet som en stor pinot gris.
Pris: 129,95 kr.
__________
Man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene. Den svungne skrifttype på husets etiketter signalerer gammeldags tilgang, men intet kunne være mere forkert. Antonio Mastroberardino førte huset frem til topstatus gennem fornyelse i vinificeringen og satsning udelukkende på de sjældne lokale sorter. Huset ligger i Atripalda, nærmest midt i fiano d’avellino-DOCG, og det var blandt andet fiano og greco, Antonio reddede fra udryddelse. Afdæmpet tropisk frugtduft med banan og ananaskirsebær Lindehonning og hvid peber og selvfølgelig kamilleblomst. Knapt så udtalt syre som i de øvrige anbefalinger her. Mineraliteten er der dog. Og eftersmagens længde … ja, den er lang.
Pris: 137 kr.
__________
Jeg stiftede bekendtskab med Zidarichs vine første gang for snart tre år siden ved bordet i restauranten på Osteria Devetak. Stedet for Friuli-farende med mod på amforagærede vine, sære druesorter og kultvinsproducenter som den sky Enzo Pontoni. På spørgsmålet om de havde noget vildt og godt, serverede de Zidarich. Hans naturvinstilgang er moderat sammenlignet med andre. Kamillete og hvedeøl, gær, kandiseret appelsinskal, lys karamel og cider, overmoden frugt og let tåget væske. Gylden. Smager som kold kamillete, der har trukket meget længe, syrerig midt i den tydeligt tanniske smag. Den har et kornet udtryk i smagen, ikke kornet som i grynet, men kornet som i smagen af korn. Hoegarden, men uden sødmen, for Zidarichs vitovska er smertende tør og ikke mindst intens.
Pris: 245 kr.
__________
Fortsætter på næste side.../link/ac8d1224f0594589abaa4a2347e7734b.aspx" alt="" />__________
Et tussegammelt vinhus fra 1400-tallet og tro mod de sicilianske druesorter, røde som hvide. Fabio Sireci er dagens vinmager, nummer mange i familierækken, men huset fremstillede sin første vin med egen etiket for nylig. Blomstrende af budleia, nærmest erotisk parfumeret duft af roser og moskus. Grillos slægtskab med moscato fornægter sig ikke. Intens, grænsende til anmassende duft, men på den gode måde. På tungen er den knasende tør, men har viskositet næsten som en stor alsace muscat, men med mere syre. Der er lille fornemmelse af tannin og eftersmag med abrikoskerner, sommerfuglebusk og skind fra mirabeller. Brændende stærk intensitet uden alkoholild.
Pris: 135 kr.
__________
Antonio Caggiano er tidens stjerne i Avellino, Taurasi og Tufo. Han er svært påvirket af konsulenten Marc di Grazia fra Firenze, hvis touch ofte har medført modernistiske ændringer på det traditionelle. Greco di tufos subtile frugt og fine mineralitet bliver normalt ødelagt af barrique, men Caggiano modargumenterer i praksis solidt. Hans Devon gæres på stål og får derefter tre-fire måneder på barrique, og det dominerer på ingen måde. Hvis ikke det var, fordi jeg ved, jeg kan se, at der er væske i glasset, kunne jeg tro, der var kridtstøv og cement i. Duften er som at stikke næsen i en pose med portlandcement. Limeskal og indersiden af en gul grape. Vedholdende mineralsk eftersmag.
Pris: 145 kr.
__________
Greco var tæt på udryddelse, da Antonio Mastroberardino overtog huset fra sin far efter 2. Verdenskrig. Sønnen Piero fører fokus videre. Huset holder sin greco fri for egetræ, gærer på stål – det helt rigtige at gøre! At putte greco på træ ville være som at skambide riesling med egetræ. Ekspressiv, men ikke af floromvundne bestanddele, kun citronblomst, kinin og tonic, mens smagen er skarp som en skalpel. Først er den fed og cremet, olieret, men når vinen er væk fra tungen, dukker en sen ankommende skærende syre op. Afslutningen har bitterhed og saltet læskeeffekt.
Pris: 137 kr.
__________
Frank Cornelissen er visuelt antitesen til en naturvinshåndværker. Men hans tilgang er ekstremistisk. Resultaterne kan være svingende, men når de rammer som her, så er oplevelseshorisonten udvidet. Bobler lystigt, er mælket og tåget i al sin gyldne stråleglans. Dufter kraftigt af ølbrygning, ciderproduktion, Hoegarden, cement, æblemost, kamille, jod, kandiseret appelsinskal, Smagen er fremragende, voldsomt koncentreret uden det mindste spor af overmodenhed eller brændende alkohol. Knasende tør, men har krop som en rød bourgogne. Den optræder næsten som en støvende tør udgave af en passito fra Pantelleria, men udsat for humle og korn. Naturvin, ja, anderledes, ja, men på alle almindeligt gældende vinvurderingsparametre er det stor vin.
Pris: 245 kr.
__________
