Hypet ølbryggeri åbner i Købehavns Lufthavn, og med sig tager de byens bedste pizzaslice

Åbningen byder på en ny mulighed for at få en øl klokken 10 om morgenen det eneste sted, hvor sådan noget er acceptabelt.

Hypet ølbryggeri åbner i Købehavns Lufthavn, og med sig tager de byens bedste pizzaslice
Offentliggjort

Jeg har to gode og to dårlige nyheder til jer. Den første gode er, at ølbaren Åben er åbnet i Københavns Lufthavn. Den dårlige er, at man stadig ikke må have væske med forbi sikkerhedskontrollen, så du bliver nødt til at drikke øllen(e), inden du sætter fødderne i den rigtige del af lufthavnen. Den anden gode er, at Åben har allieret sig med det måske mest højagtede pizzasted i København for tiden, Diamond Slice på Blågårdsgade, og udviklet en række slices, den måske mest perfekte form for ølmad? Den anden dårlige er, at slicet er firkantet. Men det er selvfølgelig en smagssag.

Nu til det mere objektive: I smørhullet mellem Terminal 2 og 3 har ølbryggeriet åbnet op for intet mindre end 30 haner, der skal slukke de rejsendes tørst før og/eller efter flyrejsen.

”Åbens fundament har altid baseret sig på at samle mennesker over gode oplevelser. For os har det været vigtigt at skabe et roligt og hyggeligt rum, der inviterer til at slå sig ned og få det bedste ud af ventetiden – uagtet om du er på vej af sted på dit livs rejse eller skal afhente dine kære,” siger ølbryggeriets stifter, Philip Hulgaard, i en pressemeddelelse.

Foruden Københavns Lufthavn ligger Åben allerede i Kødbyen, hvor de også brygger deres øl, i Kolding, Roskilde og Aarhus, ligesom det også står bag festivalen O Days.

”Vi gør rigtig meget ud af, at Københavns Lufthavn skal være en lille bid af København. Både turister og danskere skal opleve de fedeste lokale helte og have nogle oplevelser, som viser, hvad Danmark har at byde på. Og her er der et perfekt match med både Åbens lokaltbryggede øl og de særligt udviklede pizza slices fra det hypede Diamond Slice, der begge må siges at være to københavner-darlings,” udtaler Casper Frimann, der er Food & Beverage Business Partner i Københavns Lufthavn, om åbningen.